Har du nogen sinde købt eller solgt en bil privat, ved du, at omregistrering har været en et tvivlsomt mudderhul, hvor sælger skal stole på, at køber gør, hvad han eller hun siger.
Ejer af bilen er den, der har registreringsattesten, og i det øjeblik, den overdrages, er handelen sket. Men hvornår køber effektuerer ejerskiftet, er op til ham eller hende.
Officielt har man tre uger til at gøre det, og i den periode, er det sælgers forsikring, der dækker bilen, ligesom fart- og p-bøder havner på sælgers adresse.
Brug app til omregistrering
Nu har Motorstyrelsen lanceret en app til smartphones, som gør det muligt at omregistrere biler på stedet.
"Ejerskifte" hedder app'en, der findes i både iPhone og Android mobiler, og den gør det ifølge Motorstyrelsen muligt at skifte ejerskab på få minutter. Det kan med andre ord gøres på stedet af køber og sælger i fællesskab.
4 trin til omregistrering
Omregistrering foregår via en kode, som deles mellem sælgers og købers mobiltelefon. I praksis er der 4 trin i processen:
- Først skal sælger vælge det køretøj, han vil sælge og danne en kode, som deles med køber
- Køber indtaster koden og starter omregistreringen
- I forbindelse med omregistreringen vælger køber sit forsikringsselskab
- Til sidst betaler køber gebyret for omregistreringen og står nu registreret som bilens nye ejer i Motorregisteret
Ifølge Motorstyrelsen bliver der årligt foretaget mere end 200.000 bilhandler mellem private i Danmark.
Omregistrering kan fortsat foretages på en computer via Motorregisteret, hos en nummerpladeoperatør og i Motorstyrelsens motorekspeditioner