Miljøzoner kan koste kassen

Feriebilister bør tage sig i agt for miljøzoner og betalingsveje - især de italienske

5. juli 2012 af Jan Lang

I udlandet er det efterhånden en fast praksis, at bilisterne betaler en form for adgangsbillet for at køre i enten byzoner eller på motorvejene. I Italien og Tyskland er det især bykernes miljøzoner, der kræver en særlig betaling for at kunne køre videre. De tyske miljøområder kaldet Umweltzone, og man kan købe en adgangsbillet hos FDM og Applus, ligesom de sælges fra en lang række udsalgssteder i Tyskland.

I Italien har mange større byer indført restriktioner eller forbud mod kørsel i de historiske bykerner. De italienske miljøzoner kaldes Zone Traffico Limitato (ZTL), og som udgangspunkt er det kun indbyggere eller personer med særligt ærinde, som kan få tilladelse til at køre i zonerne.

Det er vigtigt at understrege, at hvor de tyske bøder for overtrædelse af regler er forholdsvis beskedne, så er de italienske bøder høje, og de italienske myndigheder har tilladelse til at sende bøder til inddrivelse hos det danske politi. I det hele taget bør feriebilisterne være opmærksomme på, at trafikbøderne kan ende i postkassen, da der er formel bødeinddrivelse i hele EU samt Skandinavien. Der er dog en bagatelgrænse på 70 Euro for at bøderne sendes videre.

”Hvis man kører i de større tyske byer eller de fleste større og ældre italienske byer, så bør man gå ud fra, at der er en miljøzone. Jeg anbefaler, at man forbereder sig hjemme fra, og undersøger på internettet herunder på FDM’s hjemmeside om de byer man vil besøge har en miljøzone. Man skal især være opmærksom på, at de italienske zoner kan være vanskelige holde rede på, og det er meget dyrt at køre der uden tilladelse,” anbefaler Jan Lang, biljournalist hos BilBasen.

Orden i papirerne
Hvis bilen er kaskoforsikret, har du automatisk vejhjælp via Rødt Kort-ordningen. Det betyder, at hvis din bil bryder sammen, eller du bliver involveret i et færdselsuheld, så kan du få hjælp via SOS International, som administrerer Rødt Kort-ordningen. Du behøver ikke længere medbringe det røde kort fysisk, men kan nøjes med blot at huske telefonnummeret til SOS International. Har du en smartphone, kan du også vælge at downloade det røde kort som mobilapplikation.

”Hvis uheldet er ude, er hjælpen ikke langt væk. Er din bil kaskoforsikret, så kan SOS International hjælpe dig med vejhjælp på stedet, hjælp til bugsering til nærmeste værksted, hjælp til at komme videre med en lejebil og meget andet,” siger Riccardo Krogh Pescatori, konsulent i Forsikringsoplysningen.

Det grønne kort, som er bevis på, at bilen er ansvarsforsikret, er det ikke nødvendigt at have med, hvis du bliver inden for EU (samt Andorra, Island, Kroatien, Norge og Schweiz). Kører du uden for EU, så skal du altid medbringe det grønne kort.

Husk også at medbringe bilens originale registreringsattest. I visse lande stiller man sig ikke tilfredse med en fotokopi, så husk originalen. Kan du ikke finde den originale registreringsattest, kan du købe en ny hos SKAT. Kører du med campingvogn, skal du naturligvis også huske alle relevante papirer på campingvognen som registreringsattest og forsikringspapirer.

Adgang til vejene
I Østrig, Schweitz, Tjekkiet, Slovenien, Slovakiet, Ungarn, Bulgarien og Montenegro betaler man ved at købe en mærkat, vignette eller en elektronisk enhed, der placeres på bilens forrude. Vignetter og mærkater kan enten købes hjemmefra eller på servicestationer omkring grænsen. I Frankrig, Grækenland, Spanien, Polen, Kroatien, Serbien, Makedonien og Tyrkiet opkræves motorvejsafgiften ved betalingsanlæg på motorvejene. I Italien kan man enten betale motorvejsafgift direkte på motorvejene, eller man kan hjemmefra købe kredit på et såkaldt VIACARD, oplyser FDM.

”I forhold til betaling for kørsel på vejene i eksempelvis Østrig, så bør man igen undersøge hvad reglerne er. I Østrig kontrollere færdselspolitiet regelmæssigt at bilisterne har tilladelse til at køre i landet, og har man ikke en vignet, så koster det 120 Euro, der skal betales på stedet,” slutter Jan Lang.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.