Let foden: Politiet klar med omfattende hastighedskontrol i hele Europa

Som en del af en stor fælles europæisk færdselskontrol, vil der i den kommende tid være øget fokus på fartsyndere

21. august 2016 af Daniel Bohnsen

Uanset om man triller rundt på de danske veje, eller om man flygter fra "sommervejret” herhjemme med en kør-selv-ferie sydpå, skal man være opmærksom på, at politiet i hele Europa har fokus på hastighedsovertrædelser i den kommende uge.

- Selv om antallet af alvorlige trafikulykker fortsat falder i Danmark, er der stadig for mange bilister, der kører alt for hurtigt og dermed udsætter sig selv og andre for fare, siger chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter Erik Terp Jensen i en pressemeddelelse.

For høj hastighed vurderes stadig som den hyppigste årsag til færdselsulykker med dødelig udgang, og på landeveje især står det slemt til, hvor flere end halvdelen af danske bilister kører over den tilladte grænse.

I uge 34 har det europæiske færdselspolitisamarbejde TISPOL derfor arrangeret den omfattende fartkontrol, der skal hjælpe med at holde hastigheden nede på det europæiske vejnet. Kontrollen løber hele ugen fra mandag den 22. august til søndag den 28. august.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...