Klumme: Så nemt håndteres bil-registrering i Sverige

Michael Krog flyttede til Sverige, hvor han ikke bare nyder at købe biler uden at betale registreringsafgift, han har også stor glæde af den svenske stats smidige håndtering nummerplader og registrering. Et eksempel til efterfølgelse i Danmark, mener han. Denne klumme er bragt i en forkortet udgave i Bil Magasinet nr. 301.

14. september 2016 af Michael Krogh

Jeg flyttede til Sverige for små 15 år siden umiddelbart efter Øresundsbroen kom til – og det gjorde mange andre også i den periode. En del opdagede så sidenhen, at svenskerne snakker et andet sprog, at man ikke kan købe sprit på hvert gadehjørne, at venner og forældre måske ikke kommer forbi lige så tit som de gjorde da man boede i samme by – og når så kæresten fik nok af at bo langt ude på landet i Skurup og se svensk fodbold, så flyttede de hjem til Danmark igen. Godt nok var mange boliger billige i Sverige, men ”lidt ude på landet” betyder RIGTIGT langt ude på landet når vi er hinsidan.

Der er mange skønne forskelle på Danmark og Sverige trods den korte afstand – og i begges favør. At kalde Sverige for ”skattely” er f.eks. en udbredt misforståelse da man betaler skat i det land, man arbejder, så jeg har altid betalt dansk skat – det eneste man mister er retten til at stemme i Danmark. Så man må gerne betale skat i Danmark – man må bare ikke være med til at bestemme hvordan pengene skal bruges. Den har jeg så heller aldrig helt forstået.

Til gengæld kunne man håbe at politikere og embedmænd ville kigge til sverige, når det gælder administration af nationens bilpark. Svenskerne arbejder nemlig på en helt anderledes måde med transport og bilisme, hvilket man måske forstår når man 1) har en historik med bilindustri, 2) har et land der er 10 gange større end Danmark med 2 gange flere indbyggere (cirka). Det giver et naturligt incitament til at se personlig transport som en nødvendighed og ikke et luksusgode.

Det er ingen hemmelighed at Sverige ikke har registreringsafgift på biler. Momsen er den samme, mens afgiften i Danmark på 150 pct. hvilket tager en Ferrari 488 Spider fra 2.171.443 kr. i Sverige til 5.428.606 kr. i Danmark. Og derudover har svenskerne altså tænkt sig ret godt om:

En nummerplade i Sverige koster 90 svenske kroner, og mister man én, eller bliver den for slidt, bestiller man blot en ny på nettet. Måske nogen en dag vil forklare mig hvorfor et sæt nummerplader i Danmark koster 1.180 kr., er det hjernekirurger der stanser dem ud i titanium?

Transportstyrelsen i Sverige har en meget velfungerende hjemmeside, og de har også en app som er enhver bilelskers drøm: I app’en har du en oversigt over dine registreringsnumre hvor man, udover at kunne hente alle oplysninger frem på både sine egne OG andre køretøjer, kan vælge at ”avställa” eller ”påställa” bilerne. Det er i bund og grund det samme som af afmelde en bil i Danmark, blot uden besværet med at skulle hive pladerne af.

Af- og påmelding sker øjeblikkeligt, og bliver kvitteret med enten en regning eller en kreditnota på hhv. forsikring og vejskat, som er det svenske begreb for vægtafgift/grøn ejerafgift.

Når en bil er afmeldt, er den stadig forsikret for brand og tyveri, men den må ikke køres udover korte afstande til værksted eller synshal. Det gør livet som bilentusiast så meget nemmere da hele bilparken kan være registreret og forsikret på samme tid selvom man kun aktivt bruger én eller to. I øvrigt koster en moderne Ferrari omkring 1.500 danske kroner i forsikring om året når den ikke køres aktivt. Af- og påmelding kan gøres så ofte man vil, og det koster intet.


Men det bliver bedre endnu: når man sælger eller køber en bil er app’en også din ven. Hvis ejeren af bilen har scannet bilens registreringsbevis, scanner han blot sit eget og køberens kørekort, og så er bilen omregistreret. Det koster ingenting – og det sker øjeblikkeligt.

Nogle husker måske det lille skattemærke som før i tiden sad i midten af de svenske nummerplader. Det forsvandt i 2010 hvor Transportstyrelsen havde regnet sig frem til at det simpelthen kostede for mange penge at håndtere – og alt var alligevel blevet automatiseret så det var unødvendigt. Nogle ældre biler har det stadigvæk, men det har ingen funktion længere. Effekt: win/win for både Transportstyrelsen og bilejerne.

Kan det så blive bedre nu? Ja, såmænd, for når nu en bil har ét registreringsnummer gennem hele livet, hvordan håndterer man så ønskenummerplader? Jo, i Sverige kan alle køretøjer have ønskernummerplader, også busser, lastbiler, ATV’ere, gravemaskiner osv. Det koster 6.200 svenske kroner for rettigheden til en personlig nummerplade i 10 år, og jo; det er inklusive selve nummerpladerne.

De personlige nummerplader er en ”ekstra” registrering som altså ikke erstatter det normale registreringsnummer. Det betyder at bilen både må køres med sine ”normale” nummerplader eller de personlige – og de personlige nummerplader må i øvrigt flyttes mellem forskellige biler. Det er altså personen og ikke bilen der ”ejer” nummerpladen.

Indtil for ganske nylig skulle man lige ringe til Transportstyrelsen og nævne at man nu flyttede nummerplade XXX til den og den bil, men det fik de så nok af for nogle måneder siden og nu gøres det blot på deres app eller hjemmeside. Behøver jeg at nævne at det er gratis og man kan gøre det så ofte man vil?

Jeg advokerer ikke for at alle skal flytte hjemmefra eller at mælk og honning flyder i gaderne i Sverige. Der bliver snakket svensk i supermarkedet hvor man i øvrigt ikke kan købe en flaske rom, og de aner ikke hvad koldskål og kammerjunkere er. Benzinen har længe været billigere i Danmark og indvandrerproblemer er bestemt ikke et ukendt fænomen i Skåne. Men fra min garage i Limhamn til Rådhuspladsen i København er der 30 minutters kørsel, min gennemsnitlige bro-overfart koster 80 danske kroner skattefrit (!), og min søde, svenske kæreste har fået ret godt styr på mit svenske sprog. Derudover sælger Netto ved Kastrup ofte billig rom og koldskål når jeg alligevel tanker på vejen hjem.

Alt har en pris, men der er ingen grund til ikke at kontinuerligt se efter bedre løsninger, og hvis de findes kun en halv time væk fra Folketingssalen er der jo alle muligheder for at se lidt udover grænserne. •

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...