Hollywood-teknologi bliver til virkelighed: Her er flugtbilistens værste mareridt

Biljagter ser godt ud på film, men i virkeligheden er de enorme faremomenter for både betjente og andre trafikanter. Det skal et nyt projekt gøre en ende på.

12. august 2016 af Daniel Bohnsen

I dag står politiet i et dilemma, når en usamarbejdsvillig bilist nægter at stoppe. En biljagt i højt fart gennem en tætbefolket bymidte er til stor fare for civilbefolkningen i gadebilledet, og i mange tilfælde vil politiet vælge at lade flugtbilisten køre for at minimere risikoen for uheld. 

Hvis de i stedet vælger at sætte efter flugtbilisten, udsætter de sig selv for fare. Reagerer en flugtbilist ikke på anvisninger, blink og horn, har politiet i dag nemlig ikke andre muligheder end fysisk at presse vedkommende til standsning.

Udvikles med politiet

Men det skal det være slut med, hvis det står til EU-kommissionen og forskningsteamet bag SAVELEC-projektet. De har for nylig afprøvet en ny elektromagnetisk impuls-teknologi på en workshop i Sverige, hvor repræsentanter fra politikorps i flere europæiske lande var til stede. 

Her blev det bevist at stråleteknologien kan fungere, og nu skal den færdigudvikles i samarbejde med de betjente, der kommer til at skulle bruge den på de europæiske veje. 

Hollywood-teknologi

SAVELEC, der er en forkortelse af “Safe contol of non-cooperative vehicles through electromagnetic means”, skal give politiet mulighed for at afslutte biljagter ved hjælp af elektromagnetiske bølger. 

Grundelementet i teknologien er en såkaldt EMP (electro magnetic pulse), som mange måske kender fra actionfilm, hvor EMP’er i storformat bruges til at mørkelægge hele byer eller afbryde sikkerhedssystemer i banker.

Essensen i EMP, og dermed i SAVELEC-projektet, er, at elektromagnetiske bølger kan forstyrre eller afbryde elektriske kredsløb - eksempelvis i en flygtende forbryders bil. 

Når det er færdigudviklet, vil det gøre politiet i stand til at afbryde strømmen i en flugtbilists køretøj fra afstand ved hjælp af elektromagnetisk stråling. På den måde kan køretøjet bringes til standsning hurtigt med minimal risiko for betjente, civilbefolkning og flugtbilist.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...