© bilmagasinet.dk

Autobranchen i chok over finanslov

Regeringen foreslår, at biler skal skrottes, hvis en trafikskade udgør mere end 65 pct. af bilens værdi. Det kan få katastrofale konsekvenser, lyder det fra branchen

9. november 2010 af Steen Bachmann

Autobranchen fik en brat opvågning her til morgen, idet det blev kendt, at finanslovspartierne som en del af den nye finanslov vil nedsætte reparationsgrænsen fra i dag 75 % til fremover ”kun” at være 65 %.

Det betyder helt konkret, at biler, hvis trafikskade overstiger en værdi udgørende 65 % af bilens værdi, fremover smides på lossepladsen. I autobranchen synes vi, at 75 % - grænsen i forvejen er alt for lav, hvorfor vi ganske enkelt ikke kan acceptere en ny grænse på blot 65 % af bilens værdi.

I dag er bilerne sammensat af forholdsvis kostbare enkeltkomponenter, således at grænsen på 65 % meget hurtigt nås. Hvis bilen blot har nogle få år på bagen, skal der alene ganske få skadede komponenter til, førend hele bilen ryger i skrotbunken.

Når ellers gode biler smides i skrotbunken så tidligt i livscyklussen, smitter det negativt af på mange områder, mener brancheorganisationens for værksteder, CAD.

Der bliver tale om en væsentlig ekstra miljøbelastning, når vi smider gode biler væk for dernæst at producere nye biler i det fjerne udland, der så efterfølgende skal transporteres den lange vej til Danmark. Det skader det globale miljø og misbruger råstofferne helt unødvendigt, lyder det.

Når der skal importeres masser af nye biler, vil det også smitte negativt af på handelsbalancen til skade for dansk økonomi, og når finanslovspartierne beregner et provenu på 120 mio. er der ikke taget højde for skadesvirkninger på handelsbalancen.

Mindre arbejde til værkstederne
Aktuelt vil i alt ca. 4000 danske autoværksteder, hvis forslaget bliver endeligt vedtaget, få en ikke ubetydelig nedgang i arbejdsmængden på værkstederne. Det vil helt sikkert betyde masseopsigelser i branchen, og dermed en væsentlig større arbejdsløshed blandt mekanikersvende. På lærlinge-/praktik-siden vil der i et i forvejen sløjt indtag, ske en væsentlig reduktion i optaget af nye lærlinge/elever. Det virker grænsende til komisk, at regeringen med den ene hånd netop har vedtaget at forhøje lærlinge tilskuddet til 70.000 kr. fordi der går tusindvis af unge rundt uden praktikplads, og nu med den anden hånd berøver autobranchen for kunne ansætte flere elever/lærlinge.

Dyrere bilforsikringer forude
Helt uacceptabelt er det også, at forsikringsselskaberne skal pålægges kontanterstatning allerede ved en skadesprocent på 55 %. Det vil få bilforsikringerne til at stige væsentligt i pris på en i forvejen brandbeskattet gruppe, bilejerne. Regeringen har tidligere hyldet mobiliteten som vigtig i det danske samfund, men nu bliver det endnu dyrere at drifte, en i forvejen, alt for dyr bil, igen til skade for samfundet generelt.

Finanspartiernes argument om, at formålet med forslaget er at få flere såkaldte miljørigtige biler på vejene er helt hen i hampen, alene af den grund, at det jo ikke kun er de mindre miljøvenlige biler, der kommer i færdselsuheld, lyder det.

Kilde: Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark (CAD)

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...