© Politi.dk

400 fartsyndere får bøde ved Korsør

Bilister på motorvej ignorerer fartbegrænsning ved vejarbejde, viste fartkontrol tirsdag aften

24. august 2011 af Bil Magasinet

Mange bilister er revnende ligeglade med skilte om nedsat fart ved vejarbejde. Fænomenet er langt fra nyt, og i går aftes fik betjentene fra Sydsjællands og Lolland-Falster Politi endnu en lektion ved Korsør. På Vestmotorvejen ved afkørsel 42 blev 401 bilister klikket af en målevogn.

I alt kørte cirka 1600 forbi strækningen i løbet af tre en halv time tirsdag aften. Men hver fjerde var altså for utålmodige i forhold til kravet om en fart på maksimalt 50 kilometer i timen, skriver Ritzau.

Mange klip i kortet
309 af fartsynderne står til et klip i kortet, oplyser politiet. 87 kan vente en betinget frakendelse af kørekortet, og i denne gruppe er også 11 chauffører af lastvogne.

Fem kørte så stærkt, at kørekortet frakendes ubetinget. Den højeste hastighed var 115 kilometer i timen. I en stribe kampagner har myndighederne ellers forsøgt at få bilisterne til at tøjle sig. For eksempel møder trafikanter flere steder plakater med billeder af vejarbejderes børn.

Men effekten er åbenbart beskeden, viser det sig igen og igen. Også en anden kontrol tirsdag viste, at cirka hver fjerde ikke tager fartgrænserne alvorligt. Ved Lov på Sydsjælland kørte 114 ud af 462 bilister for stærkt. Heraf står 30 til klip i kørekortet.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.