Ejeren vidste ikke, den var væk
Indehaveren af en Harley Davidson-motorcykel, som politiet beslaglagde for vanvidskørsel, har som den første fået udleveret sin motorcykel af en dommer. Det var ikke ejeren, der førte motorcyklen, men en bekendt, der havde taget motorcyklen uden ejerens vidende og tilladelse.
Ifølge en udskrift af retsbogen kørte motorcyklisten den 18. april 2021 kl. ca. kl. 20.11 motorcyklen ad Karlslunde Landevej på Østsjælland med en hastighed på 103 km/t i en byzone med en fartbegrænsning på 50 km/t.
Han blev stoppet af politiet, som beslaglagde motorcyklen, men efter at dommeren ved retten i Roskilde havde hørt ejerens forklaring, udleverede dommeren motorcyklen til ejeren.
Det skete under henvisning til den ene definerede undtagelse i loven, der siger, at konfiskation ikke kan ske, hvis den: ”må anses for uforholdsmæssigt indgribende, navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de overtrædelser, der nævnes i 1. pkt., og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person,” som der står i udskriften fra retsbogen.
Ikke leaset
Ejeren, der var til stede ved retsmødet, forklarede, at motorcyklen kun blev brugt lejlighedsvis af ham, og at den stod opbevaret i en klub-garage sammen med flere andre motorcykler.
Flere andre, inklusive den stoppede motorcyklist, har således adgang til den ellers aflåste garage, og nøglerne til motorcyklen lå i styrthjelmen, der hang på styret, for det tilfælde, at andre i klubben havde brug for at flytte motorcyklen for at få adgang til andre parkerede motorcykler i garagen.
Ejeren slog således fast, at han ikke låner sin motorcykel ud, og hvis motorcyklisten havde spurgt, om han måtte låne motorcyklen, havde ejeren sagt nej.
Anklagemyndighedens anmodning om godkendelse samt opretholdelse af beslaglæggelsen blev derfor ikke imødekommet af dommeren.
Motorcyklen er på fuld afgift og er således ikke leaset, og den har ifølge retsudskriften en værdi af 160.000 kr.