Mens elektrificeringen af biler buldrer derudaf, er der flere bilentusiaster, der spørger sig selv, hvordan fremtiden ser ud for deres kæreste eje med V8’er eller rækkesekser.
Det kommer an på hvor lang tid, man ser ud i horisonten. På den korte bane kommer der til at være være benzin og diesel i hanerne ad libitum. Men fra 2035 har EU forbudt salget af biler, der køre på fossilt brændstof - der vil kun blive tilladt forbrændingsmotorer til e-benzin og e-diesel.
Derfor regner EU med, at de fleste fossile biler er blevet til fossiler i 2050.
I takt med den grønne omstilling vil tankstationer i højere grad blive til lynladerstationer, og derfor bliver benzin og diesel i højere grad en sjældenhed.
Men blandt andre Porsche er klar til at komme benzinromantikerne til undsætning ved at lave syntetisk brændstof af grøn energi - spørgsmålet er, hvor let tilgængeligt det bliver.
Syntetisk brændstof bliver primært til den tunge transport
Syntetisk brændstof, også kaldet e-fuel, laves med den teknologi, der hedder Power-to-X. Helt kort, så betyder det, at man omdanner grøn energi fra for eksempel vindmøller til brændstof.
Hvis man spørger to forskere på DTU, så er de ikke rigtigt i tvivl om, hvilken rolle syntetisk brændstof kommer til at spille, hvis man taler i stor skala.
“Det kommer primært til at give mening dér, hvor man ikke har mulighed for at drive motoren direkte med el. Det vil primært sige fly, skibe og lastbiler,” siger Jakob Kibsgaard, der forsker i omdannelse af energiformer på DTU, til Bil Magasinet.

Power-to-X indebærer, at man vedvarende energi først laves til brint med elektrolyse. Brinten kan bruges direkte som brændstof, eller viderebehandles for at skabe syntetisk brændstof.
© EnerginetIkke særligt effektiv
Det er der en særlig grund til. For når grøn energi skal omdannes til brændstof, så skal det igennem flere forskellige trin. Først laver man strømmen til brint, og derefter laves det til brændstof, som biler kan køre på, ved at kombinere brinten med CO2 eller biomasse.
Hvert trin i processen stjæler procenter af, hvor godt den oprindelige energi bliver udnyttet. Når den grønne strøm er lavet til brændstof, udnytter det omkring 50 procent af den oprindelige energi. Men det er kun omkring 10 til 15 procent, der kommer frem til hjulene, fordi bilerne ikke udnytter det særligt effektivt. I en elbil er det omkring 80-85 procent af den oprindelige energi, der bliver udnyttet. Fordi de fossile biler udnytter energien så dårligt, så vil syntetisk brændstof med al sandsynlighed blive et meget dyrt produkt.
I dag en af de eneste "grønne" brændstoffer på det danske marked, der kan hældes direkte på en forbrændingsmotor, HVO-diesel. Det står for ”Hydrotreated Vegetable Oil”. Det betyder, at man tager biomasse, som brugt madolie eller animalsk fedt, og laver en proces med vandbehandling, som omdanner det til brændstof.
HVO-diesel reducerer udledningen af CO2 markant i forhold til konventionel diesel.
Ifølge Henrik Lund Frandsen, der forsker i energikonvertering og -lagring, på DTU Energi, er der det dog ikke biler, der kommer til at køre på HVO eller syntetisk brændstof i fremtiden:
“Biomasse er en begrænset ressource, og derfor vil der være stor konkurrence om det fra andre brancher. For eksempel fra platiksindustrien, kemikalieindustrien og byggebranchen, der også vil bruge det til grøn omstilling. Derfor tror jeg kun, man kommer til at bruge det til fly, skibe og lastbiler de næste 20 til 30 år - og altså ikke biler, siger han til Bil Magasinet.

Eksperter og EU sige, at det i fremtiden primært bliver skibe, fly og tunge køretøjer, der kommer til at køre på grøn brændstof.
© Getty ImagesMen når man spørger de to DTU-forskere, om der slet ikke er en plads til bilerne, når man taler om syntetisk brændstof, klinger deres svar ret enslydende.
“Det er nok til veteranbiler og luksusbiler, vi kommer til at se det. Selvom det kommer til at koste mere end dobbelt så meget som i dag, så vil folk nok gerne betale det,” er Jakob Kibsgaards bud.
“Det kan godt være, at det kommer til entusiastbiler i fremtiden men rent lavpraktisk, tænker jeg, hvordan vil de tanke det? Hvis det ikke fås på tankstationer, bliver det meget besværligt, hvis folk skal have det leveret derhjemme,” siger Henrik Lund Frandsen.
Hvornår forsvinder benzinstanderne?
Hvis man spørger Drivkraft Danmark, der er brancheorganisationen for Danmarks brændstofleverandører og ladeoperatører, så er der en del år til benzin forsvinder fra fra tankstationerne.
Hvornår regner I med, at benzin og diesel for alvor forsvinder fra tankstationerne?
"Ud fra regnestykket med, at den sidste fossile bil bliver solgt inden 2035, så skal vi hvert fald være frem til mellem år 2040 eller 2050, før mængden af benzin og diesel for alvor falder," siger teknik- og miljøchef i Drivkraft Danmark, Michael Mücke Jensen, til Bil Magasinet.
Hvordan ser I fremtiden for syntetisk og grønt brændstof?
"Grøn benzin bliver ikke et alternativ til elektrificering, men noget der løber parallelt. Så vi regner ikke med, at der kommer helt syntetisk brændstof over natten. I stedet tror jeg, vi kommer til at se, at den konventionelle gradvist bliver blandet med mere og mere af det brændstof, der er lavet med grøn strøm," afslutter han.
Porsche kommer benzinromantikerne til undsætning
Porsche og Siemens åbnede en fabrik til fremstilling af syntetisk benzin i december 2022. Porsche har valgt lokationen i det Sydlige Chile, fordi det blæser omkring 270 dage om året, hvilket driver den vindmølle, der leverer strømmen.

Porsches fabrik i Chile åbnede i slutningen af 2022. Det sydlige Chile tilbyder ideele forhold for produktionen, fordi det blæser omkring 270 dage om året.
© PorscheHer skal de producere syntetisk brændstof, som de kalder eFuel, der kan hældes direkte i alle benzinbiler - uanset alder.
I øjeblikket er projektet i den indledende fase, hvor det er planlagt, at der skal produceres 130.000 liter årligt. Inden årtiet er slut, er det planen, at kapaciteten skal være 550 millioner liter.
I første omgang skal det testes i racer-serien Porsche Mobil 1 Supercup og i Porsche Experience centre.
I et interview med Bil Magasinet i februar 2022, sagde Dr. Frank Walliser, der er chef for Porsches 911- og 718-modelserier, at de har de mange Porsche’r, der eksisterer i dag, i tankerne til fremtiden:
“Porsche har foretaget store investeringer i forskning og udvikling af syntetiske brændstoffer ikke bare til fremtidens forbrændingsmotorer men også til de mange hundredetusinde Porsche’r, der kører på vejene i dag. Vi ser et stort potentiale i CO2-reduktion ved at erstatte fossile brændstoffer med syntetiske brændstoffer.”

Bil i alle aldre skal kunne køre på Porsches eFuel.
© PorscheKritikere hævder, at Porsche kun promoverer syntetisk brændstof (eFuels) for at redde forbrændingsmotoren i 911-modellen. Til det svarer bestyrelsesmedlem for Porsche AG, Barbara Frenkel:
"911 vil være den sidste Porsche-model med forbrændingsmotor. Vi ser stort potentiale i eFuels, da der i øjeblikket er mere end 1,3 milliarder biler med forbrændingsmotor over hele verden, hvor syntetiske brændstoffer tilbyder bæredygtige fremtidsudsigter. Også på andre områder kan eFuels tilbyde en fornuftig løsning, såsom fly og skibe."

Barbara Frenkel er bestyrelsesmedlem for Porsche AG og klippede snoren til den officielle åbning af eFuels-fabrikken i Chile i december 2022.
© Porsche MagazineSlut med at købe ny benzinbil efter 2035
Europa-Parlamentet har forbudt salget af nye biler med forbrændingsmotor efter 2035 (forbrændingsmotorer til e-benzin og e-diesel vil fortsat være tilladt).
Efter skæringsåret må nye biler ikke udlede CO2, og det betyder defacto, at elbiler kommer til at være det eneste på hylderne hos forhandlerne derefter - med mindre, der når at komme en anden revolutionerande teknologi i mellemtiden.
Det har EU gjort for at opfylde målet om at blive klimaneutrale i 2050. En femtedel af EU's CO2-udledning kommer nemlig fra vejtransporten.
Det er dog vigtigt at vide, at det stadig er tilladt at køre i, og sælge, sin benzin- eller dieselbil efter 2035 i EU. Grunden til, at de har lagt skæringsåret dér, er fordi den gennemsnitlige levetid for en bil i EU er 15 år. Derfor regner de med, at langt de fleste fossile biler er erstattet i 2050.
De skriver samtidig, at man skal regne med, at prisen på benzin stiger efter 2035. Og, at de primært ser syntetisk brændstof fra Power-to-X som en løsning for fly, skibe og tunge køretøjer.