© Getty

Inden kør-selv-ferien: Her er de vigtigste ting, du skal have styr på

Går turen sydpå til sommer? Slip for bøder og unødige problemer med disse tip.

14. juni 2022 af Patrick Boje Jensen

Husk Rødt Kort-appen

Får du brug for vejhjælp, kan du bruge det røde kort. Det går også, hvis bilen punkterer, eller I er involveret i et uheld. Er bilen kaskoforsikret, kan du få vejhjælp i udlandet gennem SOS international på +45 70 10 50 52 eller via Rødt Kort-app’en, hvor du kan tilkalde hjælp via dine GPS-koordinater.

Skal du uden for EU – så husk det grønne kort

Det grønne kort er et bevis på, at din bil er ansvarsforsikret – men i de fleste lande er din nummerplade nok. Her skal du altid medbringe det grønne kort: Albanien, Aserbajdsjan, Belarus, Iran, Israel, Nordmakedonien, Marokko, Moldova, Rusland, Tunesien, Tyrkiet og Ukraine. Du kan printe det grønne kort på dit forsikringsselskabs hjemmeside.

Print en international skadeanmeldelse

Hav en international skadeanmeldelse liggende i bilen, så har du den klar, hvis uheldet er ude – og du husker at få alle de nødvendige oplysninger om modparten. Læs mere om, hvad du skal gøre, hvis uheldet er ude i udlandet. Hent den internationale skadeanmeldelse hos dit forsikringsselskab.

Det blå EU-sygesikringskort

Hele familien skal have det blå sygesikringskort med. Kortet dækker ikke udenfor EU og dækker heller ikke hjemtransport, hvis et familiemedlem skal transporteres hjem.

Selepude – også til større børn

I Danmark skal børn sidde i autostol eller på en godkendt selepude, indtil de er 135 cm høje, men i flere andre landet, blandt andre Tyskland, Østrig og Tjekkiet, skal børn under 150 cm bruge selepude.

Tjek bilen inden afgang

Tjek olie, vand, sprinklervæske og dæktryk inden afgang. Hvis bilen er tungt pakket, må dæktrykket godt være lidt højere end normalt. Tjek også gerne, om dine dæk er klar til den lange tur. Den lovpligtige mønsterdybde er 1,6 mm, men til en langtur med risiko for meget regn er det rart med mere.

Obligatorisk udstyr i bilen

Reglerne er forskellige flere steder i Europa, og nogle former for sikkerhedsudstyr er lovpligtigt i en række lande. Vi anbefaler, at du har disse med i bilen:

  • Advarselstrekant
  • Sikkerhedsveste til alle. Det er lovpligtigt i mange lande, at alle der forlader bilen, har sikkerhedsvest på
  • Ildslukker
  • Miljømærkater til Tyskland og eventuelle motorvejsmærkater til en række andre lande. Du kan købe dem i forvejen, f.eks. hos FDM.
  • DK-skilt til bil og campingvogn, medmindre du har EU-nummerplade og kun kører i EU.
  • Førstehjælpskasse vil også være en fornuftig investering, både til køreturen og til resten af ferien, og er obligatorisk i Østrig, Ungarn, Tjekkiet og Kroatien.

Kilder: Bridgestone, Tryg m.fl.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...