© Bil Magasinet

Her er prisen: Så meget kostede sommerferien i elbil

Ja, man kan godt køre på sommerferie i elbil - og det er billigt. Men du skal have lidt tålmodighed

28. juni 2023 af Steen Bachmann

Du har hørt det før: Man kan godt køre langt i en elbil, men det er en anden måde at køre langt på. 

Og det skal jeg love for, jeg får at mærke, da vi kører fra Scand­lines-færgen i Rostock for at indlede en rejse mod Østrig i Bil Magasinets langtidstestbil: Den røde Kia EV6. 

Selv om Kia’ens 229 hk sagtens kan flytte den op til topfarten på 185 km/t, så vil kun en tumpe køre stærkt i en elbil.

Så snart du er over 130 km/t, æder vindmodstanden energi fra batteriet i en grad, at det aldrig vil kunne betale sig. Du kommer hurtigere frem, men skal lade oftere. 

Sådan er det at køre elbil

Det gælder derfor om at finde et kompromis, hvor man kommer fremad, men ikke skal lade hele tiden. Det er ifølge min erfaring 120 km/t i Kia’en, så man må bare indstille sig på at leve med og nøjes med at overvære de herlige brøl fra de AMG’er og BMW’er, der suser forbi i tredje vognbane med +200 km/t. 

Sådan er det at køre elbil. 

Til gengæld er der andre fordele. I Danmark får du bil i stedet for afgifter for dine penge, her er en tung og forudsigelig opførsel på vejen ved 120 km/t uanset hvor meget sidevind, du kommer ud for, og der er kø helt ud på gaden af dem, der står klar til at købe din bil som brugt for et fyrsteligt beløb, når den tid kommer.

Vi brugte hovedsageligt den tyske udbyder Fastned, som dækker hele Tyskland og kan anbefales. Hent deres app, inden du kører hjemmefra, for så er du fri for at stå og bande i bagende sol foran en lynlader.

I det hele taget kræver langtur i elbil, at du interesserer dig mere for apps end for bilen, og det er dødsygt. Jeg vil ikke stå og fumle med apps, jeg er på bilferie! 

EU har besluttet, at det skal være muligt at lade på alle offentligt tilgængelige ladere også uden abonnement eller medlemskab. Desværre fungerer det ikke, for man bliver sendt rundt mellem diverse indtastningsskemaer på telefonen, hvorefter man efter at have brugt 20 minutter på at prøve på at betale for el hos en fremmed udbyder med sit kreditkort får besked fra ­netbanken om, at betalingen er afvist. 

Det skete tre gange for mig hos fremmede udbydere. Røv og nøgler. 

Jeg kørte også ind til Shell i Wittstock på turen tilbage for at prøve at lynlade med Bil Magasinets Shell-kort, men det virkede ikke og nægtede at starte ladningen. Heldigvis lå der en Fastned i nærheden, og der fik vi el på Kia'en med op til vildt imponerende 225 kW. 

Så hvad er konklusionen? Den er, at du godt kan køre på langtur i en elbil, hvis den har et stort batteri, og du sørger for at have en eller flere apps til ladning, som fungerer. 

I vores Kia ligger der en brik til udbyderen E.On, hvis lader ved Berlin fungerede fejlfrit. Det gjorde de næste FEM E.on-ladere ikke, og det er ubegribeligt, at man har hurtig- og lynladere i 2022 med de samme åndssvage opkoblings- og startproblemer, som vi måtte finde os i herhjemme i 2014. 

Et dansk ægtepar i en Aiways fortalte under en ladepause, at hvis jeg syntes, det var besværligt i Tyskland, så held og lykke med at køre til Italien. Der er det endnu værre.

Sådan er bilferie i elbil: Selve bilen er udramatisk og behagelig at køre langt i, men du skal være mobiltelefonfetichist eller medbringe én for at nå frem til målet.

Så meget kostede det

Turen fra Vestsjælland til alperne lød på i alt 1.177 km. Kia’en kørte ca. 5 km. pr. kWh og den brugte i alt 235 kWh til en samlet pris på 1.012 kr - eller 86 øre/km.

Turen blev foretaget i sommerferien 2022.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...