1 | Du starter din aircondition på fuld blæs
Det kan være fristende at sætte sig ind i bilen, skrue helt ned for temperaturen og blæseren op på maks. for at få temperaturen ned. Men det sætter unødigt pres på systemet. Kommer du til en bil, der har stået i solen længe, skal du i stedet åbne døre og vinduer i to minutter og lade almindelig luft cirkulere rundt i kabinen. Derefter vil du opleve en mere effektiv nedkøling via airconditionanlægget.

2 | Sætter bilens aircondition på ”recirkulering”
Nogle tror, at det er mere effektivt at sætte bilens aircondition til at recirkulere luften i kabinen, så luften hurtigere bliver kold. Men det vil med al sandsynlighed resultere i, at dine vinduer dugger til. Lad derfor hellere bilen trække frisk luft ind udefra. Er det muligt, så sæt din aircondition i ”Auto”. Så finder den selv den mest effektive måde at køle kabinen ned på.
3 | Slukker aircondition når vejret er køligere.
På en kølig morgen eller aften har nogle bilister en tendens til at slukke for deres aircondition, fordi de ikke trænger til køling. Men slukker du for din aircondition risikerer du, at dine ruder dugger til. Derfor anbefales det, at du altid har din aircondition tændt – også selv om det er koldt udenfor.
4 | Luftdyserne peger direkte mod ansigtet
I sommervarmen kan det være fristende at pege luftdyserne med kold luft direkte mod dit ansigt. Men vil du have den mest effektive nedkøling af hele kabinen, så skal du vende luftdysserne op mod taget. På den måde sendes den kølige luft nemmere hele vejen rundt i kabinen og kommer også passagererne på bagsædet til gode.
5 | Glemmer at vedligeholde sit airconditionanlæg
Folk glemmer tit, at et airconditionanlæg også kræver service og vedligeholdelse. På samme måde, som bilens motor skal have skiftet olie og oliefilter skal dit airconditionanlæg have skiftet filter for hver 15.000-20.000 km. Ældre anlæg kan løbe tør for gas, hvilket betyder, at systemet ikke længere køler, som det skal, og det gør også at pakningerne tørrer ud og bliver utætte. Har du en ældre bil, hvor aircon'en ikke virker, findes fejlen ofte her.
