Køberguide: Porsche Boxster
© Bil Magasinet

Guide: En fantastisk begynder-Porsche

Folk der kalder en Porsche Boxster for en Frisør-Porsche, aner ikke hvad de snakker om. Boxster er nemlig en ren køremaskine fyldt med god lyd og skarpe køreegenskaber. Her er guiden til dig, der gerne vil have fingrende i en Porsche Boxster

8. juni 2018 af Anders Richter

De små Porsche-modeller har altid haft det svært. Folk har kaldt dem øgenavne (host, frisør-Porsche!) og gjort grin med dem. Med Porsche Boxster er det dog helt uden grund. En Porsche Boxster er nemlig en køremaskine ud over det sædvanlige, og nu er de tidlige eksemplarer ved at være endt i et prisniveau, hvor mange kan være med.

Boxster er over 20 år gammel

Porsche Boxster kom i 1996, og finder du et tidligt eksemplar kan du være heldig og finde en Boxster i fin stand med manuelt gear til omkring 200.000 kr. Kan du leve med en bil i ringere stand, tiptronic-automatgear og et højt km-tal, kan du også sagtens presse prisen yderligere. Til de penge er det svært at finde noget andet, som kan levere den samme køreglæde.

Motoren er en 2,5-liters boxermotor med seks cylindre, og den udsender det samme hæse lydspor som storebror 911, der dog er noget dyrere i indkøb. Og netop at nævne Porsche 911 er ikke forkert, når det kommer til Boxster.

Ligner en Porsche 911 forfra

Kigger vi på bilen lige forfra, er det faktisk umuligt at afgøre, om du kigger ind i snuden på en Porsche 911 af 996-generationen eller en Boxster. Snuden er præcis den samme. Det er faktisk først fra døren og bagud, at den begynder at adskille sig markant.

Køberguide: Porsche Boxster interiør
© Bil Magasinet

Interiør: Vær opmærksom på følgende

Kalechens elmotor og stangforbindelser kan gro fast, hvis kalechen ikke motioneres hyppigt. Tjek for flænger i stoffet eller bagruden på kalechen. Den er dyr at få udskiftet. Plastikken i kabinen er forholdsvis hård på de første årgange.

Køberguide: Porsche Boxster motorproblemer
© Bil Magasinet

Motor & gearkasse: Vær opmærksom på følgende

Motoren kan lide af et svagt IMS-leje, som kan ende i totalt motorhavari. Få undersøgt, om lejet i forvejen er skiftet, ellers bør du overveje at få det gjort. Utætte vandpumper er set. Tændspoler og luftmassemåleren kan stå af. Fuld servicebog er et plus.

Perfekt vægtfordeling

En Porsche 911 har haft en udfordring lige siden den så dagens lys første gang i 1963. Med motoren bagerst får du en skæv vægtbalance i bilen, og det er med til at forstyrre køreegenskaber. Optimalt set vil man gerne have vægten til at være ligeligt fordelt mellem for- og bagaksel. Det har man ikke i en Porsche 911, men det har du derimod i den mindre Porsche Boxster. Her gemmer motoren sig nemlig i midten, hvilket sikrer nogle formidable køreegenskaber. Ja, faktisk er de så gode, at de sagtens kan krydres med endnu flere kræfter.

Startede med 204 hk

Da modellen kom i 1996 ydede den 2,5-liters motor 204 hk. To år efter introduktionen erkendte Porsche dog, at den godt kunne trænge til lidt flere kræfter, og derfor kom der en 3,2-liters S-variant med 252 hk til. I samme ombæring blev basisvarianten hævet til en motorstørrelse på 2,7 liter og en effekt på 220 hk. I 2002 modtog modellen et facelift, som igen hævede effekten. Fra det modelår har en standard Boxster derfor 228 hk, mens en Boxster S har 260 hk. Sammen med faceliftet skete også en mild opgradering af de ydre linjer og ikke mindst i interiøret. 

Køberguide: Porsche Boxster bagfra
© Bil Magasinet

Overvej en Boxster fra 2002 og frem

De tidlige årgange af Boxster har samme interiørdesign som datidens 996-generation, men kvaliteten af plastik og andet er lige en tak lavere. Det ændrer dog på ingen måde ved køreoplevelsen.

Hvis prisen er den afgørende faktor, så gå efter en tidlig Boxster med nogle kilometer på tælleren. Har du i stedet lidt mere til rådighed på kontoen, så gå efter et af de senere eksemplarer. Gerne en bil fra 2002 og frem, og helst en S-variant, som har lidt ekstra kræfter. Du vil ikke fortryde det. 

Køberguide: Porsche Boxster undervogn
© Bil Magasinet

Undervogn: Vær opmærksom på følgende

Lyt efter, om det knirker fra styretøjet. Det kan være tårnlejerne, som er færdige. Tjek dækkene for uens slid. En firehjulsudmåling er altid en god idé på en sportsvogn. Undervognsbøsningerne kan være slidte. Tjek bremserne efter for slid.

Køberguide: Porsche Boxster sikkerhed og rust
© Bil Magasinet

Sikkerhed & rust: Vær opmærksom på følgende

Rust er ikke det store problem på en Porsche Boxster. Den har en galvaniseret karrosse og et tykt lag gummihud under bunden. Undersøg i stedet laktykkelsen med en elektronisk måler for at se, om den har haft nogen skader.  

Måske er du interesseret i...