skal jeg købe en elbil?
© Patrick Boje Jensen

Få svarene: Giver en elbil mening for dig?

Skal jeg købe en elbil nu? Det er et spørgsmål, rigtigt mange danskere står overfor. Her er 6 spørgsmål, som du skal stille dig selv, inden du køber en elbil.

4. december 2022 af Patrick Boje Jensen

1. Har du lyst til at køre elbil?

Der kan være store fordele ved at køre elbil. De er rolige, rummelige, accelererer hurtigt og kan være billige at køre (se pkt. 6). Men der er unægteligt også nogle ulemper i forhold til at køre en benzin- eller dieselbil. Den største udfordring er opladning på lange ture. Langt de fleste elbilsejere kan lade deres bil om natten, og de fleste dage kan man klare sig uden at skulle lade i løbet af dagen. Men selv om mange elbiler har en officiel rækkevidde på mere end 500 km, er energiforbruget som regel noget højere, hvis du kører ved motorvejshastigheder, og hvis du skal køre langt, slipper du ikke for at skulle stoppe for at lade. Det er der nogle potentielle udfordringer ved:

  • Det tager markant længere end at fylde en benzintank op, og af den grund kan der opstå kø ved ladestanderne.
  • Der er meget færre offentligt tilgængelige lynladere, end der er tankstationer. Dog kommer der hele tiden flere til, og rigtigt mange tankstationer langs motorvejen har allerede fået opstillet lynladere.
  • Det kan være dyrt at bruge lynladerne ved motorvejen.

Om det betyder, at du ikke skal have en elbil, ved du kun selv. Hvis du ikke har noget imod en lidt længere pause til at strække ben, betyder det nok mindre, end hvis du kører fra Aalborg til København og tilbage igen flere gange om ugen.

Læs også: Hvorfor er der forskel på den officielle rækkevidde (WLTP) og den reelle rækkevidde?

Mangler du den perfekte adventsgave?

Lige nu kan du få Elbil Revyen 2022 til HALV PRIS! For kun 99,95 kr får du bogen på 164 sider og en mikrofiberklud fra Turtle Wax - og så er det endda inklusiv levering, men uden binding!

Find tilbuddet her!

© Søren Juul

2. Skal du køre meget med campingvogn?

Du kan godt trække en campingvogn med en elbil, men det er ikke altid den optimale løsning. For det første kan det være svært at finde en elbil, der må trække de helt tunge campingvogne. Desuden går det hårdt ud over energiforbruget, når du kører med campingvogn. Det betyder mange ladestop, men det er langt fra alle ladestationer, hvor du nemt kan komme til med en campingvogn. Desuden betyder elbilernes høje vægt, at du risikerer at skulle tage en ekstra køreprøve, hvis du vil køre med campingvogn efter din elbil.

Tjek også vores guide til elbiler og træk af campingvogn her.

3. Har du råd til den rigtige elbil?

Elbiler kan – som alle andre biler – være dyre eller billige. Dacia Spring, der er Danmark billigste elbil, koster kun 150.000 kr., mens den luksuriøse Mercedes EQS koster over en million kroner. Lidt generaliserende kan man sige, at jo mere du betaler, des mere rækkevidde får du. Dacia’en har en officiel rækkevidde på 230 km, mens Mercedes’en har en rækkevidde på over 750 km.

Så hvorvidt du har råd til en elbil afhænger i høj grad af, hvor meget rækkevidde du har behov for.

Samtidig er det værd at regne med, at der endnu ikke er ret mange brugte elbiler til salg, så det vil for de fleste være nødvendigt at købe eller lease en helt ny – og dermed dyrere – elbil.

Læs også: MG klar med billig GTI-elbil.

Dacia Spring er Danmarks billigste elbil, men rækkevidden er også kun 230 km.

4. Kan du lade din elbil op?

Igen handler det om, hvor meget du skal køre. Kører du kun korte ture eller meget sjældent, kan du måske nøjes med at sætte bilen i en lynlader en gang om ugen. Men skal du bruge din bil ofte eller meget, er det nødvendigt at kunne lade den derhjemme. Hvis du bor i hus, skal du undersøge, om du kan få etableret en hjemmelader. Det er den billigste måde at lade bilen op på, men det kan være dyrt at få sat en ladestander op, hvis du skal have trukket nye kabler eller lignende. Konktakt en elektriker for at finde ud af, om du kan få sat en ladeboks op.

Hvilken ladeboks skal du vælge? Find svaret her.

Bor du f.eks. i lejlighed, kan du være heldig, at der findes ladestandere tæt på, hvor du bor. I så fald kan du tegne et abonnement hos firmaet, der ejer ladestanderen. På den måde bliver det meget billigere at lade.

5. Er det vigtigt for mig at være klimavenlig?

Er elbiler grønnere og bedre for miljøet? Det er uhyggeligt svært at svare på. Elbilernes batterier koster meget CO2 at producere, men til gengæld udleder bilerne ingen CO2, når de kører. Og når du fylder batteriet op, kan det være svært at gennemskue, om det er grøn vindenergi, eller om den kommer fra et forurenende kulkraftværk. Strømmen i Danmark er langt grønnere end den er i f.eks. Polen.

En undersøgelse foretaget af organisationen Green NCAP viste, at elbiler generelt udleder mindre CO2 end benzin- og dieselbiler, men at der ikke er stor forskel på den værste elbil og den bedste dieselbil. Klimarådets eksperter vurderer, at elbiler udleder halv så meget CO2 over deres levetid som fossilbilerne.

Derudover har de fleste elbiler et såkaldt lithium-ion-batteri, hvor råstoffet kobolt indgår, og det er problematisk af flere årsager. Kobolt er både giftigt og dyrt, men det største problem er nok, at omkring 60 pct. af verdens kobolt udvindes i miner i DR Congo, som er blevet forbundet med børnearbejde. Både danske forskere og flere bilmærker arbejder på at udvikle kobolt-fri batterier, og Tesla er så småt begyndt at installere koboltfri batterier i nogle af deres biler.

6. Kan jeg spare noget ved at køre elbil?

Som det fremgår af pkt. 3 kan det være dyrt at anskaffe sig den rigtige elbil, men der kan være hjælp at hente. De fleste banker tilbyder såkaldte “grønne billån” til køb af elbil. Her vil du typisk blive tilbudt blot at betale 10 pct. i udbetaling, hvor du typisk skal lægge 20 pct. af bilens pris. Derudover er renten lavere, og lånet kan give adgang til billigere forsikringsaftaler.

Desuden er elbiler billige i afgift. Den halvårlige ejerafgift på elbiler er kun 340 kr.

Men er det billigere at køre på strøm end på benzin eller diesel? Det korte svar er ja, men det kommer i praksis an på, hvor og hvornår, du lader. En liter benzin koster rundt regnet det samme, om du tanker i Taastrup eller Thy, eller om det er kl. 8 eller kl. 20 samme aften. Det kan man ikke sige om el. Lader du derhjemme om natten, kan du lade meget billigt, mens en lynlader ved motorvejen kan være meget dyr.

Sidst, men ikke mindst, skal du tage højde for udgifter til reservedele og service. Brændstofbiler er komplicerede maskiner med mange sliddele, og derfor koster de mere i vedligeholdelse.

Elmotorer har færre dele at skifte. En undersøgelse fra FDM viser, at elbiler er omkring 20 pct. billigere at vedligeholde end benzinbiler. Undersøgelsen konkluderer også, at elbiler er den billigste biltype.

Det hurtige overblik
Det hurtige overblik

Hvad gør elbilen godt, og hvor vinder fossilbilen? Du kan få overblikket her – men husk, at du skal dykke ned i teksten for at få alle nuancer med.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...