Bilmarkedet er blevet meget sværere at finde ud af – få hjælp i vores store guide.

© Søren Juul

Forstå de mange ting, din næste bil kan køre på

For ikke så lang tid siden skulle man blot tage stilling til, om man ville have en benzin- eller dieselbil. Sådan er det slet ikke længere, og det kan være uoverskueligt, når man står og skal købe bil. Her kan du få det store overblik over de mange ting, din bil kan køre på.

17. juni 2022 af Patrick Boje Jensen

Elbil

En elbil er drevet af en eller flere elektriske motorer. Energien kommer fra et batteri, som kan lades op på flere måder – enten i en såkaldt lynlader (DC-lader) eller i en AC-lader, som kan være monteret derhjemme. Hvor hurtigt batteriet lades op, afhænger af rigtigt mange ting: Batteriets størrelse, batteriets temperatur, batteriets ladekapacitet, ladepunktets kapacitet og meget, meget andet.

Hvor langt en elbil kan køre på en opladning er meget forskelligt. De to vigtigste ting, der spiller ind, er batteriets størrelse, og hvor effektivt bilen bruger energien. Desuden har udetemperaturen og hvor stærkt man kører en stor indflydelse på, hvor lang rækkevidden er.

Hvis du har hørt om en brintbil, så er det faktisk også en elbil - men i stedet for at energien kommer fra et batteri, kommer den fra en hydrogenbrændselscelle. Men der er meget få brintbiler i Danmark.

En elbil har typisk kun ét gear, og i modsætning til motorer, der kører på benzin eller diesel, leverer en elmotor alle sine kræfter fra det øjeblik, du trykker på speederen. Derfor accelererer selv hverdags-elbiler ofte meget hurtigt.

I Danmark er elbiler omfattet af en stor rabat på både indregistrerings- og årlig afgift.

  • Fordele ved el: Hurtig acceleration, billig i drift og afgift, gratis parkering mange steder, øget adgang til parkering i byen, meget bil for pengene.
  • Ulemper ved el: Lang “optankningstid”, rækkevidden falder meget hurtigt, hvis du skal trække campingvogn eller stor trailer.

Læs vores guide og find ud af, om du er klar til elbil - og her kan du finde inspiration til, hvilken elbil du skal anskaffe dig.

Langt de fleste elbiler kan lades i en lynlader, men meget få plugin-hybrider kan.

© Søren Juul

Plugin-hybrid (PHEV)

En plugin-hybrid er en blanding af en klassisk benzin- eller dieselbil og en elbil. Udover en benzin- eller dieselmotor er en plugin-hybrid også udstyret med en mindre elmotor samt et mindre batteri. De to motorer arbejder sammen og kan både give en bedre brændstoføkonomi og en hurtigere acceleration. Batteriet fyldes op ved en ladestander, kun få plugin-hybrider kan bruge de såkaldte lynladere, man blandt andet finder ved motorvejen. På grund af batteriets vægt er plugin-hybrider ofte meget tungere end en tilsvarende bil udelukkende med benzin- eller dieselmotor. Hvis en plugin-hybrid officielt udleder mindre end 50 g CO2/km, er den omfattet af en stor rabat på både indregistrerings- og årlig afgift.

Skal du trække en campingvogn eller stor trailer – så skal du være meget opmærksom på, hvilken plugin-hybrid, du kigger på. Der kan nemlig være meget stor forskel på, hvor meget de må trække.

  • Fordele ved plugin-hybrid: Stor afgiftsrabat, meget bil for pengene, hurtig acceleration, øget adgang til parkering i byen, fordelene ved en elbil/alsidigheden ved en benzinbil.
  • Ulemper ved plugin-hybrid: Har ofte mindre bagagerumsplads på grund af batteriets størrelse, dårlig brændstoføkonomi når batteriet er tomt, tungere end tilsvarende benzin- og dieselbiler.

Find de mest interessante plugin-hybrider på markedet.

Og få meget mere viden i artiklen 7 ting du skal overveje, før du render ud og køber en plugin-hybrid.

Benzinbil

Langt de fleste danske biler kører på benzin. Energien kommer fra benzin, der fyldes i bilens tank og forbrændes i benzinmotoren. Benzinbilen er bilverdenens “all-rounder”. Den er velegnet, hvis dit kørselsbehov er meget blandet, og du skal have en bil, der både er klar til den lange og korte tur, hvor afgifterne heller ikke ruinerer dig. Samtidig er der langt flest benzinbiler på brugtmarkedet – især i den billige ende.

  • Fordele ved benzinbil: Meget alsidig, brugbar til både lange og korte ture, stort brugtmarked, billigere afgift end dieselbil.
  • Ulemper ved benzinbil: Generelt dyrere i afgift og indkøb end plugin-hybrid, dårligere brændstoføkonomi på lange ture end diesel.

En af de største fordele ved både benzin- og dieselbiler er, at de kan tankes på ingen tid.

© Mathias Brandt

Dieselbil

Dieselbilen er meget lig en benzinbil – den kører bare på et andet brændstof. Selv om dieselbilen er blevet sat i klima-skammekrogen de seneste år, er det en misforståelse, at dieselbiler kategorisk sviner mere. På grund af motorens kontruktion udnytter en dieselmotor energien i brændstoffet mere effektivt end en benzinmotor. Det betyder lavere brændstofforbrug og CO2-udslip. Dieselmotorer har en rigtigt god trækkraft, og det gør dieselbiler velegnede til at trække store trailere og campingvogne. Samtidig er dieselmotorer meget effektive ved motorvejshastigheder, så dieselbilen er rigtigt god til de lange ture.

I Danmark er især de årlige afgifter på dieselbiler meget høje.

  • Fordele ved dieselbil: Økonomisk på lange ture, stort brugtmarked, effektiv til at trække campingvogn
  • Ulemper ved dieselbil: Høje afgifter, generelt dyrere i indkøb end plugin-hybrid, risiko for stort værditab.

Læs meget om at købe dieselbil:

Hybrid (HEV)

En hybrid bruger en kombination af en elmotor og en forbrændingsmotor til at få dig frem, men i modsætning til plugin-hybrid, som du oplader med et kabel, bliver en hybridbils batteri ladet op af forbrændingsmotoren (ofte suppleret af opsamlet energi fra bremserne). En hybridbil kan fungere på mange måder. I nogle hybridbiler bruges benzinmotoren til at lade et batteri op, og så er det kun elmotoren, der driver hjulene. I andre arbejder de to motorer sammen om at give den mest økonomiske kørsel.

  • Fordele ved hybridbil: God brændstoføkonomi på korte ture og ved lave hastigheder, støjsvag på el
  • Ulemper ved hybridbil: Markant dårligere brændstoføkonomi ved længere ture eller ved højere hastighed, f.eks. motorvej.

Læs mere om at køre hybridbil her.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...