Elbiler har generelt flere skader end andre biler. Det skyldes flere forskellige faktorer.
I Norge får hver anden nye elbilejer en skade inden for det første år, mens kun 25-30 pct. af andre biltyper får en skade første år. Det viser tal fra Codan, der er Tesla's officielle forsikringspartner i Skandinavien.
Det øgede antal skader ses også i Danmark og er årsagen til, at elbiler generelt er dyrere at forsikre end almindelige biler.
Læser undrer sig over priser på Tesla
Bil Magasinet-læser Jacob Grøndahl er 48 år og har haft bil i over fem år. Han kører 35.000-40.000 km om året og har haft to skader de seneste tre år.
Jacob har aktuelt en Ford Fiesta med en selvrisiko på 2.500 kr., og har indhentet tilbud hos Tryg på to elbiler med samme lave selvrisiko:
- Tesla Model Y Long Range 2023, 491 hk: 27.264 kr/årligt.
- Hyundai Ioniq 5 Long Range RWD Ultimate 2023, 229 hk: 15.372 kr/årligt.
Det er en forskel på næsten 12.000 kr., der kan forklares ved den store forskel i effekt. Ved en øget selvrisiko falder præmierne, men der er fortsat tilsvarende forskel på de to biler.
Jacob er mest lun på Tesla'en, især på grund af de store prisfald, men den høje pris på forsikring er en dealbreaker, for det er mange ekstra penge om året.

Det ser forsikringsselskabet på ved fastsættelse af præmie
* nypris
* effekt
* vægt
* biltype
* kendt eller ukendt model
* belastende skader fra et tidligere selskab
* selvrisikoens størrelse og betingelser
* glasskadeforsikring
* friskadedækning
* samlerabat på op til 20 pct. ved at samle forsikringer for hus, indbo, personer med mere
* GPS-tracker, digitale tjenester, vejhjælp, navigation, apps, øvrige ydelser
* rabatter ved medlemskab af særlige organisationer som FDM eller fagforeninger
Bil Magasinet har fået opyst vidt forskellige præmier fra læsere, der ejer en Tesla Model Y Performance med to elmotorer, firehjulstræk, 534 hk og en 0-100-tid på 3,3 sek.
Gjensidige tilbyder præmie på 848 kr./måned
Denne skribent har indhentet et tilbud på Model Y Performance hos Gjensidige Forsikring. Tilbuddet er til mand, 55 år, bopæl på landet i Vestsjælland, ingen skader eller igangværende sager hos andre selskaber og selvrisiko på 4.260 kr.
Tilbuddet er inklusive dækning mod tyveri, brand og seriehærværk, kollisioner med dyr og glasforsikring med reparationer og udskiftning af forrude og øvrige ruder - men også lygter. Det sidste er værd at bemærke, da det kan koste kassen at skifte en lygteenhed med LED-teknologi på en moderne bil,
Her er også retshjælp, redning og forsikring mod nedstyrtende genstande.
Vi sparer på lånebil og forsikring mod skader påført af fører under 25 år; lånes bilen ud til en fører under 25 år, er der dobbelt selvrisiko ved en skade.
Dækning for 10.170 kr. om året
Gjensidiges tilbud lyder på 10.170 kr. om året eller 9.170 kr. med samlerabat, hvis jeg har minimum tre forsikringer hos selskabet.
Tilbuddet matcher det indtryk, vi har af den jungle, det er at finde en god præmie til en Tesla med høj ydelse.
I Facebook-gruppen for danske ejere af Tesla Model Y fremhæves især Sønderjyske Forsikring for at lave præmier, mens man fraråder blandt andet Alka, fordi selskabet ikke er interesseret i denne type biler og kunder, og derfor har høje priser.
Gjensidige lægger sig i den billige ende af forsikringsselskaber og udmærker sig blandt andet med en omfattende dækning.
Få tilbud på forsikring
findforsikring.dk - uafhængig prisportal, hvor man modtager tre tilbud fra tre selskaber via online registrering og efterfølgende telefonopringning.
samlino.dk - sammenligningsservice for blandt andet bil, bredbånd, mobil og lån.
De færreste selskaber har offentlige priser på forsikring af så kraftige biler som Telsa Model Y Performance, og på sammenligningstjenesten Samlino finder vi kun et enkelt tilbud.
Det er fra Next Online Forsikring, der tilbyder kasko, friskade, fører, vejhjælp og glas for 13.624 kr., om året med en selvrisiko på 6.000 kr. P-skadedækning, vaskehal og skader påført af fører under 25 år kan tilkøbes.
Find dig ikke i høje Tesla-priser
Generelt er konklusionen, at du ikke skal lade dig spise af med tilbud på meget høje præmier på en bil som en Model Y.
Shop lidt rundt, ring til andre selskaber, og tilbyd at samle dine forsikringer - det er nemmere end det lyder, og det nye selskab sørger for administrativt bøvl.
Hvis dit nuværende selskab vil have 20.000 kr. for at forsikre en Model Y, og vi på en time kan finde to tilbud på omkring 10.000 kr. med fin dækning, er det besværet værd at skifte selskab.