© Søren Juul

Få mest for pengene: 11 sparetips der gør det billigere at køre bil

Økonomisk kørsel kan være en vanskelig teknik at mestre – ikke desto mindre er der en masse penge at spare, hvis blot man ved hvordan. Heldigvis guider Bil Magasinet dig til at få mest ud af din bils brændstof eller strøm!

4. november 2022 af Emil Winter

1. Slå koldt vand i blodet

Mange af os vil sikkert foretrække den hurtigste og korteste rute, når vi er på farten. Det ville også være logisk, hvis en kortere rute var lig med et mindre brændstof- eller strømforbrug. Men det er ikke altid den bedste løsning. Snarere bør man tænke 'jo højere hastighed, des mere forbrug'. 

Undersøgelser fra FDM viser faktisk, at brændstofbesparelsen ved at sænke hastigheden fra 130 km/t til 110 km/t kan være helt op mod 20 pct. For elbiler kan samme hastighedsnedsættelse forøge rækkevidden helt op mod 25 pct.

Læs også: Derfor bruger elbiler SÅ meget strøm på motorvejen

Undersøg derfor hvilke ruter, du kan vælge. Til formålet har Google Maps en funktion, hvor Google beregner den mest energibesparende rute. Det kan være behjælpeligt for elbilister såvel som førere af biler med forbrændingsmotor.  

2. Drop hastighedsudsving

Lavere fart er i sig selv ikke nok til at mindske energiforbruget. Det kræver nemlig også, at du holder en jævn fart og ikke trykker speederen alt for kraftigt i bund. Brug evt. fartpiloten til at regulere dine hastighedsudsving.

Speederen er nemlig med til at diktere dit brændstofforbrug. Det samme gælder for strømforbruget i en elbil. Hver gang du trykker på den, bruger din bil energi, og jo hårdere du trykker, des mere forbruger du. Orientér dig derfor i trafikken og forsøg at forudse, hvordan den bevæger sig. På den måde slipper du for at accelerere og bremse igen hele tiden. Trykker du på bremsen har du i bund grund "tabt" den energi, du brugte på at få bilen op i fart. 

Hårde accelerationer koster dyrt, uanset om du kører på el eller "dino-juice".

3. Brems med motoren, ikke pedalen

Én ting er, at det er dyrt og uøkonomisk hele tiden at gasse aggressivt op, men det gælder også den anden vej. Hver gang du benytter bremsen, øges brændstofforbruget. Se det lidt som, at hver gang du jokker bremsepedalen i bund, mister du både penge og brændstof. 

Forsøg i stedet at bruge bremsen mindst muligt. Slip speederen i god tid, før du skal rundt om et hjørne, gennem en rundkørsel eller holde helt stille, og undlad at koble ud, hvis bilen har manuelt gear. Når man slipper speederen, afbrydes brændstoftilførslen til motoren helt (bortset fra gamle biler med karburator). Dermed bruger motoren slet ikke noget brændstof, mens motoren bremser bilen noget. Og du kan så som regel nøjes med at bruge bremserne en smule til allersidst, hvorved du også sparer på bremserne.

På elbiler og hybridbiler gælder det om slet ikke at bruge bremserne ved normal kørsel, da enhver brug af bremserne er spild af elektrisk energi. Det kan man gøre ved at sætte rekuperationen (elbremsningen) til det maksimale, og så lærer man efterhånden sig selv, hvor lang tid i forvejen for kryds, rundkørsler m.v., man skal løfte foden helt fra speederen for, at hastigheden er bragt ned til det ønskede, når man f.eks. skal køre ind i en rundkørsel eller omkring et hjørne.

Det kan tage tid at mestre motorbremsning, men når først du har fået teknikken ind under huden, vil du kunne spore effekten på bankbogen på ingen tid!

4. Har du tjek på trykket?

At have dæktrykket i orden kan være særligt fordelagtigt, hvis man vil komme længere for pengene i sin bil. Det er bevist, at hvis dæktrykket er korrekt, kan det forlænge bilens rækkevidde med lige godt fem pct. Omvendt kan det forringe brændstofforbruget i langt højere grad, hvis dæktrykket er for lavt. Sørg derfor for at få det tjekket mindst én gang om måneden. Det er også FDM's klare anbefaling.

Et ordentligt dæktryk er desuden ekstra vigtigt om vinteren. Når dæktrykket ikke er, som det skal være, vil bilens vejgreb forringes markant. 

Læs også: "Lommekompresser" imponerer - pumper dækket HELT op uden problemer

5. Vær øko-bevidst

I langt de fleste elbiler samt en række nyere biler med forbrændingsmotor vil der være et "eco-mode". 

Når du sætter din benzin- eller dieselbil i eco-mode, vil bilen automatisk regulere motorens ydelse. Der er altså ingen hokus-pokus over funktionen, men den kan være yderst nyttefuld, hvis du vil spare på energien og optimere dit forbrug. 

I elbiler vil man ofte opleve, at "eco"- eller "green"-mode også slukker klimaanlægget og andre elektriske funktioner. Dette medføre også en markant bedre rækkevidde - især på længere ture.

6. Kør nu forbi værkstedet 

Ser du olieskift som en kedelig pligt? Eller lader du måske de blinkende lamper på instrumentbrættet stå og danse lidt for længe? Det er ikke smart! For at få det meste ud af din bil er det nemlig vigtigt, at den er vedligeholdt. Små ting som rettidige olieskift, et nyt luftfilter og rene bremser kan alle have en mærkbar indvirkning på den din bils energiforbrug. 

Udover, at det optimerer dit brændstof- og strømforbrug, er det aldrig smart at forsømme vedligeholdelse af bilen. Det kan du læse mere om her!

7. Sluk klimaanlægget 

Når bilens klimaanlæg og andre elektriske funktioner kører for fulde gardiner, forøger det bilens energiforbrug mere, end de fleste tror - og dermed kommer du kortere for dine penge. Kører du derfor kortere ture som eksempelvis i byen, eller sidder du fastklemt i en trafikprop, kan det være effektivt at slukke klimaanlægget helt og rulle vinduerne ned i stedet.

Bemærk dog, at ved højere hastigheder (som motorvejshastigheder) kan det ikke svare sig, da vindmodstanden fra de åbne vinduer vil skade din energibesparelse mere, end det gavner. 

8. Smid hende på slankekur

Det er altså bilen, vi taler om! Hvis du skal længere på literen, bliver du nødt til tage et kritisk blik på alt det, du har liggende i bilen. Alt overflødig vægt skal ud, hvis du vil maksimere din bils energiforbrug. En ekstravægt på 100 kg vil som tommelfingerregel være lig med et øget brændstof- eller strømforbrug på tre-fire pct. Det siger Søren Holten-Jacobsen, der er chefinstruktør hos FDM Sjællandsringen, til TV2-Øst

Jo lettere bilen er, des mere skånsom er kørslen også for dine dæk. Det er altså en win-win situation, hvis du kan lade nogle af de tunge remedier blive hjemme. Undlad også gerne at køre rundt med tagbøjler og tagboks, da de øger vindmodstanden og dermed forbruget.

9. Skift gear rettidigt

Det kan virke som en selvfølge, men der er utroligt mange billister, der kører "dovent" og ikke skifter gear i tide - selvom det er pokkers effektivt, når du vil komme længere for pengene. 

Men hvad er det rette gear, og hvornår skal man skifte gear? Det korte svar er, at du bør skifte gear, så motorens omdrejninger holdes så lavt som muligt. 

Det kan være en svær balance, men det kan vurderes relativt intuitivt. Hvis motoren larmer helt vildt, er det nok fordi, du er ved at køre gearet for langt ud. Omvendt er der stor sandsynlighed for, at du kører i et for lavt gear, hvis bilen føles tung, "hugger" eller har svært ved at accellerere. 

Når først du lærer din bil at kende og finder sweet-spottet, vil du hurtigt opdage, at dit energiforbrug bliver bedre. 

10. Tank med omhu - uanset hvad du kører på

Hvad enten du kører på benzin, diesel eller el, er der mange penge at spare på at "tanke" så billigt som muligt. Det er logik, men det er nemmere sagt end gjort at forudsige benzin- og dieselpriser. I stedet kan du gå efter tankstationer, der ligger i klynger, og gerne stationer der ikke ligger ved motorvejen. I begge tilfælde er brændstoffet ofte billigere.

Ejer du en elbil, lader du den formentlig hovedsageligt derhjemme. Betaler du variabel elpris er der virkelig mange penge at spare på at lade på det rigtige tidspunkt - både på den rigtige dag og det rigtige klokkeslæt. Du kan bruge apps som True Energy til at se, hvornår det er billigst at lade.

Du kan finde seks andre råd til at spare på opladning af elbil her.

11. Få et forsikringstjek

Nej, forsikringsselskaberne får dig ikke til at køre længere på literen. MEN hvis man er grundig og sonderer forsikringsterrænet, kan man blive en langt mere økonomisk bilejer. Der er nemlig enormt store forskelle på diverse forsikringsselskaber, og det er ikke alle, der passer dine behov. 

Vi anbefaler derfor, at du gransker området nøjsomt og efterspørger komplette forsikringstilbud fra så mange uafhængige forsikringsselskaber som muligt. I sidste ende vil dét afdække hvilken forsikring, der passer bedst til dig og din bil. 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...