elbiler træk anhængertræk
Elbiler og træk af campingvogn© A. Hansen

Hvad må elbiler trække? Her er alt om elbiler og træk af trailer og campingvogn

For bare tre år siden var det kun dyre elbiler, der kunne trække en mellemstor campingvogn, men i dag er markedet et helt andet. Vi guider til mulighederne for elbil med påhæng og kigger nærmere på, hvor meget elbilerne på markedet egentlig må trække.

17. marts 2023 af Mikkel Østrup-Jeppesen

Mens elbilerne stormer frem på det danske marked, så er der rekordmange campingferier og trailere i Danmark. Tidligere var det en udfordring i sig selv at finde en elbil med træk, men i dag er listen over trækdygtige elbiler ganske lang.

Det er efterhånden blevet forventeligt, at en ny elbil kan trække på den gode side af 1.000 kg, men betyder det, at elbiler og træk omsider er en vellykket koalition? 

Hvor meget koster det på rækkevidden?

Elbilernes helt store akilleshæl plejede at være rækkevidden, men producenterne har med batterier på 70-80 kWh skabt elbiler, der i langt størstedelen af tiden kan dække forbrugernes kørselsbehov.

En rækkevidde på 300-500 km er mere end rigeligt til de fleste danskers daglige – hvis ikke ugentlige – kørselsbehov. Det betyder imidlertid ikke, at vi er ude over problemet, for hvad sker der, når man spænder en tung trailer eller campingvogn på en elbil?

“Rækkevidden bliver cirka halveret, når du sætter en høj anhænger bag en elbil, så det har en ret dramatisk effekt”, fortæller Martin Messer Thomsen, der er Elbilsforeningens (FDEL) ekspert og elbil-konsulent.

Han fortæller, at det ikke er elbilens vægt, der gør udfaldet – i stedet er det et spørgsmål om vindmodstand.

“Hvis du sætter en flad 700 kg. anhænger på, så stiger forbruget måske 20-25 %. Men hvis du sætter en høj anhænger bagpå, jamen så stiger forbruget med næsten 100 %.” 

Hvem medvirker i artiklen?

  • Martin Messer Thomsen er Elbilsforeningens (FDEL) ekspert og elbil-konsulent. Han har stor erfaring med test af elbiler og kører selv en Tesla Model 3 til hverdag.

  • Torben Brandt er chefredaktør for Dansk Camping Unions medlemsmagasin Camping-Fritid. Dansk Camping Union dækker over 20 campingpladser i Danmark.
elbiler træk anhængertræk
Elbiler og træk af campingvogn

Kan elbiler trække en campingvogn?

Bilproducenterne har et kæmpe fokus på vindmodstand, og vi motorjournalister ser imponerende til, når eksempelvis Mercedes præsenterer en elektrisk S-klasse med verdens laveste drag coffiecient på 0,20. Det er ingeniørkunst, der forlænger elbilens rækkevidde, men som også sender luften durk ind på campingvognen eller traileren.

Den populære Tesla Model 3 er ligeledes aerodynamisk, men den sender al vinden direkte ind på anhængerens lodrette flade, fordi bilen skærer sig igennem vindmodstanden. Men betyder det så, at elektriske biler og træk aldrig bliver et godt match?

Bestemt ikke, for elbiler er geniale til træk på alle andre punkter end rækkevidden, forklarer Martin Messer Thomsen, elbil-konsulent hos Elbilsforeningens (FDEL).

“Det er jo det, der er sjovt ik’, for de er virkelig behagelige at trække noget med, fordi de har så mange kræfter. De har et kæmpestort moment, så du er i gang med det samme, og når man har kørt med en campingvogn i lidt tid, så kan man glemme, at man har den på og tænke, jeg overhaler sgu lige her på landevejen. Det er først, når man kigger i spejlet, at man kommer i tanke om, at man har en campingvogn bagpå.” 

Elbiler er geniale til lokale formål

Det er indlysende, at elbilen har stort potentiale som hverdagens altmuligmand på de danske villaveje. Over det seneste årti er antallet af indregistrerede trailere i Danmark steget med 33% til mere end 872.000 vogne, viser tal fra Danmarks Statistik. Derfor er der bestemt grobund for, at elbilen kan blive en genial løsning for husholdninger med trailer.

“Mange skal transportere trailere til lokale formål; køre på genbrugsstationen, hente noget i Silvan og køre det store sofabord hjem til svigermor, og der går det fænomenalt. Det er kun, hvis man absolut skal ud på nogle meget lange strækninger, at man kan være udfordret på rækkevidden”, siger Martin Messer Thomsen, elbil-ekspert hos Elbilsforeningens (FDEL).

elbiler træk anhængertræk
Elbiler og træk af campingvogn

1 ud af 20 pladser i Dansk Camping Union tilbyder opladning af elbil.

Hva’ med campingferien?

Hvad så, hvis man absolut skal ud på lange strækninger og gerne vil trække campingvognen med en elbil? Danskerne fik campingfeber under corona-nedlukningerne, og sidste år kunne Camping Outdoor Danmark fortælle, at danskerne overnattede rekord mange gange på danske campingpladser: Hele 9,4 millioner overnatninger blev det til, og spørger man Dansk Camping Union (DCU), så er vi ikke blevet mindre campingglade siden.

“Der er ingen tvivl om, at der er vind i sejlene. De fleste kriser, såsom finanskrisen, har været dårlige for camping, men lige præcis i vores branche har corona-nedlukningerne givet camping et boost,” fortæller Torben Brandt, chefredaktør for DCU’s medlemsmagasin Camping-Fritid.

For mens pandemien og restriktioner lagde sig som en klaustrofobisk spændetrøje om samfundet, så fandt mange danskere plads og frihed i campingferierne.

Antallet af indregistrerede campingvogne er ganske vidst faldet siden 2013, men alt tyder på, at de over 118.000 indregistrerede campingvogne i 2022 i højere grad parkeres rundt i det danske land i stedet for længere sydpå.

Det kan skyldes nedlukningerne, hvor ”mange har været tvunget til at holde ferie herhjemme og måske fået øjnene op for, at Danmark også kan noget”, siger Torben Brandt.

Hvad må elbilerne trække?

Skifter campisterne til elbiler?

Nu, hvor elbilerne evner at trække store campingvogne, bliver det interessant at se, om de danske campister har tænkt sig at opgive deres diesel- og benzinbiler. En ting er sikkert, udfordringen med rækkevidden bliver campisternes første og største kompromis.

“På nuværende tidspunkt oplever jeg klart en forsigtighed, netop på grund af den her bekymring for rækkevidde og for at skulle lade op langt mere, end man er vant til at tanke op. Det gør, at folk tøver med at tage skridtet”, siger Torben Brandt fra Dansk Camping Union.

Skepsissen er ikke ubegrundet, og selvom Torben Brandt siger, at campisterne bestemt er optaget af elbilen og fremtidens camping-trækker, så forventer han også, at mange vil holde fast i deres dieselbiler så længe som muligt. Først og fremmest fordi de trækker godt, dernæst på grund af usikkerheden i at skifte til en elbil. 

Læs også: Polestar 2 får opdatering - ALT er forbedret!

Elbiler og anhængertræk

Vidste du at...

TRE UD AF FIRE campingpladser i Danmark ligger vest for Storebælt.

ELBILFORENINGEN FDEL vurderer, at for en elbil med campingvogn, der kører 80 km/t og hyppigt lader undervejs, er den bedst opnåelige rækkevidde på én dag omkring 500-­750 km.

DEN MEST EFTERSPURGTE bil på Bilbasen er elbilen Tesla Model 3, der fås med anhængertræk. Det kan dog ikke eftermonteres på brugte biler.

elbiler træk anhængertræk

Tesla Model X må trække over 2.000 kg. på krogen, men så skal du være opmærksom på, om du har det rigtige kørekort.

© Tesla

Elbil og campingvogn kan kræve BE-kørekort

På grund af batterierne er elbiler tungere end brændstofbiler, og det kan blive en udfordring, hvis du vil trække en ganske almindelig campingvogn. De ekstra kilo kan nemlig sende den samlede kørevægt med anhænger op over de 3.500 kg, som et almindeligt kørekort tillader.

“Der er ingen tvivl om, at vægten er så høj på mange elbiler, at en stor del af vores medlemmer skal ud og have et BE-kørekort. Den gennemsnitlige campingvogn har en totalvægt på omkring 1.500 kg, men der er også vogne med en vægt på 1000 kg og 3000 kg”, vurderer Torben Brandt, chefredaktør for Camping-Fritid.

Det betyder, at ejere af eksempelvis en Kia EV6 eller Polestar 2, der kan trække henholdsvis 1.600 og 1.500 kg, skal tage et BE-kørekort.

Torben Brandt tror dog ikke, at det vil være afgørende for engagerede campister. For dem vil det være vigtigere, at de ikke skal nøjes med en lettere anhænger eller skal bekymre sig om begrænsninger. 

Der vil være opstartsproblemer

Det kan blive en udfordring, at meget få campingpladser har ladere stående til elbiler. Det er en stor investering, men chefredaktør for Torben Brandt tror, at vi vil se mere af det i fremtiden. På nuværende tidspunkt er det blot muligt at oplade sin elbil på én ud af 20 af DCU’s campingpladser.

Infrastruktur og flere ladestandere er en indlysende nødvendighed, hvis camping og elbiler skal blive en genial konstellation – og det gælder ikke kun på campingpladserne.

“Den næste udfordring er, at ved de fleste lynladerstationer, der bliver du nødt til at koble traileren af for at lade, for der er ikke lavet, så man kan køre igennem. Det gør også livet noget mere besværligt, hvis man skal koble den af og på, hver gang man skal lade”, siger Martin Messer Thomsen fra FDEL.

Udfordringen har han selv stået med, når han har kørt på langtur med sin Model 3 og trailer. Heldigvis, fortæller han, er der fokus på det, så det skal ses som et opstartsproblem, der vil blive løst hen ad vejen.

Læs også: Hvor mange elbiler er der i Danmark?

Batterierne skal være dobbelt så store

Hvad med bilerne, og hvad skal der til, før elbiler og camping for alvor giver mening?

“Til de lange ture skal batterierne være dobbelt så store. Det er 150-200 kWh, så bliver det muligt at køre de her 300-400 km mellem hver opladning, og da man ikke kører så hurtigt med en campingvogn, så vil det være en fornuftig rækkevidde for mange”, siger Martin Messer Thomsen fra FDEL, som tilføjer, at vi ikke er langt fra med de biler, der er på vej.

Faktisk er de nuværende elbiler på markedet allerede tilstrækkelige til husmandsbehovet og de korte, lokale ture, men som han også pointerer, så skal man være usædvanlig elbilentusiast, hvis man slæber en 1.500 kg. campingvogn med til Gardasøen. 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...