Undersøgelsen konkluderer, at vinterdæk i gennemsnit klarer sig ni procent bedre end sommerdæk på våde veje

© bilmagasinet.dk

Tip: Sådan bremser du i smeltevand

Gennem regn og smeltevand bremser vinterdæk bedst. Det samme gælder, når vandet fryser til is

25. januar 2011 af Bil Magasinet

Et vejr med vedvarende plusgrader har omsat den sne og is, der landede i december, til masser af smeltevand, som lægger sig på vejene. Det betyder, at danske bilister kører på våde veje, visse steder med risiko for akvaplanning, der kan blive endnu sværere at stå fast på, hvis frosten sætter ind.

Men, men, men. Bilister med vinterdæk kan tage den ro, i hvert fald lidt mere end bilister med sommerdæk, for vinterdæk bremser bedre på våd vej.

Det slås igen fast i en ny hollandsk undersøgelse, som konkluderer, at vinterdæk i gennemsnit klarer sig ni procent bedre end sommerdæk på våde vinterveje.

Teknologien flytter overliggeren
”Langt hovedparten af bileksperter er enige om, at vinterdæk er sommerdæk overlegne, når det kommer til kørsel om vinteren - det vil sige på våde veje med vintervejr a la slud og smeltevand. Den teknologiske udvikling af vinterdæk har de seneste ti år flyttet barrieren for vinterdækkenes præstationsevne, og det er vel det, den hollandske undersøgelse slår fast,” siger Georg Nielsen, adm. direktør hos Continental Dæk Danmark A/S.

For at gøre det nemmere for forbrugerne, at danne sig et overblik over udvalget af dæk, har EU udfærdiget en ny vurderingsramme for vinterdæk. I stedet for at måle bildæks beskaffenhed på baggrund af et tocifret antal parametre, som mange forbrugere har haft svært ved at overskue, vil EU fremover fokusere mere på tre overordnede og overbliksskabende vurderingskriterier - rullemodstand, rullestøj og vådgreb. Det er dem, vinterdækkene i den hollandske undersøgelse er målt efter.

Ifølge testresultaterne blev dækkene, der medvirkede i testen, målt i forhold til et referencedæk på indeks 100. Sommerdæk landede på våd vej med et gennemsnitsindeks på 122, mens vinterdæk fik en indeksscore på 133, og altså præsterede 11 procentpoint bedre på våd vej end sommerdæk.

Større forskel på veje med is
Når temperaturerne igen svinger under frysepunktet, vil smeltevand og ny nedbør og slud lægge sig som is og sne på vejene. Det vil demonstrere en endnu større forskel på sommer- og vinterdæks bremseegenskaber.

”Hollands-undersøgelsen understreger, at vinterdæk er en helgardering om vinteren, både på våd vej og vej med sne og is. Når vi får mere sne og is, vil mange biler med sommerdæk enten sidde fast i sneen eller ikke kunne bremse hurtigt. Her vil forskellen på de to dæktyper - helt afhængig af dækmærke og kriterierne i en test naturligvis - ikke længere ligge indenfor 11 procentpoint, men måske nærmere 100 procentpoint,” siger Georg Nielsen.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...