© FDM/ADAC

Næsten halvdelen af dækkene dumper i kæmpe sommerdæktest!

19 ud af 50 sommerdæk får dumpekarakter i FDM's store sommerdæktest.

24. februar 2023 af Gustav Reeh Persson

Dækkenes eksamen

Står der nye sommerdæk på ønskesedlen, gælder det om at se sig for. Det er nemlig langtfra alle årstidens dæk, der har lige gode egenskaber – det skriver FDM. FDM har sammen med deres tyske modstykke, bilorganisationen ADAC, testet 50 sommerdæk.

Dækkene måler alle 205/55R16, og testen er foretaget med dækkene monteret på en Volkswagen Golf. De har testet både dækkenes styre- og bremseegenskaber på både våd og tør vej samt dækkenes slidstyrke og støjniveau. Som noget nyt er også en analyse af dækkenes miljømæssige påvirkninger tilføjet.

Bedømmelsen af dækkets indvirkning på miljøet måles på baggrund af udledningen af dækpartikler, vægten af selve dækket, samt hvor bæredygtigt det er produceret. Hvilket blandt andet hænger sammen med, hvor dækket bliver produceret. 

Et klip fra dæktestarbejdet hos tyske ADAC.

© FDM/ADAC

Resultatet

Af de i alt 50 dæk dumper 19 af dem, mens 21 dæk opnår tilfredsstillende resultat. Kun 10 dæk bliver anbefalet af FDM og ADAC, da de opnår et samlet resultat over gennemsnittet.

Bremseegenskaberne på våd vej afslører kritisable forskelle. Hvor det bedste dæk bruger 34,4 meter på at bremse til stilstand fra 80 km/t., skal testens dårligste dæk til sammenligning bruge næsten 60 meter. En forskel på 25 meter – svarende til længden af fem biler på række. Det er en verden til forskel, hvis uheldet er ude.

Testvinderne i år er Goodyear Efficient Grip Performance 2 og Continental PremiumContact 6. De har både styr på køreegenskaberne og det miljømæssige aspekt af moderne dækproduktion, der tæller 30 pct. af pointgivningen i FDM og ADAC's test.  

Her ses dækmønsteret på Michelin Primacy 4+ der runder podiet af i FDM og ADAC's sommerdæktest.

© Michelin

Michelin er både i top og bund

Podiet rundes af med Michelin Primacy 4+, hvis forgænger vandt Bil Magasinet og Teknikens Världs egen sommerdæktest sidste år. Michelin Primacy 4+ er det dæk, der har bedst styr på det miljømæssige afspekt i testen – uden at dækkets øvrige egenskaber lider herunder. 

Michelin har et andet dæk med i testen kaldet Michelin e Primacy, der er særligt henvendt til el- og hybridbiler. Dækket falder igennem, når det kommer til præstationerne på tør såvel som våd vej, hvor resultaterne ifølge FDM og ADAC er kritisable. Dækket lander på en samlet 38. plads ud af 50. 

Er det tid at skifte fra vinterdæk til sommerdæk? Læs vores bud nedenfor.

© Teknikens Värld

Se resten af testen her 

Top 5 rundes af med Bridgestone Turanza og Nokian Tires Wetproof. Begge klarer sig generelt godt. Hvis du vil se resten af de 50 dæks præstationer, så tjek hele testen her hos FDM. 

Indtil udendørstemperaturen ligger fast omkring syv plusgrader, rådes man til at beholde vinterdækkene på bilen. De kolde veje har stadig stor effekt på bremseevne og vejgreb, når det er koldere.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...