© bilmagasinet.dk

Små biler skal også stå på vinterdæk

Mange bilejere sætter ikke vinterdæk på husstandens mindste bil. Det er ikke en klog prioritering, lyder det fra dækbranchen

1. december 2010 af Steen Bachmann

Toyota Aygo, Fiat 500, Ford Fiesta, Opel Corsa, Chevrolet Spark og Citroën C1. De seks mest købte bilmodeller fra januar til oktober 2010 er små biler. Men selvom mange familier vælger ikke at købe vinterdæk til de små biler, så bør de ændre praksis. De nye, små biler vil nemlig fremover komme til at køre over længere afstande, og derfor skal de køre sikkert.

Det vurderer eksperterne i dæk og sikkerhed hos Continental Dæk Danmark A/S, der forudser, at mange nye bilejere vælger at overføre den kendte praksis med ikke at sætte vinterdæk på ”småbilerne”, fordi mange er vant til at spare her.

”Uanset størrelse så har alle biler brug for vinterdæk om vinteren, fordi alle test viser, at biler med vinterdæk bremser hurtigere på veje med sne og is. Får vi en ligeså skrap vinter med samme mængder is og sne som sidste år, og varer den til april, bliver det nærmest umuligt at køre sikkert og uhindret uden vinterdæk,” siger Continental Dæk Danmarks administrerende direktør, Georg Nielsen.

Bil nummer 1 er også lille
Undersøgelser viser, at mindre biler traditionelt anvendes af kvinderne i husstanden. De bruger bilen til og fra arbejde samt til at hente og bringe børnene. Men købet af tusindvis af nye, små biler indikerer også, at de små biler i 2010 og et godt stykke ind i 2011 både er husstandens bil nummer 1 og 2 og altså skal bruges til både længere rejser og køreture.

”Husstandens bil til at hente og bringe børn bør have vinterdæk på. Det er ubegribeligt, at nogen vælger at spare på sikkerheden omkring noget så værdifuldt” siger Georg Nielsen.

De 10 mest solgte personbiler fra januar til oktober 2010.

1. Toyota Aygo 3.771 stk.

2. Fiat 500 3.692 stk.

3. Ford Fiesta 3.544 stk.

4. Opel Corsa 3.474 stk.

5. Chevrolet Spark 3.336 stk.

6. Citroën C1 2.982 stk.

7. Peugeot 207 2.979 stk.

8. VW Polo 2.920 stk.

9. Toyota Avensis 2.803 stk.

10. Hyundai i30 2.686 stk.

Kilde: Danske Bilimportører

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...