Skum i dækket: Nyt koncept reducerer dækstøj markant

En smart løsning fra Continental sænker støjen i kabinen med helt op til ni decibel, uden at gå på kompromis med egenskaberne fra de konventionelle dæk. Her kan du læse, hvordan de har båret sig ad.

3. november 2016 af Mathias Brandt

Bilproducenter verden over forsøger hele tiden at forbedre kundens oplevelse af at køre bil. I takt med at producenterne bliver bedre til at udvikle afbalancerede og støjsvage motorer, dukker der hele tiden nye udfordringer op.

Vi kender det eksempelvis med elbilen, som ikke har nogen motorstøj til at maskere andre støjkilder. Derfor bliver vind- og dækstøj i stigende grad et irritationsmoment hos bilisterne.

For at understøtte bilproducenternes arbejde med mere komfortable biler har Continental udviklet en teknologi, som markant reducerer dækstøjen i kabinen.

- ContiSilent-teknologien består af et skumlag på indersiden af dækkets slidbane monteret efter selve produktionsprocessen. Det specielle skumlag reducerer de vibrationer, der opstår ved dækkets rotation, så den støj, der trænger ind i kabinen, formindskes med helt op til ni decibel på alle vejbelægninger og overflader, fortæller Georg Nielsen fra Continental Dæk Danmark A/S.

Han understreger, at eftersom dækprofilen og alle andre egenskaber bibeholdes fra de konventionelle dæk, adskiller de sig ikke fra andre dæk i samme produktserie. Det gælder blandt andet køreegenskaber som opbremsning, håndtering og vejgreb i vådt føre eller fælge og montering.

Audi er den første bilproducent, der udstyrer sine modeller RS 6 Avant og RS 7 Sportback med ContiSilent-dæk fra ContiSportContact 5 P-serien. 

Udover anvendelse på almindelige biler er ContiSilent udviklet med henblik på anvendelse på el-biler og hybrid-biler.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.