Rådet for Større Dæksikkerhed dokumenterer nu danskernes valg af dæk til vinterkørsel. I løbet af en uge med vinterføre blev i alt 7.890 personbiler kontrolleret på offentlige parkeringsarealer rundt omkring i landet. 10 procent af bilerne var udstyret med sommerdæk. Det svarer til, at 260.000 personbiler kører på sommerdæk på de danske vinterveje.
”Resultatet af dæktællingen fortæller, at omkring 260.000 biler kører rundt på sommerdæk. Ovenikøbet i løbet af en uge, hvor vintervejret for alvor satte ind med masser af sne. Det er blevet bedre, men det er stadig alt, alt for mange, og det er et alvorligt problem for trafiksikkerheden”, siger Volker Nitz fra Rådet for Større Dæksikkerhed.
Ingen lovkrav om vinterdæk i Danmark
I Danmark er der, modsat i vores nabolande, ikke noget lovkrav om vinterdæk. Det på trods af, at det er dokumenteret, at vinterdæk giver det bedste vejgreb på våde og sneglatte veje – også når vinteren er mild. Med det gode vejgreb følger en god standselængde.

FDM konkluderede i en test i 2014, at vinterdæk på våd vej giver op til 30 procent kortere bremselængde i forhold til sommerdæk. På snedækkede veje er bremselængden op til 44 procent kortere på vinterdæk i forhold til sommerdæk.
”Når vejene, som i sidste uge, er sne- og isglatte, eller kolde og våde, bremser bilen væsentlig bedre med vinterdæk. Biler på sommerdæk burde slet ikke være ude i trafikken under de forhold, fortæller Volker Nitz.
Det er derfor tilfredsstillende for Rådet for Større Dæksikkerhed at konstatere, at både myndigheder, virksomheder og organisationer med fokus på trafiksikkerhed råder bilisterne til køre med vinterdæk om vinteren.
Fakta om dæktællingen januar 2019
I uge 4 / 2019 gennemførte Rådet for Større Dæksikkerhed og Dækimportørforeningen dæktælling på i alt 35 offentlige parkeringsarealer ved indkøbscentre, stationer etc. geografisk fordelt i 17 byer rundt om i landet. Ved dæktællingen er der udelukkende tale om registrering af dækvalg ved øjesyn på personbiler.
7 råd til hvordan du skifter dæk
-
Værktøj: Find værktøjet frem, før du går i gang. Brug som minimum en donkraft og en krydsnøgle eller momentnøgle. En momentnøgle sørger for, at man ikke kommer til at overspænde boltene. Det er især vigtigt, hvis bilen har alufælge. Backup: Gode handsker, dækmærker eller dækkridt, en stiv børste samt fedt og hjulposer.
-
Sikkerhed: Stil bilen på et jævnt underlag og træk håndbremsen, så den på ingen måde kan trille. Tjek også slidbanen på hjulet. Lovkravet er minimum 1,6 mm i hele kørefladens bredde (Applus Bilsyn anbefaler minimum 3 mm).
-
Tag hjulet af: På de fleste biler har undervognen små mærker eller hak, hvor donkraften skal placeres. Inden du løfter bilen fra underlaget, skal du løsne boltene på det hjul, som du skal skifte. Herefter kan du løfte bilen, fjerne skruerne og tage hjulet af.
-
Skift korrekt og mærk dækkene: Sæt dækmærker på hjulene, så du ved, hvor hjulet har siddet. Du kan også blot skrive på indersiden af dækket, hvor hjulet har siddet. F.eks. "HF" for Højre Forhjul, "VB" for Venstre Baghjul osv.
-
På med hjulet: Inden du spænder hjulet fast, bør du fjerne skidt fra boltene og fra monteringsstedet. Giv evt. boltene lidt fedt. Skru alle hjulboltene på med fingrene, mens hjulet stadig er hævet fra underlaget. Sænk bilen og spænd boltene fast.
-
Efterspænd: Spænd boltene efter når du har kørt 100 km.
- Opbevaring: Husk at rengøre hjulene med fælgrens og fælgbørste inden du lægger dem væk for sæsonen.