Så er det tid til vinterdæk!

Efter en meget varm sommer og efterår virker det ikke så aktuelt for bilisterne at få skiftet til vinterdæk lige nu. Men vinteren kan komme hurtigere end du forventer.

23. oktober 2018 af Mathias Brandt

Det er først indenfor de sidste par dage, at tanken på vinterdæk er begyndt at rumle, men langt de fleste danskere får skiftet vinterdæk alt for sent. Mange af de danske bilister bliver år efter år overrasket af vinteren, og får ikke skiftet dæk i tide. 

Det betyder ofte, at en stor del af den danske bilpark skal have skiftet vinterdæk på samme tid, hvilket de danske dækcentre ikke har kapacitet til. Det kan betyde, at man kan risikere, at vente over to uger, før værkstedet har tid til at skifte dine dæk.

"Sne- eller frostglatte morgener kommer typisk hvert år fra starten af november. Men kun få bilister er begyndt at skifte dæk, fordi det er så varmt lige nu, så derfor vil der komme et stort pres på dæk- og bilværkstederne," siger Kenneth Saust, formand for Dækimportørforeningen i Danmark.

Der derfor anbefaler Dækimportørforeningen, at bilisterne at bestille tid til dækskift allerede nu.

Mange kører på slidte dæk

I dækbranchen mener man ud fra dæktællinger at kunne konstatere, at mange bilister har kørt både deres sommer- og vinterdæk helt ned. Derfor er det klogt at skifte nu i stedet for at køre videre på de gamle dæk.

"Udgiften til en bøde for at køre på fire ulovlige dæk er noget større end prisen for fire nye vinterdæk. Og kører man galt på en glat vej og får blot en lille bule i bilen, bliver regnestykket endnu dårligere" siger Kenneth Saust.

Men det skal ikke kun gå op i økonomi, der er nemlig også en stort sikkerhedsmæssig betragtning, som er langt vigtigere. Folk der én gang er blevet fange i et snevejr på sommerdæk ved hvor ubehagelig og ikke mindst farlig oplevelse det kan være.

Hans bedste råd er derfor at få tjekket dækkene nu hos sit dæk- eller autoværksted og sikre, at man har gode vinterdæk på, så man kan køre sikkert i de kommende måneder.

Er det en god ide at vælge helårsdæk?

Mange dækfabrikanter tilbyder nu helårsdæk, men er de den rette løsning til hele året? Kenneth Saust oplyser, at man i Dækimportørforeningen i Danmark læner sig op ad de store udenlandske, uafhængige dæktest.

"Professionelle test viser, at helårsdæk hverken er de bedste om vinteren eller sommeren. Om vinteren er vinterdæk klart det sikreste valg. Helårsdæk er et anvendeligt kompromis. Og sommerdæk er ganske enkelt uegnede på vinterlige veje," slutter dækimportørernes formand.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...