Michelin og Porsche har samarbejdet om at udvikle Michelins nye semi-slick dæk, Pilot Sport Cup2 R. Resultatet er et dæk til ejere af performance-biler, der søger de sidste tiendedele på banen eller til en trackday.
Pilot Sport Cup2 R er godkendt til almindelig vej, men det er på banen og i tørvejr, at dækket skal løfte vejgrebet og gøre det muligt at angribe sving i høj fart – og komme ud af svinget igen!
De seneste to år har Porsche sat tre omgangsrekorder på Nürburgrings Nordsløjfe i henholdsvis Porsche GT2 RS og GT3 RS – alle tre biler med Michelin Pilot Sport Cup2 R.

Det nye dæk anvender gummiblandinger og mønsterdesign hentet hos Michelins motorsportsdivision, og dækmønsteret er særligt udviklet til tørre baneforhold. I dækkets skuldre er antallet af mønsterblokke reduceret, mens de centrale riller sidder tættere sammen. Det gør blokkene mere solide for at kunne forbedre vejgrebet.
Samlet set er kontaktfladen med vejen vokset med næsten 10 pct. ifølge Michelin.
Tilvalg til Porsche 911
I udviklingsarbejdet har Michelin blandt andet anvendt køresimulatorer i design- og udviklingsfasen – herunder en software, som kan simulere og modellere, hvordan et dæk reagerer på belastning i virtuelle test forud for egentlig banetest.
Michelin Pilot Sport Cup2 R bliver til en start tilgængeligt som tilvalg til Porsche 911 GT2 RS og Porsche 911 GT3 RS i dimensionerne 265/35 ZR20 (99Y) og 325/30 ZR21 (108Y).
Prisen er ikke oplyst.