Du skulle have valgt helårsdæk, for det blev den varmeste vinter siden 1874

Bil Magasinet tester dæk året rundt, og i dette indlæg vil redaktionschefen forklare dig, hvorfor mange kunne have droppet deres vinterdæk og valgt helårsdæk denne vinter.

14. april 2020 af Anders Richter

Opdateret tirsdag d. 14. april

Du har muligvis klikket dig ind på denne artikel, fordi du blev provokeret af overskiften, og jeg forstår dig godt. Her kommer pludselig en eller anden motorjournalist, som mener, han er ekspert i dæk, og han skal dælme ikke blande sig i, at du plejer at køre med vinterdæk om vinteren og sommerdæk om sommeren! Og fred være med det. Hvis du gerne vil skifte dæk to gange om året, så gør endelig det. Det er stadig den mest sikre vej, hvis du ikke har nogle alternativer til din bil. Men der findes alternativer, hvis du ikke har et stort kørselsbehov.

Denne artikel handler nemlig om mine erfaringer med at køre på helårsdæk, og denne vinter har været ekstraordinært god ved dem. Men først lidt forhistorie.

Vi tester dæk året rundt

Bil Magasinet tester året rundt dæk på forskellige af redaktionens køretøjer, og et af dem er Vredestein's Quatrac 5, som er et helårsdæk, der har vundet flere europæiske dæktest. Senest i 2019, hvor tyske Autobild testede dem, hvor Quatrac 5 bl.a. vandt over Michelin Crossclimate på andenpladsen og Continental AllSeasonContact på tredjepladsen. 

Vinteren er nu officielt forbi, og det er tid til at gøre status. Derfor har jeg læst DMI's rapport på vinteren 2019/2020, og det er fantastisk læsning – i hvert fald hvis du valgte helårsdæk denne vinter. Kort fortalt var snittemperaturen denne vinter på 5,0 grader, hvilket gør det til den varmeste vinter, vi har haft siden 1874. I alt var der 11,8 såkaldte frostdøgn i Danmark i år mod normalen som ligger på 52,3. 

Hvad så med sommerdæk?

"Men kunne jeg så ikke bare køre på mine sommerdæk året rundt?" spørger mange undertegnede, men det er ikke så smart. Selv om der ikke har været noget sne, og få frostdøgn, så har temperaturen generelt været så lav, at sommerdæk ikke fungerer optimalt. Man siger, at når temperaturen er under 7 grader, så fungerer vinterdæk bedre end sommerdæk. Når middeltemperaturen har været 5,0 grader, er der ingen tvivl om, at vinterdæk er bedre – men kunne helårsdæk ikke være den bedste løsning? 

Vinterdæk er gode i rigtig lave temperaturer og ikke mindst når der er sne på vejbanen, men i år, hvor vi har haft så mild en vinter, vil jeg personligt påstå, at hvis du har et mindre eller middel kørselsbehov, er helårsdækket den bedste løsning. Det sparer dig nemlig for to dækskift om året og medmindre, du selv skifter hver gang, kommer det til at koste dig på den lange bane. 

Bagsiderne ved helårsdæk?

Er der ingen bagsider ved helårsdæk, spørger du så? Jo, det er der. Om sommeren er de ikke helt så knivskarpe i følelsen som sommerdæk. Du mærker altså ikke helt så præcist, hvad forhjulene foretager sig rundt i sving, som hvis du kørte på et egentligt sommerdæk. I mit tilfælde er testbilen en Volvo V70 GLT, du kan se mere om hér, og her foregår 99 pct. af kørslen rimelig tilbagelænet, hvilket passer fint til helårsdækkets lidt "blødere" facon. Bliver det rigtig vinter med masser af sne og is, vil nogle typer af vinterdæk være bedre end et gennemsnitligt helårsdæk.

Helårsdæk i sne og slud

Egentlig ville jeg rigtig gerne have prøvet Vredestein Quatrac 5-dækket af i sne og slud, for at se, hvordan det opfører sig i det føre. I følge Autobild er kvaliteterne gode, men jeg vil gerne prøve det af på egen bil. Dette må så vente til 2021, hvis der da kommer sne dér. 

Skal du så stryge ud og købe helårsdæk til din bil? Svaret er efter min mening både ja og nej. Kan du godt li' at køre friskt til i sving, bør du have sommerdæk på om sommeren, eller har du et stort kørselsbehov, er det også det mest sikkert at skifte mellem sommer og vinterhjul. På den måde har du altid det, der passer bedst til årstiden. 

Har du i stedet et lidt mindre kørselsbehov, kører du sjældent på grænsen af din bils formåen, eller bor du i byen, hvor du har andre transportmuligheder, er helårsdæk helt klart at overveje. De er en form for middelvej, som i 98 pct. af tiden er gylden – specielt når vintrene er milde som i år og sidste år. Så spørger du mig, var det et helårsdæk, du skulle have valgt denne vinter med de forhold, vi har haft – men som altid er det let at være bagklog.

Fordi du kun skal have ét sæt dæk til din bil, er det også en billigere vej, selv om du dog ikke må spare på dine dæk, hvis du reelt har et andet behov. 

Og husk, at vores test er ikke forbi. Senere på sommeren vil der igen komme en opdatering omkring, hvordan de klarer sig i varmt vejr.

Læs mere om tidligere opdateringer af samme dæk længere nede på sitet.

Opdatering torsdag d. 6. februar

På Bil Magasinet tester vi året rundt de nyeste typer af dæk, og en af de dæktyper, vi i efteråret satte os for at prøve af over vinteren, finder vi helårsdæk. Sådan en sæt blev monteret på Volvo V70'eren her i Richters Garage for at se, om de vil kunne erstatte tanken om et sæt sommer- og vinterdæk. Flere og flere danskere er nemlig trætte af at skulle skifte mellem de to, og når mange samtidig leaser deres nye bil, er det endnu mere besværligt at skulle købe fælge til en bil, du kun har i nogle få år eller måneder.

Nu skriver kalenderen d. 6 februar, og der er endnu ikke noget massivt snevejr, som har ramt Danmark – og det taler altså til helårsdækkenes fordel. De fungerer nemlig allerbedst i koldt vejr uden store mængder sne. Det er tydeligt i forhold til tidligere debatter på Facebook, at mange af jer læsere gerne vil holde fast i tanken om et vinterdæk til om vinteren og et sommerdæk til om sommeren. Denne vinter har indtil videre dog været så varm, at helårsdækkene som udgangspunkt er det bedre valg. 

På redaktionen håber vi dog stadig på at få noget snevejr i Danmark, så vi kan få testet dækkene af under alle forhold for at se, hvor meget de reelt duer til, når det bliver glat. Indtil videre har Vredestein Quatrac 5-dækkene, som vi tester, klaret sig utrolig fint. Du kan herunder læse om, hvad vores umiddelbare tanker var omkring dem, og de har ikke ændret sig markant.

Fortsættelse følger – og kryds så lige fingre for lidt sne!

Er du enig eller uenig, så hop over på vores Facebook-side og diskuter det i tråden til denne artikel. 

Vi tester helårsdæk

I Richters Garage bliver der altid afprøvet nyt gear og gadgets til bilen, og i øjeblikket står den i dækkets tegn. På Bil Magasinet vil vi nemlig afprøve nogle af de såkaldte helårsdæk for at se, om de kan det navnet antyder? Nemlig være et dæk, du kan bruge hele året. 

Testvinder i tyske Autobild

Til opgaven har vi derfor skaffet et sæt helårsdæk. I dette tilfælde fra Vredestein. Modellen hedder Quatrac 5, som skulle være et af de bedre på markedet. Det har så sent som i år vundet en test af helårsdæk til SUV'er i det tyske Autobild, hvor det fik fine ord med på vejen, og kom foran Michelin CrossClimate på andenpladsen og Continental AllSeasonContact, der fik en tredjeplads. Så dem monterer vi på redaktionens pt. største (og ældste) Volvo i form af min V70 GLT også kaldet "Sølvræven" – og det giver faktisk god mening. 

Forskel på sommer- og vinterdæk

Jeg kører faktisk ikke forfærdeligt mange km i Volvo'en hvert år, og hvis jeg skulle have både et sæt vinter- og et sæt sommerdæk liggende ville de blive for gamle, før de ville være slidt op. Derfor kunne det jo være rart, om bare man havde ét sæt dæk, som sad på bilen konstant. Samtidig har jeg mulighed for at bruge offentlige transportmidler, hvis Danmark blev dækket af sne. Omvendt har jeg ikke lyst til at køre i de lave vintertemperaturer med sommerdæk monteret. Men man kan jo sjældent både blæse og have mel i munden samtidigt – og heller ikke i dette tilfælde. 

Et sommerdæk er skabt til at yde masser af vejgreb i varmere temperaturer, mens et vinterdæk er lavet til at yde samme vejgreb bare ved lave temperaturer, og specielt når der er sne og sjap på vejen. Derfor har et vinterdæk en blød gummiblanding samt en masse lameller i mønsteret, mens sommerdækket typisk har en lidt hårdere gummiblanding og langt færre lameller. 

Findes den gyldne middelvej?

Helårsdækket lander, som du nok har regnet ud, midt i mellem de to – og på Vredestein Quatrac 5 er det helt tydeligt. Den inderste del af dækket er groft sagt et vinterdæk, mens den yderste del er markant mere sommerligt med færre og mere lige lameller. 

Jeg har diskuteret emnet med helårsdæk med flere kloge folk på området, og mange pointerer, at reelt burde man køre med sommerdæk om sommeren og helårsdæk om vinteren. Grunden til det er, at vores danske vintre typisk er meget milde, og det gør, at du de fleste dage vil få mere ud af at køre med et helårsdæk end med et reelt vinterdæk. Det bliver en påstand, som vi vil prøve af på redaktionen denne vinter. 

Første indtryk af Vredestein Quatrac 5

Indtil videre er dækkene blevet monteret på bilen på et sæt fælge, der måler 17". Dækkenes præcise størrelse er 205/45R17. Et par langture har gjort, at de nu er kørt til, inden vinteren er kommet. Nye dæk skal nemlig lige rulle nogle km, før de er klar til at gribe maksimalt i asfalten. Indtil videre har jeg bemærket følgende om dækkene, som indtil videre er blevet kørt ved 10+ grader i både tørt og vådt føre:

  • Komfortmæssigt føles de bløde som vinterdæk i dæksiden. Det vil sige, at de fint absorberer de små ujævnheder i asfalten, så du ikke mærker dem i kabinen. Det er godt for komforten men mindre godt, hvis du gerne vil have en skarp følelse med hjulene rundt i sving.
  • De støjer overraskende lidt. Jeg havde forventet, at helårsdækkene ville støje mere end de gamle sommerdæk, der sad på, men det er ikke tilfældet. Støjniveauet i kabinen føles som før, hvor den kørte med sommerdæk. Dækbredden er ens på de to (selv om helårsdækket på testbilen er vokset en tomme i diameter), så de bør være sammenlignelige.
  • Grebet på tør vej i plusgrader er lidt mindre end sommerdæk, men forskellen er meget lille efter min mening – og slet ikke så stor, som den plejer at være, når du kører på vinterdæk i tocifrede plusgrader. 

Så snart temperaturen for alvor begynder at falde, og der også kommer lidt sne til Danmark, kommer selvfølgelig en fortsættelse på artiklen, så vi kan blive klogere på, om du faktisk kan nøjes med ét sæt dæk til din bil, eller du fortsat skal skifte mellem sommer- og vinterdæk. 

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...