© A. Hansen

Er der hul i dækket? Bare kør videre...

For første gang bliver det muligt at købe kør-fladt-dæk til eftermontering. Dækkene giver mulighed for at køre op til 80 kilometer med et punkteret dæk.

5. oktober 2016 af Mikkel Thomsager

Har du stået med en punkteret bil på en travl motorvej, ved du, at det er en ubehagelig situation. Det kan du undgå med et nyt dæk fra Bridgestone. DriveGuard er navnet på verdens første kør-fladt-dæk til eftermontering.

For at få fornøjelse af dækket skal bilen dog have elektronisk dæktrykovervågning, hvilket blev påbudt på nye biler i EU fra 1. november 2014. Fra da af skal alle nye biler have et system, der overvåger dæktrykket individuelt i hvert hjul fra fabrikken.

Kør-flat-dæk er ikke nyt i sig selv

Hos nogle mærker har det været muligt at få en ny bil leveret med kør-fladt-dæk i en del år. Det gælder blandt andre Mercedes, BMW og Mini. 

Ikke alle kunder har tilvalgt denne løsning, dels på grund af merprisen, dels fordi kør-fladt-dæk er blevet kritiseret for at være stivere og dermed mindre præcise og komfortable end konventionelle dæk.

Bridgestone, som nu er i gang med 4. generation af kør-fladt-dæk til originalmontering, mener dog, at disse ulemper er overvundet.

© A. Hansen

DriveGuard er opbygget på en ny måde, som blandt andet løser problemet med opbygning af varme i dækket, når dækket køres uden tryk.

Dermed bevarer gummiet sine evner, frem for at smuldre som følger at overophedning, hvilket gør det muligt at reducere den ellers påkrævede afstivning af dækkets sider, som skal bære bilen, når der ikke er luft i dækkene, hvilet angiveligt sikrer bedre komfort.

Om dækket mister luft hurtig eller langsomt er ligegyldigt for dækkets evner, ligesom det er ligegyldigt, om hullet findes på trædefladen eller i siden. Når dæktrykket er i bund, kan dækket køres op til 80 km med op til 80 km/t. 

Derefter kan dækket behandles som et traditionelt, som kan lappes, alt efter hullets størrelse og placering.

Vi har prøvet DriveGuard med og uden luft på Bridgestone-testbanen i Aprilia uden for Rom. Hvor godt dækket er med luft i forhold til andre gode dæk, var det ikke muligt at vurdere under de givne forhold, til gengæld er oplevelsen af det punkterede dæk tydeligt.

Faktisk er centrifugalkraften med til at ”stive dækket af”, og ved kørsel på en lige strækning er det næsten umærkeligt at køre på det punkterede dæk. 

Det er også en del af årsagen til, at en dæktrykssensor er vigtig i forbindelse med kørsel på kør-faldt-dæk. Men kan faktisk nemt køre de 80 km, dækket holder til, uden bliver opmærksom på det som følge af bilen egenskaber.

Så snart man drejer, er der dog ingen tvivl om effekten. Bilen skrider en smule siderværds og føles ustabil, og dækket larmer, som kørte det på rumleriller.

DriveGuard fås både som sommer og som vinterdæk indtil videre i størrelser fra 185/65 R15 til 245/40 R18, som dækker de fleste almindelige biler på det danske marked.

Priserne er endnu ukendte, men ifølge Bridgestone Danmark er merprisen ca. 10 procent i forhold til konventionelle, gode dæk i tilsvarende dimension. 

Bridgestone DriveGuard introduceres i Danmark fra begyndelsen af 2017.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.