Vinterdæk på Audien
Vinterdæk på Audien © bilmagasinet.dk

Dækcentre har styrtende travlt

Ekstrem travlhed da store dele af landet mødte den første vinter

25. november 2010 af Autoupdate

Da årets første snefald tirsdag var en realitet, oplevede landets dækcentre en så kraftig storm af kunder, at der allerede flere steder i landet meldes om udsolgt på flere dækstørrelser. Selvom usædvanligt mange bilister i år har taget ved lære af sidste vinter og allerede i oktober investerede i vinterdæk, så giver det nu engang ekstra rykind, når naturen puster sig op.

”Det har været den travleste uge nogen sinde for os. Oktober var også over al forventning, men den seneste tid har virkelig slået benene væk under os,” siger Toben Albrekt, medejer af BilligAlu.dk, én af de få der tog telefonen, da AutoUpdate ringede rundt. ”Der er kø på telefonen. Leveringstiden ligger på 2-7 dage, og fra der går en ordre ind, og vi plukker den på lageret, går der i øjeblikket to dage.”

BilligAlu.dk, der ligger i Hørning lidt uden for Århus, har på kun tre år vokset sig til at være Danmarks mest besøgte netbutik inden for dæk og fælge. Med vinterens tidlige ankomst er der lagt op til endnu et rekordår.

40 procent af størrelserne er udsolgte
”Vi køber altid stort ind, og er da også stadig godt kørende, men på nuværende tidspunkt er vel godt 40 pct. af størrelserne udsolgte. Folk har helt klart lært af sidste vinter, bestemt. De vil ikke have chokket igen at stå uden vinterdæk. Det øgede salg i fjor giver også en vis effekt, eftersom vi ser en del gengangere fra sidste vinter,” siger Torben Albrekt.

Hos Dækbranchens Fællesråd mener konsulent Arne Hansen også, at den seneste vinter har haft en stor effekt på området.

”Vi har egentlig ikke kørt nogen store kampagner. Enkelte dækimportører har selvfølgelig gjort det, men man kan vel sige, at den sidste vinter har gjort sit til at gøre bilisterne opmærksomme på vigtigheden af vinterdæk,” siger han og understreger, at man i Dækbranchens Fællesråd gerne så, at vinterdæk blev lovpligtige.

”Det anbefaler vi helt klart. Det er det eneste rigtige. Nogen har selvfølgelig en anden holdning til det, bl.a. Færdselsstyrelsen. Men for os er der ingen tvivl: Sommerdæk om sommeren og vinterdæk om vinteren,” fortæller Arne Hansen, der også kan melde om, at dækimportørerne har købt mere ind, end de plejer for netop at undgå situationen fra sidste vinter, hvor mange centre måtte melde om udsolgt.

Dæk kan blive mangelvare
Men samme scenarie kan ikke udelukkes igen i år, mener Torben Albrekt fra BilligAlu.dk.

”Det er allerede et problem nu at skaffe dæk direkte fra fabrikkerne, der har skruet ned for produktionen. I Tyskland er der dog en del mellemled, men så bliver det dyrere. Jeg vil tro, at priserne på dæk kan blive op mod 30-50 % dyrere.”

En optælling i uge 4 viste, at antallet af biler med vinterdæk med 67 pct. var det højeste nogen sinde - 9 pct. højere end i 2006, hvor vinteren også var hård.

”Vi vil foretage i alt to målinger denne vintersæson,” fortæller Arne Hansen, ”den første i uge 48, hvor vi simpelthen går ud på offentlige parkeringspladser og ser, om bilerne har fået vintersutterne på. Vi er rigtig spændte på resultatet, og jeg tror, at vi når op på et højere tal end i fjor.”

Han medgiver dog, at tallet nok aldrig når op i nærheden af 100 pct., så længe det ikke er lovpligtigt. Og man får ham ikke til at indrømme, at man i Dækbranchens Fællesråd drømmer om en lang isvinter.

Kilde: Autoupdate

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.