Hvad er chiptuning?
Chiptuning lader til at være en simpel og billig løsning, hvis man vil klemme lidt ekstra saft og kraft ud af en motor. Førhen var man nødt til at ændre fysisk på bilen, typisk ved at skifte en karburator eller knastaksel.
I dag findes der en nemmere metode, fordi de moderne motorer er computerstyrede. Det betyder, at motoren bliver styret og indstillet ud fra fabrikantens software, som sikrer et optimalt forhold mellem brændstofforbrug, udledning og ydeevne.
Det er denne software, en chiptuning påvirker, og det kaldes for ‘stage 1 tuning’.
Et nyt program bliver indlæst i motorstyringen, der eksempelvis tillader motoren at bruge mere brændstof, hvorfor ydeevnen øges. Der er bedst effekt af at chiptune motorer med turbo, hvor ladetrykket kan reguleres.
Det er et simpelt indgreb, der foregår gennem en ekstern computer tilsluttet bilens computerstyring.
Læs også: Her er verdens hurtigste biler.
15% ekstra i ydeevne til en Up
Bil Magasinets tidligere motorjournalist Anders Richter var tilbage i 2018 med på værksted, da en VW Up skulle chiptunes. Der er ufatteligt mange Up’er på de danske veje, og fælles for dem alle er, at de er jævnt sløve i optrækket.
Derfor er det forståeligt, hvis bilejerne sukker efter højere ydeevne, netop som ejeren af denne Up gjorde.
Modellen, der her skulle chiptunes, stod med 75 hk og 95 Nm opgivet fra fabrikken af. Mekanikeren indlæste et TÜV-godkendt program, smed vognen tilbage på rullefeltet, og resultaterne kunne mærkes øjeblikkeligt. Ydeevnen steg med 15%, og Up’en kunne nu prale af 91 hk og 116 Nm!
Det er en stor forøgelse, og det er indlysende, hvorfor en chiptuning er attraktiv til den beskedne pris af 2.500 kr.

Der foretages en udmåling på rullefelt før og efter chiptuning, hvor motoreffekten kan aflæses.
© Anders RichterHvad siger loven?
Selv om chiptuning er en hurtig proces, er det langt fra nemt, hvis det skal være lovligt. Der er en skrap lovgivning på området, men mange chiptunings-værksteder oplyser ikke om, at indgrebet kan være ulovligt. Det er nemlig til enhver tid bilejerens eget ansvar at leve op til lovkrav.
Færdselsstyrelsen melder, at det som udgangspunkt er lovligt at chiptune en bil.
Bekendtgørelserne viser dog, at en chiptuning ikke må medføre øget forurening eller støj. Kravene til chiptuning skal sikre, at bilerne ikke tunes uden omtanke for miljø og sikkerhed, og de indskrænker bestemt også omfanget af chiptuningens effekt. Bilen skal dermed leve op til samme forskrifter fra fabrikanten, som kan findes i køretøjets datablad.
Der findes forskellige programmer til chiptuning, og du kan med sikkerhed finde programmer, der reklamerer med forbedret brændstofforbrug. Særligt er disse programmer målrettet dieselbilers brændstofforbrug, men du kan som udgangspunkt se dette som falsk reklame. Øget ydeevne vil medføre øget udledning, hvorfor det kan være svært at få godkendt en chiptuning.
Læs også: Bødetakster - Så store er fartbøderne i 2023.
Efter en chiptuning skal bilen stadig være sikkerhedsmæssig forsvarlig, hvis den skal godkendes i en synshal. Dette er samme regel, der gælder for andre former for tuning. Reglen betyder, at øges bilens ydeevne og kraftoverskud, skal eksempelvis bilens bremser ligeledes forbedres.
Det er et simpelt spørgsmål om, hvorvidt bilen kan ‘tåle’ den øgede effekt. Ligeledes skal dette kontrolleres og dokumenteres ved syn.
Regler for chiptuning:
- Det må ikke øge bilens forurening eller støjniveau.
- Bilens konstruktion skal fortsat være sikker og forsvarlig. Øges motorens ydeevne med over 20%, skal dokumentation fra bilproducenten vise, at bilen fortsat er sikkerhedsmæssigt forsvarlig.
- Bilen skal synes, hvor chiptuning skal fremgå som en konstruktiv ændring. Dette skal ske inden, at bilen tages i brug.
- Biler, der kun benyttes til motorløb, må godt overstige de typegodkendte krav, såfremt en tro- og loverklæring underskrives ved chiptuningens udførelse.

Chiptuning kan koste fabriksgarantien
Selv hvis det lykkes at tune bilen indenfor Færdselsstyrelsens reglement, kommer det med risici. Først og fremmest er der en chance for, at en chiptuning skader bilens motor på sigt.
Producenten har ikke blot sat begrænsninger på motoren for at reducere udledningen, men også for at holde motoren holdbar i mange år. Skrues der op for motorens ydelse, er det svært at spå om, hvad de langvarige effekter på motorens levetid bliver.
Dette er bilfabrikanterne bevidst om, og de ønsker derfor ikke, at deres biler bliver chiptunet. Ofte vil garantien på bilen bortfalde, og bilejeren kan derfor risikere selv at hæfte for problemer med motoren fremadrettet.
Selv hvis det valgte program er TÜV-godkendt, kan det koste garantien, uagtet om motorproblemer i fremtiden er direkte forårsaget af chiptuning.
Det er derfor ikke uden risici, når en bil chiptunes. Bilens mekanik belastes, og den økonomiske sikkerhed i form af fabrikkens garanti bortfalder. Dette er blandt årsagerne til, at FDM fraråder chiptuning.
Læs også: Regler for kørsel med trailer.
Hvordan godkendes chiptuning?
Modsat, hvad mange tror, så skal bilen synes efter chiptuning, inden den tages i brug. Kravet gælder uanset, hvor meget motorens effekt forøges med, og der skal medbringes dokumentation for, at bilen ikke forurener yderligere.
Programmet, der indlæses i kørecomputeren, gør givetvis, at bilen kører længere på literen, men det er ikke ensbetydende med, at bilen ikke forurener mere, end den må. Derudover skal effektforøgelsen også dokumenteres ved syn.
Der er typisk størst fidus i chiptuning af dieselbiler og turbomotorer. Her er det nemmest at øge motorens ydelse.
Chiptuning kan altid godkendes, såfremt bilen ikke efterfølgende overstiger den oprindelige og opgivne udledning. I praksis er det noget sværere at få godkendt, fordi større ydeevne også øger forureningen, og dieselbiler i forvejen er under strenge krav til udledning.
Chiptuning koster helt ned til 1.500 kr. Det er en relativt nem operation, og resultatet er tydeligt og mærkbart - men som alt andet, får du, hvad du betaler for. Vi ville gå langt uden om de billigste tilbud og i stedet opsøge en anerkendt specialist med dokumenteret erfaring, eget værksted og garanti på indgrebet.
Chiptuning er svært at få godkendt af en bilproducent, ligesom den øgede motoreffekt kan slide på bilens mekanik. Derudover kan det koste fabriksgarantien på bilen.
Chiptuning er netop derfor måske mest af alt relevant for ejere af biler, der ikke længere er omfattet af en garanti.
Læs også: Sådan får du repareret et stenslag.