Nye forbrugerkøbsregler
Det kan være det rene gedemarked at finde hoved og hale i forbrugerlovgivningen gældende for bilbranchen. Derfor giver vi dig her en guide over de rettigheder, der beskytter dig som forbruger, når du køber bil af en erhvervsdrivende.
Der er gode nyheder for bilkøbere.. Fra 1. januar 2022 har købere af brugte biler fået en portion ekstra rettigheder.
Der er tale om den del af reklamationsretten, som kaldes formodningsreglen. Den forlænges fra 6 til 12 måneder.
Det betyder, at hvis du køber en bil hos en forhandler, så er det dennes ansvar at bevise, at fejl, som opstår i de første 12 måneder efter købet, ikke var der til at starte med. Og det gælder også for brugte biler.
Er der garanti på brugte biler?
Det korte svar er nej - køber du en brugt bil, så skal du ikke forvente en garanti, medmindre sælger lover det i købsaftalen. Enkelte brugtvognsforhandlere giver garanti på dele af bilens mekanik, men i så fald skal dette fremstå af købsaftalen.
Gode råd til køb af en brugt bil hos forhandler:
- Kræv altid, at en garanti skrives på købsaftalen, hvis forhandleren har annonceret en garanti.
- Kræv altid, at garantiens omfang og dækning beskrives på købsaftalen.
Der er som udgangspunkt ikke garanti på biler, der er ældre end den garanti, som fabrikken giver på nye biler. Ofte vil denne garanti også bortfalde, hvis bilen ikke har overholdt alle services på autoriserede værksteder. Derfor skal du ikke sætte næsen op efter fabriksgaranti, hvis bilen er brugt og mere end et par år gammel.
Garanti på fabriksnye biler:
- Der er typisk mellem 2-5 års nyvognsgaranti.
- Der er ofte 3 års garanti på lak.
- Der er oftest 12 års garanti mod gennemtæring.
- Der er mellem 6-8 års garanti på batterier (el+hybrid).
Garantien dækker, modsat reklamationsretten, fejl og mangler, som kan være opstået efter køb. Fabriksnye biler kommer altid med en garanti, der dækker i en variabel årrække alt efter producent.

Hvad dækker reklamationsretten?
Dit bilkøb er altid dækket af reklamationsretten i to år, der er gældende fra købsdatoen.
Med reklamationsret kan du reklamere over fejl og mangler på bilen, som må antages var på bilen, inden du indgik en købsaftale. Dermed dækker reklamationsretten også fejl, som du ikke nødvendigvis opdager inden købet.
Hvis reklamationsretten skal dække en fejl, så skal årsagen til fejlen være sket forinden eller under levering af bilen. Finder du en fejl, skal du straks henvende dig til forhandleren for at få fejlen udbedret.
Reklamationsretten dækker også mangler ved bilen. Det betyder, at bilen skal leve op til de specifikationer, som du er blevet lovet i købsaftalen og annoncen.
Eksempelvis kan du opdage, at bilen mangler noget udstyr, som den ellers bør have ifølge aftalen. Hvis det sker, så sikrer reklamationsretten, at du får manglen erstattet - enten ved eftermontering af udstyret hos forhandleren, eller ved et prisafslag.
Læs også: Trin for trin guide - Sådan lægger du et bilbudget.
Formodningsgarantien er udvidet
Formodningsgarantien er den del af reklamationsretten, der bestemmer, hvor lang tid forhandleren er ansvarlig for fejl på bilen. Her er der gode nyheder for danske forbrugere. Formodningsgarantien er nemlig udvidet fra 6 til 12 måneder.
Det er forhandlerens byrde at bevise, at fejlens årsag ikke ikke eksisterede før salget. Dermed er det først og fremmest sælgers hovedpine, hvis der opstår fejl på bilen, der kan spores op til 12 måneder tilbage.
Ifølge Lennart Fogh, Advokat og Afdelingsleder hos Juridisk rådgivning ved FDM, betyder de udvidede regler ikke, at man kan forvente gratis reparationer i det første år på en nedslidt bil.
Læs også: Danmarks fedeste elbil til prisen - Polestar 2.
Formodningen følger med bilens stand, og så kan det være en vurderingssag om noget må forventes at skulle skiftes.
”En 20 år gammel bil, som har kørt 300.000 km, må man forvente har haft sine bedste år og kilometer. Der må man regne med, at der kommer nogle vedligeholdelses reparationer undervejs, også ret kort tid efter købet. Så kan det være lettere for den erhvervsdrivende at komme ud over formodningsreglen,” uddyber Fogh.
Du kan klage til Ankenævn for biler
Den udvidede formodningsregel er altså ikke en garanti for dig som køber. Skulle en uenighed omkring ophavet af en fejl være helt uløselig, kan man søge at få den løst via Ankenævn for biler.
Ankenævnet behandler forbrugerklager vedrørende køb og reparation af biler. Formålet med klagebehandlingen er primært at finde en forligsmæssig løsning, og kun i de tilfælde, hvor dette ikke er muligt, bliver sagen behandlet og afgjort af ankenævnet.
Ankenævnet består af en nævnsformand, der er dommer, samt et ligeligt antal repræsentanter for forbruger- og erhvervsinteresser.
Du kan læse mere og oprette en klage over et køb eller reparation her (åbner i nyt vindue).

Bil Magasinet kårede Seat Leon til Årets Brugtbil i 2020. Læs hvorfor her. I 2021 var det Hyundai i30, der løb med prisen.
Skal du købe privat?
Det kan være attraktivt at købe privat, hvis din udkårne bil er godt brugt, og derfor ikke er lige så godt beskyttet af formodningsreglen. Især, hvis den samtidigt koster lidt ekstra hos en forhandler i fremtiden, som resultat af den udvidede formodningsgaranti.
Privat får du ikke de samme rettigheder, men både køber og sælger har mulighed for at få en ekstra god handel. Bilerne købes oftest som beset, og så er der altså ikke noget, du kan komme efter, medmindre du decideret har fået falske oplysninger, og er blevet snydt.
Husk: Køber du bil af en privatperson, så har du på ingen måde samme rettigheder, som ved et forbrugskøb. Til gengæld kan du se sælger i øjnene og nemmere vurdere, hvorvidt der er blevet passet på bilen. Du har ingen garanti ved et privatkøb, men ofte kan du fornemme, om sælgeren er ærlig.
Gode råd til køb af brugtbil
Slå bilens nummerplade op.
- Her kan du se tidligere synsrapporter, om der er tegn på fusk med kilometertallet, samt sammenligne information med sælgers annonce. Brug hjemmesider som tjekbil.dk og nummerplade.net.
Tjek servicehistorikken grundigt.
- Det har meget at sige for standen af en bil, om servicebogen er blevet fulgt. Du kan forvente en kortere levetid på bilen og større udgifter til reparationer, hvis de påkrævede services ikke er blevet overholdt. En hullet servicebog behøver ikke være noget enormt problem, og kan altid bruges i en prisforhandling. Husk, at det er dig, som løber risikoen i en handel.
Prøvekør bilen ordenligt
- Nej, vi anbefaler ikke, at du kører en forhandlers eller privatpersons bil, som om du har stjålet den. Men vi anbefaler, at du ikke holder dig tilbage, så du bedre kan fornemme, hvordan bilen kører. Hvis du ikke er kyndig på mekanik, så kan du altid trille forbi et værksted og få en mekaniker til at undersøge bilen.
Undersøg bilen hjemmefra
- Sørg for at have undersøgt typiske fejl på den bil, som du skal se på. Det store internet er et hav af information, og du bør læse brugstest af bilen - både nye og gamle.
- Bil Magasinet er et oplagt sted at gøre det. Du kan læse test af brugtbiler her og test af nye biler her.