Plugin-hybriden er det eneste alternativ til en elbil, der giver mening i afgifts-Danmark.
Bachmann pendler én uge i to af de bedste lige nu: Mercedes C-klasse med en elektrisk rækkevidde på 80-90 km og den reviderede BMW 3-serie, der nøjes med at køre på el de første 40-45 km.
Testens indhold:

Det er årets hidtil sværeste opgave at kåre en vinder af duellen, for begge biler er vellykkede.
Klækkelig rabat på plugin-hybrider
Plugin-hybriden er en mellemstation mellem biler med forbrændingsmotor og elbiler. “Plug-in” betyder “sæt stikket i” og illustrerer, at bilen har et batteri, som kan lades inden afgang. Når der ikke er mere elektrisk energi på lager, eller man har brug for flere kræfter end batteri og elmotor kan levere, starter en forbrændingsmotor.
Herhjemme brød biltypen for alvor igennem med omlægningen af bilafgifterne i februar 2021, der gav såkaldte lavemissionsbiler med et CO2-udslip under 50 g/km en kæmpe rabat på registreringsafgiften for at få flere grønne biler på gaden.
Rabatten er på 50 pct. i 2023, så du i princippet betaler halv så meget i afgift på en plugin-hybrid i forhold til en tilsvarende benzin- eller dieselbil. Herudover er ekstraudstyr tilsvarende billigere, mens den årlige ejerafgift på plugin-hybrider kun er på typisk 740 kr.
Ulempen ved en plugin-hybrid er først og fremmest det korte serviceinterval på typisk 1 år/15.000 km. Det er træls at skulle til service dobbelt så ofte som i en dieselbil.
Hvis du tager en plugin-hybrid som firmabil, skal du også være opmærksom på den vanvittige lov om genberegning af bilens skattepligtige værdi efter tre måneder.
De seneste to år har brugtpriserne på plugin-hybrider typisk været højere end nypriserne, hvorfor brugere af firmabiler har fået et chok, når Motorstyrelsen har meddelt, at deres bil beskattes hårdere efter tre måneder, end da den var ny.

BMW’en har 184 hk fra en 2-liters turbobenziner og 109 hk fra en elmotor – i alt en systemydelse på 292 hk.
© Søren JuulBMW 330e mod Mercedes C300e
Vi tager fat i to af de mest modne og komplette opladningshybrider på markedet: BMW 330e Touring og Mercedes C300e, begge stationcars i mellemklassen med 2-liters turbobenzinere, et relativt stort, opladeligt batteri, automatgear og baghjulstræk.
Vi udsætter dem for en langtur med opladet batteri og forvarmet kabine, lader bilerne selv overholde lokale hastighedsgrænser og kører 250 km i let til tung trafik i 12 graders varme og godt humør.
Faceliftet 330e med større batteri
BMW 3-serie kom første gang som plugin-hybrid i 2016. Den daværende BMW 330e havde en 2-liters turbobenziner, et 7,6 kWh batteri og en elmotor med tilsammen 252 hk og en elektrisk rækkevidde på 40 km (WLTP). Den nuværende 330e-model kører videre med samme benzinmotor, men batteriet er vokset til 12 kWh og den elektriske rækkevidde er øget til 61 km.
Øget rækkevidde er symptomatisk for biltypen, og da systemydelsen samtidig er vokset til 292 hk og momentet til 450 Nm, er her godt med power til rådighed.
På trods af, at den nye model får større rabat på afgiften end forgængeren, er prisen uforandret fra 2016 og til i dag, hvor 330e Touring fås fra cirka 550.000 kr.
Den køreklare vægt er 225 kg højere end den tilsvarende BMW 330i Touring med benzinmotor, men BMW er blevet så dygtige til at kamuflere vægten, at du nærmest skal kaste bilen sidelæns for at kunne mærke det.
Læs også: Test af Audi A4
På en kvik start på en fedtet efterårsvej kradser bagdækkene lidt, inden de får vejgreb, og ESC-systemet får afværget hjulspin, men decideret understyring på grund af den høje vægt fornemmes kun, når man provokerer bilen urimeligt.
Vores helt nye testbil har en besynderlig uvane med at springe i gang med et sæt, når man starter for grønt lys, nærmest som om man har trådt sømmet i bund. Det klæder den ikke, men bør kunne fikses under klargøringen.

2022-faceliftet introducerer en stor buet skærm som i elbilen i4. Opdateringen fungerer godt og giver mening.
Hvor langt kører BMW 330e på literen?
Jeg starter hjemmefra på landet i Vestsjælland med opladet batteri og forvarmet kabine og taster Bil Magasinets adresse ind på den nye 14,9” skærm i midten. Skærmen reagerer lynhurtigt, men tiltrækker fedtfingre, så jeg bruger i stedet det nye drejehjul mellem stolene. Det kan diskuteres, hvor praktisk det er, men det fungerer efter hensigten.
Navigation er standard og guider mig de 125 km på tværs af Sjælland med hensyntagen til så lavt et forbrug som muligt og så meget kørsel på el i byen som muligt.
De første 33 km foregår på el, og benzinmotoren starter først, da jeg har kørt et stykke på motorvej med 130 km/t. Herefter starter og stopper den næsten uhørligt alt efter belastning, indtil vi kører på el gennem morgentrafikken på tværs af København og frem til målet.
BMW’en triller ind på magasinets p-plads med den sidste rest af el på batteriet og når et snitforbrug på 30,5 km/l for benzin foruden de 11,2 kW el, som jeg hældte på inden afgang.
På returrejsen med “tomt” batteri kører stationcar’en 20,5 km/l, hvilket er flot for så tung en bil.
BMW 330e
Testbilen er svær at skelne fra en 5-serie, og det er en kompliment. På langturen ligger den lige så tungt som en 5-serie, og i sving opfører den sig som en BMW.
Pris (testbil): 584.560 kr.
Opbygning: 5 døre, 5 sæder, stationcar, plugin-hybrid, 11,2 kWh batteri, R4 2.0 16V turbo + el
Systemydelse: 292 hk, 440 Nm
0-100 km/t: 5,9 sek.
Topfart: 230 km/t (140 km/t på el)
Elektrisk rækkevidde WLTP: 61 km (målt 42)
Forbrug WLTP: 71,4 km/l
CO2-udslip: 31 g/km
Dimensioner: 471/183/144 cm (L/B/H)
Vægt/last/påhæng: 1.900/450/1.500 kg

Den blå Mercedes har 204 hk fra en 2-liters turbobenziner og 129 hk fra en elmotor; i alt er her 313 hk.
Hvor langt kører Mercedes C300e på literen?
Det løftede et par øjenbryn, da Mercedes i 2020 annoncerede, at den kommende C-klasse plugin-hybrid ville have en elektrisk rækkevidde på over 100 km.
Vi lånte første gang en C300e i foråret 2021, hvor jeg testede den flere gange på nøjagtig samme rute og under samme betingelser som i dag.
Med opladet batteri og varme i kabinen (indstil afgang via en app, og få varmet kabinen, mens bilen er koblet til hjemmeladeren), lyder mit snitforbrug for de 125 km på tværs af Sjælland på 16,7 kWh el og 2,1 liter benzin (47,6 km/l).
Med tomt batteri (det bliver aldrig helt tømt, men bevarer en funktion som en almindelig hybridbil med opsamling af bremseenergi) på returrejsen går Mercedes’en 17,5 km/l, hvilket er kortere på literen end BMW’en men stadig et lavt forbrug for så tung en bil.
Læs også: 7 ting du skal vide om plugin-hybrider
Mercedes C300e
Selv på en snoet bivej springer Mercedes’ plugin-hybrid afsted, som om ingen har fortalt den, at den er en teknisk kompliceret tyksak på 2,1 ton. En vellykket plugin-hybrid.
Pris (testbil): 657.491 kr.
Opbygning: 5 døre, 5 sæder, stationcar, plugin-hybrid, 25,4 kWh batteri, R4 2.0 16V turbo + el
Systemydelse: 313 hk, 550 Nm
0-100 km/t: 6,1 sek.
Topfart: 240 km/t (140 km/t på el)
Elektrisk rækkevidde WLTP: 107 km (målt 80-90 km)
Forbrug WLTP: 166,7 km/l
CO2-udslip: 14 g/km
Dimensioner: 475/182/146 cm (L/B/H)
Vægt/last/påhæng: 1.210/535/1.800 kg

Den opdaterede C-klasse plugin-hybrid har fået fladt gulv i stedet for en grim og upraktisk kasse til batteriet.
Mindre bagagerum end i en Golf
Testbilen vejer over 2,1 ton og er dermed mere end 200 kg tungere end BMW’en. En udflugt med fem voksne ombord afslører, at C-klassen simpelthen er for lille til dét formål, selv om hverken drivline eller undervogn har problemer med kapaciteten.
Den 9-trins automatgearkasse er fornemt kalibreret til samspillet mellem benzin- og elmotor og skifter umærkeligt i Comfort og hurtigt og effektivt i Dynamic. Det samme gælder i øvrigt den 8-trins automatgearkasse i BMW’en, der leverer på samme niveau (bortset fra uvanen med at springe i gang).
Læs også: Test af populære Ford Kuga.
Den forrige C-klasse plugin-hybrid havde en hæslig kasse i bagagerummet til sit batteri, der især i sedanen stjal plads og gjorde bagagerummet for lille i forhold til bilens størrelse.
Den nye model har et større batteri, der er bredt ud over hele gulvet, som er fladt, men højt placeret.Her er ingen kælder under gulvet som i BMW’en.
Batteriet kan lades med 11 kW i hjemmelader eller op til 55 kW i hurtiglader (8.127 kr.) og stjæler stadig plads, så bagagerummet er mindre end i en VW Golf (det kan blive en udfordring på bilferien, bilen må dog trække op til 1.800 kg).
Læs også: Her er de største familiebiler.
Velfungerende ekstraudstyr fra Mercedes
Mercedes C-klasse har som standard to store skærme, stemmestyring på dansk og en af markedets bedste adaptive fartpiloter. Her er også en velfungerende aktiv vognbaneassistent, blindvinkelalarm, fingeraftrykslæser og meget mere.
Testbilen har herudover Premium Plus Executive-pakke til 67.585 kr. med de fremragende nye digitale, adaptive LED-lygter, der selv blænder op og ned, kører med konstant langt lys og kan tegne figurer på vejen og anvende symboler, fordi lygterne i virkeligheden projicerer en “film” i stedet for bare lys.
Pakken har også et stort headup-display med augmented reality, der “blander” symboler med det, du kan se ud af forruden, så bilen for eksempel peger på lige præcis den afkørsel, du skal tage ud af en rundkørsel, med en stor, fed blå pil. Drej her, mester! Det fungerer super godt i praksis.
Læs også: Test af BMW X3

3-serien danser gennem svinget og ignorerer sin køreklare vægt på 1.900 kg. Balancen er fornem.
Hvad koster bilerne i 2023?
BMW 330e M Sport er også veludstyret som standard med sportsstole, hvor ryglænet kan justeres i bredden, M-pakke ude og inde, 3-zone klima, tykt M-læderrat med varme, 18” M-fælge og en fornem adaptiv fartpilot.
BMW sætter ikke selv hastigheden op og ned efter lokale forhold, for de insisterer på, at føreren er i fuld kontrol. Hver gang man kommer til en ny fartgrænse, foreslår bilen den 50-100 meter før, hvorefter man trykker “Set” på rattet med venstre tommelfinger. Det fungerer godt.
I dag styrer og kører Mercedes’ biler med forbrændingsmotorer mindst lige så godt som BMW’s biler, så tiden, hvor en 3-serie automatisk vandt test i Bil Magasinet, fordi den kører som en BMW, er forbi. I dag kører en C-klasse også som en BMW!
Jeg havde kåret Mercedes til vinder, men kort før deadline kom der så 2023-priser på testbilen, der stiger fra 535.000 kr. til 654.000 kr. – det er 119.000 kr.! BMW’en stiger kun med 23.000 kr., så derfor vinder den duellen.
OBS: Priserne, der beskrives i testen, har ændret sig siden publicering. Nedenfor står opdaterede priser på begge biler. Nu hvor priserne er rykket tættere sammen, takket være Mercedes' kampagne på C-klassen, er Steen Bachmaan ikke sikker på, at BMW'en ville vinde testen i dag.
Priser i marts 2023:
- BMW 330e Touring M Sport: Fra 567.650 kr.
- Mercedes C300e Statiocar: Fra 603.850
TESTVINDER: BMW 330e
Det er næsten umuligt at kåre en vinder, for begge biler er formidable allroundere med høj brugbarhed, kraftige drivliner og lækker udførelse. En voldsom prisstigning på 2023-årgange af C-klasse giver BMW sejren.