© iStock

Undersøgelse: Firehjulstræk giver falsk tryghed

Svensk forsikringsselskab afliver myte med ny undersøgelse. Her kan du se det overraskende resultat.

25. december 2018 af BIl Magasinet


Forsikringsselskabet Folksam har undersøgt 35.000 ulykker for at blive klogere på, om firehjulstræk er bedre end to-hjulstræk på sne og is. 

Firehjulstrækket bliver solgt med argumentet om, at vinterkørsel er mere sikkert, hvis du sammenligner med to-hjulstræk.

- Vi har bemærket, at det er den åbenlyse sandhed, selvom vi faktisk ingen forskning har på området. Derfor besluttede vi os for undersøge det, fortæller Folksam’s trafiksikkerhedsforsker, Matteo Rizzi, til expressen.se.

Folksam kiggede på data fra 35.000 af politiets ulykkesrapporter. Herefter blev dataen behandlet således, at ugyldige eller dårlige sammenligninger blev frasorteret. Biler med to-hjulstræk, permanent firehjulstræk og omskifteligt firehjulstræk er talt med i undersøgelsen.

Resultaterne er overraskende. Statistikken viser nemlig, at der er en markant højere risiko for at blive såret eller dræbt i en ulykke, hvor bilen har været med firehjulstræk.

I ulykker, hvor is og sne har påvirket terrænet, var der en 20-30% større risiko for personskade. I almindeligt eller vådt føre var risikoen den samme, uanset to- eller firehjulstræk.

Flere ulykker med firehjulstræk

Folksam’s analyse viser, at der er væsentlig flere uheld med firehjulstrukne biler. Det skyldes trækkræften, der er naturligt bedre på de firehjulstrukne biler, som gør at hastigheden er højere. Trækkræften betyder dog ikke noget når bilen skal bremse, men den høje fart betyder noget for størrelsen på ulykken.

- Det var meget tydeligt, at hastigheden i de firehjulstukne biler var noget højere. Førerne får en falsk følelse af sikkerhed og kan derfor ikke vide, at deres bil ikke er mere sikker end én med to-hjulstræk. Derfor sænker de ikke farten, siger Matteo Rizzi.

Højere pris for forsikringerne?

- Vi kan ikke sige endnu, hvornår det vil påvirke vores forsikringer, men det er klart, at enhver forskning, vi gennemfører, er med til at justere prisen på vores forsikringer.

Matteo efterlyser en form for teknik, hvor føreren bliver oplyst om det greb, der er i vejen.

- Hvis bilerne i fremtiden kunne fortælle føreren, at vejen er glat, vil vi mindske risikoen for uheld. Føreren mærker tydeligvis ikke føret i en firehjulstrukket bil.

Folksam’s samlede resultat af undersøgelsen vil blive præsenteret ved en konference i juni.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...