Biler på nettet
Udbredelsen af biler der er koblet til nettet er i kraftig vækst og det giver en lang række smarte funktioner. For eksempel kan flere bilmodeller nu byde dig velkommen, når du sætter dig bag rattet, med vejrudsigten for den destination bilen har fundet i en begivenhed i din kalender.
Den anden vej rundt kan du ved hjælp af en app tjekke om bilen er låst, hvor meget brændstof der er tilbage i tanken eller sætte bilen til at lufte ud på et bestemt tidspunkt for at sænke temperaturen i kabinen.
Nemmere parkering
En af de nyeste funktioner gælder omkring 500.000 ejere af en nyere Volkswagen, Audi, Seat eller Skoda.
”Vi arbejder på at gøre det nemmere at parkere, og nu tager vi endnu et skridt i den retning. Når man som bilist parkerer sin bil, får man i appen – for eksempel minVolkswagen fra Volkswagen – en notifikation, der viser, at man er i en p-zone, eller hvilke p-zoner man er tæt ved. Ønsker bilisten så at igangsætte parkeringen med EasyPark, er det muligt at vælge det. Så snart bilisten er færdig med at parkere og kører afsted, stopper parkeringen og dermed også betalingen automatisk. Så bliver det ikke nemmere at parkere,” forklarer Bernd Reul, landedirektør for EasyPark Danmark.
Penge ud ad vinduet
Mange bilister glemmer at stoppe parkeringsbetalingen efter endt parkering. Og mange oplever, at de slet ikke fik startet parkeringsbetalingen, fordi de ikke var klar over, at det var påkrævet dér, hvor bilen blev parkeret. Det ender med overbetaling og endda dumme parkeringsbøder, og det er penge lige ud ad vinduet.
En undersøgelse lavet af EasyPark i samarbejde med YouGov viser, at danske bilister betalte 44 procent for meget, når de brugte p-automater i 2016.
Ældre biler kan også komme på nettet
Stikket og smartphone-appen bliver tilbudt gratis til alle, der køber en ny Volkswagen, Audi, Skoda eller Seat. Ejer du allerede en af de fire bilmærker, som er produceret i 2008 eller herefter, kan du få teknologien installeret uden omkostninger ved at kontakte dit autoriserede værksted.
Du kan få mange flere gode historier i Bil Magasinet, som udkommer hver måned. Få de første 6 numre af Bil Magasinet direkte ind gennem brevsprækken. Prisen er kun 199 kr. Du sparer 220 kr. Læs mere om det gode tilbud lige her.
