15 procent af alle ulykker med motorcykler i Danmark sker, hvor en bil drejer til venstre og overser en modkørende motorcykel. Det viser en opgørelse, som Rådet for Sikker Trafik har foretaget for Bil Magasinet.
I perioden 2011-2015 førte denne type af ulykker til 15 dræbte og 121 alvorligt kvæstede motorcyklister.
En test, vi har foretaget hos Bosch store forskningscenter i Boxberg ved Frankfurt viser, at denne typer ulykker relativt nemt kan undgås med ny teknologi.
Bygger digitalt skjold
Hos Bosch forsker de i at bygge en slags digitalt skjold rundt om motorcyklen. Hvis en bil ser ud til at ville dreje ind foran motorcyklen, lyder der en høj akustisk alarm i motorcyklistens hjelm, samtidig med at motorcyklens elektroniske stabilitetssystem gør klar til en katastrofeopbremsning eller en undvigemanøvre.
Bilisten får i god tid en advarsel på sit navigationssystem om, at der kommer en modkørende motorcyklist. Hvis han eller hun alligevel kører frem, vil bilen aktivere sin nødbremse for at undgå en kollision.
Systemet fungerer også ved vognbaneskift og sammenfletninger, i vejkryds og i rundkørsler.

Bilen foretager et vognbaneskift, og risikerer at overse motorcyklen, der kommer bagfra. Motorcykel og bil taler sammen via trådløst netværk, og advarer hinanden om risikoen for en kollision.
© Ralf GrömmingerHvad bliver det næste?
Bosch opfandt de blokeringsfrie bremser og ESC-stabilitetssystemet – begge dele findes i dag på de fleste nye motorcykler.
Hvad bliver det næste?
“Det bliver, at biler og motorcykler konstant oplyser om deres position, kurs og hastighed. Det vil betyde, at vi kan undgå mange ulykker – ikke mindst for motorcykler, som har et teknologisk efterslæb i forhold til biler, hvad angår sikkerhed. Vi arbejder på at udvikle en standard, hvor køretøjer kommunikerer et signal om deres position via et åbent netværk, den såkaldte WLAN- protokol,” siger Henning Heikes, der er senior project manager hos Robert Bosch AG.
5 fede motorcykler fra MC-Revyen 2017
Min router derhjemme er ikke 100 pct. stabil. Hvad nu hvis teknologien ikke virker, lige præcis den dag jeg overser en motorcykel i høj fart, der er ved at overhale?
“Hvis teknologien ikke virker, så virker den ikke. Men det er vigtigt at forstå, hvorfor dit netværk derhjemme ikke altid er stabilt. Der er ikke særligt skrappe krav til forbrugerelektronik, og slet ikke i sammenligning med krav til industrien. Vores elektronik er testet fra minus 40 grader til plus 80 grader, for det skal bare virke. Hvis du lægger din mobiltelefon i solen i Dubai en halv time, slukker den. Det gør vores system ikke.”

Henning Heikes tester et system, der lader biler og motorcykler tale sammen for konstant at udveksle data om hastighed, kurs og position.
© Ralf GrömmingerHvordan fungerer kommunikationen?
“Vi placerer en lille sender og en processor i bilen eller motorcyklen, der kan behandle 5500 beskeder i sekundet. Den sender ti gange i sekundet, og alt er krypteret. Hvis du kører på en tisporet motorvej, bestemmer systemet, hvad der er interessant, og hvad der ikke er interessant for dig. Hvad er inden for min sikkerhedszone? I yderste bane er jeg ikke interesseret i, hvad der sker i den inderste, men hvis jeg kører 200 km/t på motorcykel, vil jeg gerne vide, om der foregår noget uventet længere fremme.”
Vi har allerede fartpiloter med radarer, og Audi kommer nu med laserskanner?
“Ja, men vores teknologi er den eneste, der kan se om hjørner og se, hvad der sker fem eller ti biler fremme.”
Er det grundforskning?
“Ja, det kan du godt kalde det. Vi udvikler systemer, som producenter af biler og motorcykler kan købe og implementere i deres produkter. Udviklingen af et system tager typisk 12-24 måneder. Det næste skridt bliver selvlærende teknologi, men der er et stykke, til vi når dertil. Det har enormt potentiale. Tænk hvis din bil lærer af sin og andre bilers fejl, og kan udnytte det til at gøre trafikken mere sikker. Det vil være godt for alle.”
Stadig afgifter på sikkerhed
Herhjemme er sikkerhedsudstyr på motorcykler belagt med 150 pct. registreringsafgift lige som på biler. Det hæmmer ifølge Rådet for Sikker Trafik og FDM udbredelsen af højere sikkerhed på de danske veje.