© iStock

Beskidt trick: Pas på sennep i motoren

Har du hørt om senneps-tricket? Det havde Håkan Larsson fra Skåne ikke, da han ville sælge sin Skoda Fabia, og det havde nær kostet ham en formue.

12. oktober 2018 af Bil Magasinet

Der er nogle, der vil gå langt for at købe en bil til en god pris. Men hvor de fleste trods alt lader det være op til deres forhandlingsevner, så er der andre, der tager beskidte kneb i brug. Det oplevede svenske Håkan Larsson, da han satte sin bil til salg på nettet. Det skriver expressen.se.

Den otte år gamle Skoda Fabia blev sat til salg med en pris på 34.000 svenske kroner, men der gik tre uger uden nogen henvendelser fra interesserede købere.

Men pludselig ringede en mand fra Malmø og viste interesse for den gamle Fabia, og han ville gerne lægge vejen forbi for at kigge nærmere på bilen.

Efterfølgende dukkede manden op som aftalt, og med sig havde han taget sin bror, som blev hos Håkan Larsson, mens den potentielle køber trillede en tur i bilen.

- Han var væk i cirka 10 minutter. I mellemtiden spurgte hans bror mig, om jeg havde fået skiftet toppakningen på motoren, da der ifølge ham var store problemer med den på denne udgave af Skoda Fabia. Jeg svarede, at det ikke havde været et problem hos mig, fortæller Håkan Larsson til avisen.

Gul oliepind

Da den potentielle køber vendte tilbage efter prøveturen, åbnede han motorhjelmen og hev oliepinden op. Den var helt gul, og selve oliepåfyldningslåget var på undersiden også smurt ind i en gul masse – et tegn på at der var kommet vand ind i motoren.

- 'Hvad!?' tænkte jeg. Motoren er gået i stykker. Toppakningen er røget.

Den defekte motor skræmte dog ikke de potentielle købere væk. De ville ifølge Håkan Larsson fortsat gerne have bilen – men naturligvis til en markant nedsat pris.

Han ville dog ikke sælge dem den defekte bil, før han havde sikret sig, at der vitterligt var noget så alvorligt galt med bilen, som den gule masse kunne tyde på, og da de to mænd noget utilfredse efterlod ham med sin tilsyneladende defekte bil, tog han sig tid til at undersøge motoren nærmere.

- Jeg tænkte 'hvad pokker, det lugter jo ikke som olie', så jeg smagte på det. Og det var sgu sennep, fortæller Håkan Larsson til Expressen.

Senere samme dag fik han en mail fra den interesserede bilkøber.

- Han skrev, at han kunne give 20.000 for bilen. Jeg takkede nej. Til gengæld skrev jeg tak for senneppen, og at den var perfekt til aftensmåltidet.

Du kan få mange flere gode historier i Bil Magasinet, som udkommer hver måned. Få de første 6 numre af Bil Magasinet direkte ind gennem brevsprækken. Prisen er kun 199 kr. Du sparer 220 kr. Læs mere om det gode tilbud lige her.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...