Det er blevet lettere for bilejere at snyde med bilsyn
Det nye site Tjekbilsyn.dk er en hjemmeside, der gør det muligt for bilister at se, hvilke synsvirksomheder der er mest generøse med godkendelsesstemplet.
På papiret burde alle bilsyn i Danmark tjekke efter de samme ting og have de samme standarder, når det kommer til, hvilke biler der kan godkendes, og hvilke der må sendes til omsyn.
Men sådan er virkeligheden ikke. Tal fra Tjekbilsyn.dk viser, at der er stor forskel på den andel af biler, som synshallerne godkender.
Ifølge tallene blev 508.410 ud af 773.830 bilsyn, der er blevet registreret i Tjekbilsyns system, ubetinget godkendt. Det svarer til en gennemsnitlig godkendelsesprocent på 65,7 procent.
Men hvor nogle synshaller i Københavnsområdet har en godkendelsesprocent på 92 procent, godkender andre synshaller blot 65 procent af de biler, der kommer til syn.
Baggrund for tallene: Tallene på Tjekbilsyn.dk er trukket ud fra Tjekbils database, der sammenligner synsrapporter fra forskellige synshaller. Udover at sammenligne synsrapporter, henter Tjekbil også data fra Tinglysning, Skat og Trafikstyrelsen.