På årets sidste sommernat 31. august 2014 fik København en ordentlig skylle. Enkelte steder faldt over 100 millimeter, og selv på gader med udmærkede kloakeringsforhold i indre by stod vandet op til anklerne, da skybruddet var mest intenst omkring kl. 02.00 natten til søndag.
I løbet af natten drev kraftige tordenbyger op over København sydfra. Det begyndte lidt efter midnat og blev ved indtil omkring 7-tiden søndag morgen, hvor Københavnerne flere steder vågnede op til oversvømmelser både ude og inde.
Efter skybruddet har forsikringsselskaber, vejhjælpstjenester og værkstedsportalen Autobutler oplevet en strøm af henvendelser fra bekymrede bilejere, der har været i tvivl om deres bil har lidt overlast af skybruddet efter at have holdt i vandmasserne.
Så hvad gør man, hvis bilen har fået vand?
Hvis vandet er nået op til midten af dækkene anbefaler portalen Autobutler, at man får transporteret bilen til et værksted for at få et tjek. Prøv endelig ikke at starte motoren - det kan gøre skaden meget værre.
”Er bilen blevet vandskadet i mere eller mindre grad, eller har du mistanke om det, skal du kontakte dit værksted og forsikringsselskab. Du skal ikke selv forsøge hverken at starte eller tørre bilen,” forklarer teknisk rådgiver i FDM Peter Sahl på fdm.dk.
”Det kan godt være, der ikke umiddelbart er vand at se i bilen, men du ved ikke, hvordan der ser ud i motorrummet, hvor der sidder relæer og anden elektronik. Samtidig kan det ledningsnet, som ligger i bunden af bilen være beskadiget. Hvis bilen har været udsat for saltvand fra havet, så er det vigtigt, at alt saltet uden på bilen skylles væk med rent vand. Det høje saltindhold i havvandet vil påvirke metallet, og bilen kan begynde at ruste. Hvis saltvand også har været inden i bilen, og i forbindelse med det elektroniske i bilen, er det ikke sikkert, at bilen er til at redde. Men det kan et værksted hjælpe dig med at vurdere.”
”Det samme gælder, hvis du forsøger at køre igennem for eksempel en viadukt, hvor der har samlet sig meget vand. Her vil bilen skubbe vandet foran sig, hvilket vil skabe en bølge, der let kan blive suget ind i motoren. Derfor skal du heller ikke forsøge at starte bilen igen og køre videre, hvis du går i stå i vand,” siger Peter Sahl.
FDM fraråder af samme årsag, at bilister tager chancen og køre igennem et stykke vej med høj vandstand.
Er der trængt vand ind i kabinen, er det vigtigt, at skaden vurderes af en fagmand. Det er ikke nok at tørre med aviser og lufte ud, for moderne støjisoleringsmaterialer suger vand som en svamp, og følsomme relæer og anden elektronik kan være skjult og have taget skade. Vi anbefaler at kontalte forsikringsselskab eller nærmeste klargøringscenter, der har erfaring med vandskader i biler.