polering af bil
© Bil Magasinet

Amatør eller prof: Hvem er bedst til at polere bilen?

Giver det mening at bruge tusindvis af kroner på en professionel klargøring, når man selv kan give bilen en gang voks? Vi lader en amatør dyste mod en ekspert.

30. juli 2020 af Anders Richter

Flere og flere private bilejere bruger en polérmaskine på lakken, men det kan gå grueligt galt. Du kan ende med at polere gennem bilens lak, eller voks kan brænde sig fast i lakken. Derfor er det meget vigtigt, at du læser instruktionsbogen til din nye polérmaskine inden, du går i gang!

Vi lader redaktionschef Anders Richter fra Bil Magasinet og indehaver Brian Madsen fra Universal Bilpleje polere hver sin halvdel af en brugt Suzuki Swift Sport for at se, om der er forskel på resultatet.

polering af bil
Amatøren

Amatørens fremgangsmøde

Bil Magasinets redaktionschef Anders Richter har aldrig prøvet at klargøre en bil før. Så han følger blot anvisningerne på produktet. 

1. Påfør lakrens og vent på, at det gør underværker

For at få den brugte bil til at skinne starter vi med lakrens. Produktet er flydende og skal påføres i cirkulære bevægelser. Husk, at det må ikke gøres i direkte sollys. Lakrensen har en lille smule slibemiddel i sig, hvilket skulle fjerne lidt af det skidt, som sidder i lakken. Produktet tørrer hurtigt, så tag gerne lidt ad gangen. Det kan være genstridigt at få af, hvis det sidder for længe. Når lakrensen bliver mat, kan du tørre bilen af.

2. Samme tur igen, men denne gang med voks

Nu er turen kommet til at give bilen en gang voks. Det skal lige siges, at vi på nuværende tidspunkt er langt foran Brian fra Universal Bilpleje. Han er stadig i gang med at polere lakfejl væk. Der fås både flydende og hård voks. Det flydende er lettest at arbejde med, da det hårde skal varmes en lille smule op. Voksen påføres præcis som lakrensen. Herefter drikker vi en kop kaffe, mens det tørrer, og så er vi klar til det sidste og afgørende skridt i vores amatør-klargøring.


3. Puds og polér hele bilen, så alle rester fjernes

Nu er det tid til at tørre bilen af, når voksen er tør, og det er faktisk et større arbejde. Der sidder små voksrester overalt, og det ser pænest ud, hvis det bliver fjernet. Brug eventuelt en tynd klud og et kreditkort til at komme ind i de mindre sprækker ved samlinger. Husk at folde kluden, så du får brugt det hele. Voksresterne kommer nemlig til at sidde fast i kluden. Vupti, så er vi færdige. Hele operationen kostede cirka 300 kroner i materialer, og der er til et par ture mere.

Har du brug for flere gode råd omkring bilpleje, så aktivér dit abonnement på Bil Magasinet i dag. Her undersøger vi de seneste tendenser og tester en lang række produkter.

polering af bil
Eksperten

Proff'en går i gang

Brian har over 25 års erfaring med polering og klargøring af biler, så opgaven er bestemt ikke ny for ham. Her er Brians fremgangsmåde: 

1. Rens bilen, så fejlene kan ses

Brian Madsen går mere metodisk til værks. Han starter med at tørre skærmkanter og vanger af med noget hjemmebrygget tjærefjerner. Herefter gennemgår han lakken minutiøst for at finde fejl. Han finder hurtigt ud af, at bilen på et tidspunkt har stået lidt for længe under et træ, hvilket har haft den uheldige konsekvens, at der er kommet nogle små prikker, som går dybt ned i klarlakken. Det kræver hårde metoder at fjerne.

2. Polering, polering og så lidt polering

Brian går i gang med at polere bilen lidt ad gangen. Han bruger en polérmaskine og et professionelt polérmiddel, som kræver erfaring. Presser han for hårdt, eller kører han maskinen for hurtigt, kan han risikere at fjerne for meget af klarlakken. Brian polerer af flere omgange, indtil han har opnået den ønskede effekt. For at få en idé om, hvor lang tid det tager, så spenderede han mere tid på taget, end vi brugte på hele amatørdelen.


Har du brug for flere gode råd omkring bilpleje, så aktivér dit abonnement på Bil Magasinet i dag. Her undersøger vi de seneste tendenser og tester en lang række produkter.

3. Afsluttende vokslag giver fornyet glans

Lakken er nu blevet poleret. Det vil altså sige, at der er fjernet et tyndt lag af den eksisterende klarlak. Herefter skal lakken pudses op og have et beskyttende lag voks, så den bliver mere modstandsdygtig overfor skidt, snavs og vand. Brian bruger også en polérmaskine til den afsluttende del, når han påfører selve voksen. Til sidste bliver hele bilen tørret af i hånden med en mikrofiberklud. En professionel klargøring som denne vil koste 2.000-3.000 kroner.

polering af bil

Kan det betale sig at polere bilen selv?

Der en klar forskel på amatør- og ekspert-siden på den blå Suzuki Swift Sport. Amatørens lakrens og voks gav en lidt mere blank bil, men småridser og lakfejl er stadig synlige.

Hos eksperten er småridserne forsvundet, og de små fordybninger i lakken er minimeret. Fordybningerne er så grove, at Brian Madsen fra Universal Bilpleje på Amager ikke tør polere dybere af frygt for at ryge gennem klarlakken. Overfladen er markant glattere, og ingen nister er at mærke.

Konklusion: Med fejl og vaskeridser i lakken er der ingen vej udenom en professionel klargøring.

Har du brug for flere gode råd omkring bilpleje, så aktivér dit abonnement på Bil Magasinet i dag. Her undersøger vi de seneste tendenser og tester en lang række produkter.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...