Sæt pengene i noget brugbart
Det bliver fortsat mere almindeligt at sætte sine penge i andet end aktier, og investeringsbiler er et ganske udbredt koncept i dag. Bil Magasinet har før afdækket, hvordan investering i biler kan give afkast på niveau med de traditionelle værdipapirer og pensionsopsparinger.
Spørgsmålet er dog, hvad man gør, hvis pengepungen ikke er tung nok til de oplagte investeringsbiler - og man rent faktisk vil køre i bilerne.
Biler som Porsche 930 Turbo, BMW Z8 og diverse Ferrari’er er uhyre eftertragtede og oppe i så højt et prisniveau, at de færreste tør køre dem, omend de har råd til dem.
Det er en skam, og derfor har Bil Magasinet sat sig for at finde tre billige biler, der vil stige i værdi. De vil aldrig nærme sig priserne af klassiske investeringsbiler - til gengæld kan de bruges, mens priserne stille og roligt lister opad.

Klaplygterne er i sig selv et overbevisende salgsargument!
© MazdaMazda MX-5
Første generation af Mazda MX-5 blev præsenteret på Chicago Auto Show i 1989 i kølvandet på, hvad der lignede et farvel til sportsvogne, som vi kendte dem.
I starten af 80’erne indstillede en række producenter produktionen af legendariske og populære sportsvogne. MG B udgik i 1980, og Fiat rullede den sidste Spider ud af fabrikken i ‘81, det samme gjorde Triumph med TR7. Derfor stod det på ingen måde i stjernerne, at Mazda godt et årti senere skulle præsentere, hvad der i dag holder Guinness' verdensrekord for mest solgte to-sæders cabriolet.
Det menes, at Mazda har hentet inspiration fra Lotus Elan fra 60’erne - hvilket bestemt ikke er dårligt. Faktisk er det netop den gyldne opskrift på en britisk sportsvogn, der gør MX-5 eftertragtet. MX-5’eren har to sæder, baghjulstræk, en kompakt motor i front, vejer under et ton, og derfor bygger den videre på de samme grundsten som tidligere sportsvogne.
Dét er også, hvad der gør Mazda MX-5 oplagt til køreture gennem den danske sommer. Med præcis styring, en skarp gearkasse og 50:50 vægtfordeling er bilen en engagerende og humørsmittende køremaskine.
Første generation har potentiale
Med over en million solgte MX’5’er gennem tiden, så er det på ingen måde en sjælden bil. Alligevel er priserne begyndt at stige på de tidlige årgange. Særligt er det den tidligste model i første generation under kodenavnet NA, der har potentiale.
Ved lancering havde modellen en 1,6-liters rækkemotor med fire cylindre, men senere præsenterede Mazda en større motorvariant på 1,8-liter i 1994. Eftersom der er større investeringspotentiale i den mindre og oprindelige motor, er det ikke værd at gå efter varianter med 1,8-liter.
Som en af verdens mest genkendelige biler er det imponerende, at MX-5 ikke er kedelig. Måske det hænger sammen med et sportsligt setup, vind i håret og den ukomplicerede og nostalgiske fornemmelse, som bilen rummer.
Mazda bragte sportsvognen ind i 90’erne, 00’erne, 10’erne og helt frem til i dag - og NA-modellen startede det hele. Derfor er den et bud på en investeringsbil, som du ikke skal være bange for at bruge.

Denne MX-5 er til salg på Biltorvet til under 100.000 kr.
© Magnus LarsenMazda MX-5 (NA)
Motor: R4, 1,6-liter, 16v
Ydeevne: 116 hk, 135 Nm
Topfart: 185 km/t
0-100 km/t: 8,7 sek.
Årgang: 1990-1993
Hvad koster en MX-5?
Classic-analytics vurderer biler på baggrund af markedsreseach og mere end 70 årlige auktioner, og ifølge dem er netop den første generation på vej op i pris.
De vurderer, at et eksemplar i slidt stand koster omkring 15.000 kr. u/afgift, mens et eksemplar i god stand kan findes til omkring 75.000 kr. u/afgift. Registreringsafgiften ligger på mellem 30.000 kr. og 65.000 kr., ifølge Skat.
På Biltorvet kan du finde en håndfuld Mazda MX-5 af den første generation med 1,6-liters motor. De fleste står til over 100.000 kr, men der er et flot eksemplar til 98.400 kr. Den kan du læse mere om på Biltorvet her.

325i blev også produceret med firehjulstræk (325iX), men gå efter varianten med baghjulstræk.
© Johannes Maximilian / Wikimedia CommonsBMW 325i E30
E30-generationen af BMW’s 3-serie blev produceret fra 1985 til 1991 og ligner i dag den absolutte essens af, hvad entusiaster forbinder med BMW. Det hænger utvivlsomt sammen med, at den første M3 blev præsenteret i 1986, der er noget nær den hellige gral af BMW’er.
M3’eren koster over en halv million og er et oplagt valg til dyre investeringsbiler, der sjældent forlader sin opvarmede garage.
Til gengæld er der en skjult perle gemt i E30’erne, for mens M3 har stjålet opmærksomheden, så er 325i gået under radaren. Indtil videre i hvert fald for priserne er begyndt at røre på sig.
Læs også: Her er verdens hurtigste biler.
Essensen af BMW
325i stiger nemlig i pris - og efter årtier med skrumpeværk i bilernes motorrum ser 325i med sin rækkesekser-motor særligt attraktiv ud. Ganske vidst deler den ikke M3’erens legendariske rennomé, men i dag står 325i som et pragteksempel på BMW’s kernekompetencer.
For som BMW selv proklamerer, laver de “the ultimate driving machine”, og der er faktisk substans bag det himmelråbende marketing og selvsmagende motto. E30-modellerne bliver stadig rost for deres dynamiske og afbalancerede køreegenskaber.
Baghjulstræk og en silkeblød, 2,5-liters rækkemotor i en sedan - meget mere kan man ikke forlange af en BMW til de priser.
Det oplagte kritikpunkt er, at 325i ikke er og aldrig vil blive en M3, og køber man den så, blot fordi den ligner og dufter af det rigtige? Ja, det gør man, men det er slet ikke et problem. Priserne på E30 cabriolet er allerede stukket af, og meget tyder på, at 325i har potentiale til det samme.
Læs også: Her er verdens hurtigste biler!

BMW 325i E30
Motor: R6, 2,5-liter, 12v
Ydeevne: 170 hk, 222 Nm
Topfart: 218 km/t
0-100 km/t: 8,3 sek.
Årgang: 1989-1991
Hvad koster en 325i?
En 325i vurderes til 34.000 kr. u/afgift for et slidt eksemplar, mens et flot og originalt eksemplar vurderes til 127.000 kr u/afgift (Classic-analytics).
I skrivende stund er seks 325i’er til salg på Biltorvet, heraf en cabriolet til 229.900 kr. De øvrige står til mellem 70.000 kr. u/afgift og 85.000 kr. u/afgift.
Det tyske brugtmarked er et oplagt sted at lede, men gå efter de originale eksemplarer, der ikke er modificeret til ukendelighed.

Citroën Saxo VTS
Tilbage i 2000 kørte Bil Magasinet Saxo VTS til stor begejstring. Den blev kaldt “en af kongerigets sjoveste GTI-biler”, og selvom nutidens biler er markant kraftigere, så finder man stadig GTI-ånden i VTS’eren.
Lette hatchbacks med forhjulstræk og en arrig motor har før været vejen til en underholdende investeringsbil. Særligt Peugeot 205 GTI og Renault 5 Turbo er steget upropotionalt meget, ligesom Peugeot 106 Rallye og VW Golf I GTI har taget et stort prishop over de seneste år.
Det betyder ikke, at løbet er kørt for billige hot-hatches, for Citroën Saxo VTS kan stadig fås for beskedne beløb.
GTI med rally-arv
Der er to generationer af Saxo VTS - den første fra 1997 til 1999, den anden fra 1999 til 2003. Første generation blev lanceret med en 1,6-liters motor med fire cylindre, 16 ventiler og 118 hk, men Saxo VTS findes også med en 1,6-liter 8v motor med 100 hk eller 1,4-liter motor med 74 hk. Den sidstnævnte skal du se bort fra, hvis du vil have maksimal GTI-følelse.
118 hestekræfter i en bil, der vejer 935 kg, er rigeligt til sportslig og humørspredende kørsel. Den omdrejningsglade motor slår for alvor fra sig ved 3.500 o/min, og først ved 6.600 o/min er alle hestekræfter til rådighed.
Saxo VTS har en tvilling i form af Peugeot 106 GTI, hvor vi også ser priserne bevæge sig opad. Ingen af dem har dog nået de priser, som vi ser på 106 Rallye eller Renault Clio Maxi, men VTS'eren har ligeledes rally-arv. Bag rattet af en VTS vandt selveste Sébastien Loeb samtlige løb i Junior WRC i 2001.

Den franske rallylegende, Sébastien Loeb, cementerede Saxo VTS's navn i motorsport.
© Klaus Nahr / Wikimedia CommonsCitroën Saxo VTS
Motor: R4, 1,6-liter, 16v
Ydeevne: 118 hk, 145 Nm
Topfart: 205 km/t
0-100 km/t: 8,7 sek.
Årgang: 1997-1999 (1. gen.), 1999-2003 (2. gen.)

Hvad koster en Saxo VTS?
Der er ikke mange VTS’er på markedet. Blot en enkelt er til salg på Biltorvet, hvor den står til 29.900 - det er dog 2. gen. af VTS med 8v motor.
Citroën Saxo VTS er billig, men det kan blive udfordrende at finde et eksemplar, der ikke er komplet mørbanket, ligesom der er et klart overtal af VTS'er med de mindre kraftige motorer.