Tag en delebil i stedet for en bycykel

Parkering er svinedyrt i København, men hvad nu, hvis du kan finde en ledig bil via en app, køre i den, og stille den igen?

7. september 2014 af Bil Magasinet

Vi har fået positive meldinger om car2go-konceptet fra flere sider, og derfor bliver det interessant at se, om det får succes i Danmark. Daimler-koncernen står bag og har fået succes i byer som Milano, Wien og Hamborg med et simpelt koncept: Du finder en ledig bil via en app, sætter dig ind, kører hvorhen, du vil, og stiller bilen igen i en nærmere defineret byzone.

Det er muligt at tage en bil spontant, og du betaler pr minut. I minutprisen er inkluderet brændstof, forsikring, service og parkering på offentlige p-pladser. Parkering er et mareridt i København, så her har car2go indgået et samarbejde med parkeringsselskabet Q-park flere steder i centrum af hovedstaden. Det er muligt, at bruge sit danske medlemskab i andre car2go-byer i Europa.

”Jeg har besøgt København mange gange, og jeg er overbevist om, at vores koncept passer perfekt ind i Københavns allerede eksisterende ambitioner om at gøre byen grønnere og mere mobil. car2go kan også bidrage til at løse Københavns miljøudfordringer i kraft af car2go-bilens lavere CO2-udslip, som er væsentlig mindre end den gennemsnitlige bil i Danmark. Vi har store forventninger til vores koncept, som også vil bidrage til vækst og arbejdspladser til den danske hovedstad,” siger Thomas Beermann, der er europæisk CEO for car2go.

Handels- og udviklingsminister, Mogens Jensen (S), ser også frem til car2gos lancering.

”Jeg er glad for, at car2go nu introducerer sit delebilskoncept i København. Delebiler er en af fremtidens transportformer i moderne storbyer, og kan være med til at afhjælpe trængsel og give et innovativt alternativ til privatbilismen. Vi arbejder hårdt for at tiltrække udenlandske investeringer til Danmark. De giver både vækst og arbejdspladser, og det glæder mig, at indsatsen bærer frugt. car2gos valg af Danmark bekræfter, at vores grønne profil og ambitiøse klimamålsætninger giver gode muligheder for nye transportløsninger til gavn for borgerne og miljøet.”


 
Desværre ingen Mercedes S-klasse

car2go vil indledningsvis indsætte 200 Smart Fortwo i København. Bilerne har kun plads til to personer og meget begrænset bagageplads, så der er nærmest tale om et altermativ til en cykel. car2go skriver, at konceptet er et supplement til kollektiv transport, herunder metro, busser, toge og cykle, og at det altså ikke er meningen, at en car2go-delebil skal erstatte en privatejet bil.

Det er muligt at registrere sig på frihed.car2go.com og få en times gratis kørsel frem til den 11. september, hvor selve registreringen åbner. En af samarbejdspartnerne er teleselskabet 3, hvor man i deres københavnske butikker fra den 15. september vil kunne få tjekket sit kørekort og sin bopælsinformation samt få udleveret sit car2go-medlemskort, der fungerer som nøglen til de 200 biler.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...