Honda Civic 1,8 Sport
Honda Civic 1,8 Sport© bilmagasinet.dk

Privatleasing i fortsat vækst

Vokser med en fremgang på 29 pct. i 3. kvartal 2010 - stigningen er dog ikke så stor som forventet

8. november 2010 af Autoupdate

Nok kan Finans & Leasing med de seneste tal for tredje kvartal opvise en positiv fremgang på 29 pct. i forhold til samme periode sidste år; det er dog tal, der skal ses i forhold til, at salget af personbiler i samme periode steg med 20 pct.

”Antallet af privatleasinger er steget en anelse hurtigere end nybilsalget. Det kan dog stadig undre, at det ikke er steget mere, når flere undersøgelser peger i retning af, at over 20 pct. af nybilkunderne overvejer privatleasing. Undervejs i købsprocessen bliver kunderne åbenbart overbevist om, at det er bedre at købe end at lease,” vurderer Jens Enghave fra Bilbranchen.

I alt blev der herhjemme i årets første tre kvartaler skrevet slutseddel til private på 57.483 biler, mens andelen af biler, der blev privatleaset, udgjorde 4.824 stk. eller ca. 8 pct.

Eftersom opgørelsen kun omfatter de finansieringsvirksomheder, der er medlem af interesseorganisationen Finans & Leasing, vil andelen af privatleasede biler formentlig ligge en smule højere.

Ny standardkontrakt
I sidste måned lå en skræddersyet standardkontrakt klar til medlemmerne. Kontrakten, der er udarbejdet i samarbejde med FDM, skal ses som et forsøg på at skabe mere tryghed og klare rammer for de private leasingbilister - og dermed vinde de kunder, der vakler mellem køb eller leasing.

Læs mere om den nye standardkontrakt for privatleasing

Et af de væsentligste punkter i den nye standardkontrakt handler om tilbageleveringen af bilen. Noget, som hidtil har skabt nogle konflikter imellem forhandler og kunde. Med den nye standardkontrakt sikres det således, at bilen ved leasingperiodens ophør bliver gennemset af en uvildig part.

Kilde: Bilbranchen

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...