Nyt dansk bilsite vil revolutionere måden vi køber brugt bil på

Volkswagen tilbyder allerede, at du kan købe og betale din nye Up på nettet, men nu er firmaet ALD klar med en mere omfattende løsning for brugte biler med max fire år på bagen.

7. januar 2017 af Bil Magasinet

Alt er digitalt, og kunden rører aldrig den brugte bil, før den står hjemme foran gadedøren. Til gengæld er der som noget helt nyt ved køb af brugt bil fuld fortrydelsesret uden diskussion og 100 gratis kilometer.

Det er et af verdens største leasingselskaber, ALD Automotive, der står bag det nye site, der hedder qigo.dk. Danmark er udvalgt som lanceringsland.

En revolution – intet mindre

På qigo.dk foregår alt over nettet og digitalt – inklusiv betaling og underskrivelse af dokumenter. Det betyder også, at køberen ikke har set varen i virkeligheden eller prøvet den, før man trykker køb. Til gengæld er der for første gang herhjemme fuld fortrydelsesret på en brugt bil. Man kan blot sende bilen retur inden for 14 dage, og oven i købet har man 100 gratis kilometer til at afprøve bilen.

- Vores ambition er at revolutionere måden, man køber en brugt bil på – intet mindre. Danskerne er i forvejen blandt de mest begejstrede i verden for at handle på nettet, og vi tror, de er klar til også at købe gode brugte biler helt digitalt, siger Henrik Engel, Operations Director i ALD Automotive A/S i Danmark.

Nyere leasingbiler med fuld service

På qigo.dk kan køberne finde biler i alle klasser og fra de fleste mærker – lige fra en Peugeot 207 til kr. 72.000 til en Audi Q5 til kr. 747.000. Alle bilerne er tidligere leasingbiler. Det betyder, at de typisk er mellem to og fire år gamle og har fuld servicehistorik, som man kan læse ved hver bil på sitet. 

Man kan nærstudere bilen i 360-graders billeder udvendig og indvendig – også eventuelle stenslag eller ridser i lakken. Der er seks måneders fuld garanti på alle bilerne.

Fortryder køberen indenfor 14 dage, henter qigo.dk bilen igen uden beregning. Får køberen brug for at køre mere end de 100 kilometer, betaler man blot 4 kr. pr. ekstra kilometer. Er den i øvrigt, som da man fik den, får man alle pengene retur.

- Køb af bil er blandt de allerstørste investeringer, vi foretager i vores liv. Men specielt køb af brugt bil har altid været forbundet med stor usikkerhed. Angsten for, at den går i stykker allerede på vejen hjem fra forhandleren, sidder dybt i alle. Det er man nu endegyldigt ude over. Vi giver alle pengene tilbage uden diskussion, hvis bilen ikke svarer til ens drømme og ønsker – eller for den sags skyld til kærestens, svigermors eller bankrådgiverens, siger Henrik Engel, Operations Director i ALD Automotive i Danmark.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...