De særlige skatteregler, der ikke bare lader leasingfirmaer slippe med en lavere registreringsafgift, men i nogle tilfælde også betaler afgiften tilbage efter endt leasingperiode, koster staten dyrt.
4,0 mia. kr. lød tabet på i fjor ifølge beregninger fra Dansk Automobilhandler Forening. Og eftersom nederlag i både Landsskatteretten og i EU umiddelbart forhindrer myndighederne i at stoppe pengestrømmen ad juridisk vej, kan resultatet blive, at hele registreringsafgiftssystemet laves om.
”Det kræver, at vi skal kigge på hele registreringsafgiftssystemet, og det er noget, som vi løbende overvejer. P.t. er der ikke fundet en løsning,” udtaler en frustreret skattedirektør, Claus Johannesen, til Jyllands-Posten.
Hver tredje nye bil sælges via leasing
De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at leasing spiller en endog meget stor rolle i branchen i dag. Når både privat- og erhvervsleasing tælles med i det samlede regnskab, udgør det nu godt 30 procent af den hjemlige handel med nye biler. Og meget peger på, at det tal blot vil stige i de kommende år.
Udover de mange penge som staten går glip af, så bliver de enkelte bilejere selvsagt også sorteper i det spil, eftersom deres vogne vil tabe større værdi på et marked, hvor leasingbiler fylder stadig mere og mere.
Den situation er ikke holdbar, og det kan i givet fald få den betydning, at politikerne nu vil rydde op i afgiftssystemet. Skulle det resultere i, at private købere i sidste ende får mulighed for at købe biler til samme favorable vilkår som leasingfirmaerne, vil det næppe være en ændring, som vil høste store protester fra den hjemlige bilbranche.
Politikere: Vi bliver nødt til at gøre noget
"Vi kan ikke bare lade stå til, når der i den grad er gigantiske underskud på statens finanser. Så kan vi ikke acceptere, at der uhensigtsmæssigt forsvinder milliardbeløb,” lyder det kort og kontant fra socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup, der har i sinde at kalde skatteministeren i samråd med henblik på snarest muligt at mure hullet til.
Både bilejere og forhandlere gør klogt i at slå koldt vand i blodet, for vejen til en total omlægning af den rekordhøje registreringsafgift kan vise sig at være lang. Imidlertid har leasingdebatten nu gødet jorden for, at politikerne må gøre noget ved problemet.
”Regeringspartierne har forpligtet sig til at komme med bud på at ændre registreringsafgiften. Nu starter vi med roadpricing for lastbiler i 2011, og ud fra erfaringerne her kan vi så kigge på det,” lyder det således fra Venstres skatteordfører, Mads Rørvig.