
Nissan Qashqai
1. Nissan Qashqai - fra kr. 3.795 pr måned
Det første tilbud på listen er fra Nissan som præsenterer en fin aftale på deres benzindrevne Qashqai. Aftalen løber over 12 måneder og prisen starter ved 3.795 kr. per måned - uden at du skal af med en krone i udbetaling vel at mærke. Det er en bil som koster 300.480 kr. hvis du skal ud og købe den og for denne udstyrsvariant ender du med at skulle af med i alt 45.540 kr. i løbet af de 12 måneder hvor bilen er din.
Inkluderet i denne pris er 15.000 km, men hvis du har et større kørselsbehov kan du få 5.000 ekstra kilometer om året for blot 100 kr. mere om måneden. Grænsen går her ved 30.000 km om året.
Læs Bil Magasinets anmeldelse af Nissan Qashqai her. Hvis du er mere til video kan du se chefredaktør Mikkel Thomsagers gennemgang her.

Renault Megane E-TECH Electric
2. Renault Megane E-TECH Electric - fra kr. 3.495 pr måned
Er du mere til elbil, findes der også gode tilbud på markedet. Et eksempel er dette tilbud fra Renault på deres elektriske Megane E-TECH. Løbetiden er her mere klassisk på tre år, og du kan vælge at betale 3.495 kr. pr måned for det lille 40 KWh batteri, eller du kan opgradere til den store batteripakke for blot 100 kr. om måneden. Ønsker du at springe et trin op at stigen, hvad angår udstyr, kan det ske for 300 kr. mere per måned.
Her er også inkluderet 15.000 km om året, og som noget nyt præsenterer Renault også en forsikringspakke, der byder på ens priser for alle - uanset alder og bopæl. Denne pakke starter ved 5.600 kr. om året for den lille 130 hk version. Denne forsikring rummer ansvar, kasko og glasforsikring med en selvrisiko på 3.000 kr.
Læs mere om Renault Megane E-TECH Electric på bilmagasinet.dk lige her.

Citroën C3
3. Citroën C3 Puretech - fra kr. 2.195 pr måned
Er du til en lidt mindre bil, og har du et begrænset kørselsbehov? Så kan det være, at Citroën har det rigtige tilbud til dig. De er nemlig kommet med et prisstærkt bud på en privatleasingaftale, der inkluderer 10.000 km om året, med en løbetid for aftalen på 12 måneder.
Det drejer sig om deres 1.2 liters C3 Puretech 83 Iconic til hvad de betegner som hurtig levering. Vil du have omgående levering er det nødvendigt at gå med 1.2 PURETECH 83 SPORT+ og her er prisen 2.495 kr. per måned.
For begge tilbud gælder det dog, at udbetalingen er lige præcis 0 kr.

Skoda Fabia
4. Skoda Fabia - fra kr. 2.699 pr måned
Hvis du kan leve med at skulle lægge en sjat penge i udbetaling, så har Skoda et udmærket tilbud på deres Fabia Hatchback. Det inkluderer 15.000 km om året, og den månedlige ydelse er til at overskue. Til gengæld skal du af med 9.995 kr. i udbetaling.
Udbetaling stiger dog ikke såfremt du gerne vil have en af de dyrere udstyrsmodeller, og den månedlige ydelse stiger op til 3.499 kr. for den bedst udstyrede Skoda Fabia.
Den billige leasingpris gælder for den billigste variant med manuelt gear, så hvis du vil have en med automatgear må du slippe 3.099 kr. per måned.
Vil du vil vide mere om Skoda Fabia, kan du trykke lige her.

Peugeot 208
5. Peugeot 208 - fra kr. 1.995 pr måned
Listens laveste månedlige ydelse kommer fra Peugeot, som leverer en god pris på deres 208 der ligger på 1.995 kr. Du skal til gengæld af med 4.995 kr. i udbetaling, så i løbet af de 12 måneder, som denne aftale løber over, skal du af med i alt 29.535 kr.
For at vælge denne løsning skal du dog ikke have et alt for stort kørselsbehov, da der kun er 10.000 km inkluderet i aftalen. Til gengæld er der inkluderet service i perioden, så du kan læne dig tilbage og nyde din Peugeot.
Peugeot siger, at der er tilmed er hurtig leveringstid, hvilket jo er noget som er meget oppe i tiden og også en god grund til at vælge leasing frem for køb lige nu.
Er du mere nysgerrig på Peugeot 208, så kan du læse mere om netop den her.