Bedste billige biler til prisen
Bedste billige biler

Her er de bedste billige biler på markedet! Find den bedste bil til prisen i 2023

Bilmarkedet er enormt, men hvor får man den bedste bil til prisen? Kvalitet og pris hænger ofte sammen, men til tider lykkes det producenterne at skrue en fantastisk bil sammen til priser, hvor menig mand kan være med. Her er de bedste billige biler i 2023, du kan købe, uanset om du er på udkig efter den bedste familiebil eller fantastiske køreegenskaber!

29. maj 2023 af Mikkel Østrup-Jeppesen

De billigste biler, der er bedst til prisen

Det kan være svært at definere, hvad en billig bil er. Derfor har vi udformet denne liste ud fra kriterierne: at man får meget bil for pengene, at bilen er konkurrencedygtig i sin klasse og ligger i den lave ende af prisskalaen.

Billige elbiler

Sammenligner man priserne på elbiler med fossilbiler, er det tydeligt, at pengene ikke rækker til lige så meget, når man køber elektrisk. I hvert fald ikke i den billige ende, hvor der historisk ikke har været mange elbiler at vælge mellem. Det er til trods for, at det danske afgiftssystem gør elbilerne markant billigere end tilsvarende fossilbiler.

Dyrere elbiler tilbyder ofte mere udstyr og komfort end tilsvarende fossilbiler, mens elbiler i den lave ende koster relativt meget sammenlignet med fossilbiler i samme prislag.

Det skyldes, at elbiler er dyre at udvikle, hvorfor de trods lav eller ingen afgift får en højere pris. Udviklingen er nu kommet så langt, at der er flere gode billige elbiler at vælge mellem.

Her er de bedste billige elbiler på markedet:

Billige fossilbiler

Små biler med tre- eller firecylindrede benzinmotorer udgør oftest de billigste biler på markedet. Dog er der også crossovers og stationcars i det lavere prislag, der tilbyder meget for pengene.

Markedet har i høj grad bevæget sig væk fra de tidligere populære mikrobiler, hvorfor der ikke er mange af dem tilbage blandt de bedste billige biler. Flere af bilerne koster under 200.000 kr., herunder Hyundai i10, Kia Picanto og Peugeot 208, mens flere af elbilerne og de større familiebiler koster under 300.000 kr. 

Her er de bedste billige fossilbiler på markedet:

Bedste billige biler til prisen byd atto 3
Bedste billige biler© A. Hansen

BYD Atto 3 - Ny crossover i folden

Der er nyt føl i folden på det danske marked i form af BYD (kort for Build Your Dreams), som trods sit ukendte navn i Danmark er verdens største producent af batteribiler. BYD er kinesisk og præsenterede sidste år to modeller i Danmark med en tredje på vej.

BYD Atto 3 er en mellemklasse-SUV på størrelse med en Volvo C40, der ved første øjekast kan synes en anelse kineser-billig. Det er dog ikke tilfældet, for Atto 3 er velfungerende og føles gennemarbejdet.

Elbilen tilbyder et interiør, der ikke ligner noget andet på markedet, i en praktisk kabine med fladt gulv, takket være placeringen af batterierne i bilens bund.

Batteriet på 60 kWh giver en rækkevidde på 420 km (WLTP) og kan lades med 80 kW. Priserne starter fra 329.995 kr., hvilket er en konkurrencedygtig pris for en så rummelig elbil.

Læs hele vores test af Atto 3 her.

BYD Atto 3 - Fordele og ulemper

Fordele:

  • Højt humør i kabinen
  • Opgivet rækkevidde er opnåelig
  • Sikker - 5 stjerner i Euro NCAP
  • Lang akselafstand og fladt gulv giver plads på bagsædet
  • Rummelig kabine

Ulemper:

  • Intet bagagerum i fronten
  • Lader kun med 80 kW
  • Lang tid om at opvarme kabinen
  • Bagsmæk åbner ikke højt nok - er du over 170 cm, får du en på lampen
  • Ingen Apple Carplay og Android Auto

Bedste billige biler til prisen fiat 500e
Bedste billige biler© A. Hansen

Fiat 500e - Den bedste Fiat i årtier

Fiat 500 ligner sig selv, men elektrificeringen af den italienske byklassiker er en af Fiat's største genistreger gennem tiden. Den elektriske 500e kører bedre end en benziner-500, og med en elektrisk rækkevidde på 321 km (WLTP) og en startpris på 229.990 kr er den et godt bud på en god billig bybil.

Ofte har det været med svingende resultater, når bilproducenter smider batteri og elmotor i en bil, der først var tiltænkt benzin. Det er dog lykkes Fiat fantastisk godt, for integrationen er veludført.

Kabinen er vokset, og 500e kører godt og afbalanceret. Rækkevidden på over 300 km gør, at man roligt kan trisse rundt i byen uden at lede angstfuldt efter en ladestander.

Læs vores test af Fiat 500e her.

Fiat 500e - Fordele og ulemper

Fordele:

  • Frisk og glad kørsel
  • Brugbar kabine
  • God rækkevidde for et batteri på 42 kWh

Ulemper:

  • Hård affjedring
  • Langsom ladning
  • Højt værditab
Bedste billige biler til prisen mg4 billigste bil
Bedste billige biler© Bil Magasinet

MG4 - Den billigste elbil i Danmark

Det kinesisk-ejede MG har skabt noget så sjældent som en elektrisk hatchback med køreglæde. Generelt er der ikke mange valgmuligheder, hvis du er på markedet efter en hatchback på strøm, og der er endnu færre, som gør det lige så godt som MG4.

Priserne starter på 249.999 kr., men undgå at blive straffet groft på udstyrslisten og vælg næste udstyrsniveau. Her starter MG4 på 284.999 kr., og her er alt i udstyr og det store batteri på 64 kWh.

Startprisen på 249.999 kr. gør MG4 til den billigste elbil i Danmark, som du købe for ny i 2023.

Det er priser, som de europæiske modemærker har svært ved at matche, men du kommer unægteligt til at sluge nogle kameler. Bilen har sine fejl og mangler, materialerne er flere steder af dårlig kvalitet, og designet vil dele vandene. Til gengæld kører den billige bil overraskende godt, og MG4 er en af de bedste biler til prisen.

Det største problem for MG4 er, at efter Tesla's prisnedsættelser kan en Model 3 fås til 330.000 kr.

Du kan læse vores test af MG4 her.

MG4 - Fordele og ulemper

Fordele:

  • Gode køreegenskaber
  • Moderne ladeteknologi
  • Kækt design
  • Plads på bagsædet
  • Flot rækkevidde

Ulemper:

  • Dårlig plastikkvalitet i kabinen
  • Langsom gearvælger
  • Vindstøj 
  • Retningsstabiliteten på motorvejen er ikke imponerende
Bedste billige biler til prisen peugeot e-208 billigste bil
Bedste billige biler© Peugeot

Peugeot e-208 - Godt leasingtilbud

Danskerfavoritten 208 er populær af en årsag, for den elektriske variant tilbyder meget elbil for pengene. Sidste år fik den en overhaling af Peugeot, hvilket mest bemærkelsesværdigt resulterede i en forøgelse af rækkevidden på 4,5-6,5%. Det lyder beskedent, men det gør en mærkbar forskel i hverdagen.

E-208 kører op til 351 km på en opladning (WLTP) og har 136 hk og 260 Nm fra en enkelt elmotor på forakslen. Drivlinjen og en forholdsvis hård affjedring gør elbilen frisk og styrevillig.

Priserne på e-208 starter på 289.990 kr., men umiddelbart ligner en leasingaftale et bedre tilbud. Peugeot tilbyder elbilen til en månedlig ydelse på 3.095 kr. med en udbetaling på 14.995 kr.

Du kan læse vores test af Peugeot e-208 her.

Peugeot e-208 - Fordele og ulemper

Fordele:

  • Styrer godt
  • Fin plads i bagagerum
  • Friskt og opdateret design
  • Gode leasingaftaler

Ulemper:

  • Hård affjedring går ud over komfort
  • Ingen mulighed for anhængertræk
  • Ny variant kommer i 2023
Bedste billige biler til prisen elbil tesla model 3 billigste bil
© Bil Magasinet

Tesla Model 3 - Den bedste billige elbil

Amerikanske Tesla havde oprindeligt ingen biler på listen, men med de markante prisnedsættelser i 2023, er Model 3 umulig at komme uden om. Det kan næsten virke uretfærdigt for de øvrige biler på listen, at man nu kan få en Model 3 med næsten 500 km rækkevidde til 329.990 kr. Model 3 Long Range med over 600 km rækkevidde koster 60.000 kr. ekstra.

Tesla har haft Model 3 på det danske marked siden 2019, og den har alle dage været en favorit. Et stort, globalt ladenetværk, lang rækkevidde og gode præstationer gør elbilen til et af de absolut bedste køb i 2023 - hvis ikke dét bedste.

Billigste Model 3 har baghjulstræk, 491 km (WLTP) rækkevidde og tager 0-100 km/t på 6,1 sek. 

Du kan læse test af alle varianter af Model 3 her.

Tesla Model 3 - fordele og ulemper

Fordele:

  • Lang rækkevidde
  • Ladekapacitet på 250 kW
  • Må trække 1.000 kg.
  • Stort ladenetværk

Ulemper:

  • Byggekvaliteten er ikke imponerende
  • Bagagerummet er upraktisk
  • Dårlig affjedringskomfort 
Bedste billige biler til prisen dacia duster billigste bil
Bedste billige biler© Søren Juul

Dacia Duster - Skøn skodbil

Her har vi hele redaktionens ynglingsdiscountbil. Vi har før kaldt den en skøn skodbil, for det opsummerer nøjagtig, hvad Duster er.

Alt emmer af discount og billige løsninger, men ærligheden omkring det - samt en favorabel pris - gør Duster til et godt alternativ til en brugt crossover. 

Priserne starter fra 219.990 kr. for billigste variant med en 90 hk, trecylindret turbomotor og manuel gearkasse. 

Duster er ikke bange for at få jord under neglene, og det vil du heller ikke have noget imod, hvis du sidder bag rattet. Den tilbyder meget værdi for pengene som en crossover med høj siddeposition og plads i kabinen til familien.

Læs vores test af den skønne skodbil her. 

Dacia Duster - Fordele og ulemper

Fordele:

  • Høj siddeposition
  • Rummelig kabine
  • Offoad-egenskaber i højere motorvariant

Ulemper:

  • 3 stjerner i Euro NCAP
  • Føles meget billig på alle overflader
  • Kører som en gammel vogn
  • Støjer
Bedste billige biler til prisen hyundai i10 billigste bil
Bedste billige biler© Søren Juul

Hyundai i10 - Billig mikrobil

Hyundai rykker grænserne for mikrobilerne, for i10 føles en halv klasse større. Den er en god billig bil, der er mere rummelig, end klassen tillader.

Mikrobilerne har ikke samme popularitet, som de havde op gennem 2010'erne, og flere af klassens tidligere bestsellers er udgået. Hyundai i10 fås stadig, og selvom mikrobilerne tit ses som en minimumsbetragtning, får du meget for pengene.

Priserne starter fra 132.995 kr. for 1,0-liter motor med 67 hk. Det er ganske billigt, og det samme er det at gå op i udstyr. Der er ikke langt mellem niveauerne, men til gengæld koster i10 mere end en Skoda Fabia, hvis den også skal være underholdende.

For 181.995 kr. kan du køre afsted i en ny i10 N-line med 100 hk, hvilket bestemt er et kørevilligt setup. Her bliver prisen dog så tilpas høj, at konkurrencen er noget hårdere, men i10 tilbyder meget bil til prisen.

Du kan læse test af i10 her.

Hyundai i10 - Fordele og ulemper

Fordele:

  • Føles mere rummelig end andre mikrobiler
  • Billige udstyrsniveauer
  • Pæn retningsstabilitet
  • Genial til bykørsel

Ulemper:

  • Motor med 100 hk er kun tilgængelig i dyreste udstyrsvariant
  • Ingen adaptiv fartpilot
  • Ikke en morsom køreoplevelse
Bedste billige biler til prisen hyundai i20n billigste bil
Bedste billige biler

Hyundai i20N - Den billigste GTI

Hvor får du absolut mest humør for dine møner? Svaret kan meget vel være i en Hyundai i20N. På Bil Magasinet har den titlen som den bedste billige bil, vi havde fornøjelsen af at teste i 2022. 

Mens de klassiske GTI'er får trænge kår i omstillingen til elbiler, så laver Hyundai en vaskeægte forhjulstrukken, kompakt hatchback med 204 hk. Den minder os om, hvorfor vi elsker at køre bil, for det en befrielse at sætte sig bag rattet. 

Styretøjet er præcist, og et spærredifferentiale hjælper de 204 hk med at få fat i asfalten. Med 0-100 km/t på 6,2 sek. bliver den aldrig livsfarligt hurtig, men det er bestemt heller ikke meningen med en fuldblods-GTI. 

Den manuelle gearkasse er nemt at betjene smidigt, hvis du aktiverer den automatiske mellemgasfunktion. Designet er prydet med N-detaljer, der fjerner al almindelighed fra i20'eren og gør N-versionen bidsk at se på. Det er en fræk slagterhund, der inviterer til sjov og ballade!

Prisen lyder på 309.995 kr., hvilket gør i10N til en af markedets bedste biler til prisen.

Læs vores test af Hyundai i20N

Hyundai i20N

Fordele:

  • Uanede mængder sjov
  • Koster ikke alverden i afgifter (1840 kr. årligt)
  • Fantatiske køreegenskaber
  • Stadig en brugbar hverdagsbil

Ulemper:

  • Affjedringen er voldsomt hård, og det straffer dig på motorvejen
  • Den ellers nydelige Hyundai i20 har fået med "Brian"-penslen i N-versionen, og det kække design tiltaler næppe alle.
  • Markant dårligere brændstoføkonomi end en "almindelig" i20.
  • For samme pris fås langt mere rummelige biler.
Bedste billige biler til prisen kia ceed cw plugin hybrid billigste bil
Bedste billige biler© Kia

Kia Ceed SW plugin-hybrid - Billig plugin

Udvalget af billge plugin-hybrider er ikke, hvad det har været. Afgiftsrabatten er år efter år blevet mindre og mindre, hvorfor mange valgmuligheder er forsvundet fra markedet, hvis du er på udkig efter en billig, familievenlig plugin.

Kia Ceed er stadig én af dem. Ceed er en regulær danskerfavorit og kommer i et væld af varianter. Med kombinationen af Ceed som stationcar og plugin-hybridteknologi får man muligvis mest for pengene. Den fås stadig akkurat under 300.000 kr, hvorfor den er en af markedets bedste familiebiler til prisen.

Læs også: Alle de bedste plugin-hybrider på markedet!

Bilen praler på ingen måde med sin delvise elektrificering, og det er både forfriskende og betrykkende på samme tid. Fornuften gennemsyrer Ceed til en grad, der nærmer sig rolig konservatisme. Alt falder føreren naturligt, knapperne er, hvor de skal være, og komforten er ganske god.

Plugin-hybriden har en elektrisk rækkevidde på 47-50 km (WLTP).

Læs test af Kia Ceed her.

Kia Ceed SW plugin-hybrid

Fordele:

  • Veludstyret
  • Billig vej til elektrisk kørsel
  • Snusfornuftig

Ulemper:

  • Mindre bagageum end konkurrenter
  • Dårlig brændstoføkonomi, hvis batteriet ikke er opladt
  • Batteriet på 226 kg går ud over køreegenskaberne

bedste billige biler til prisen kia picanto billigste bil
Bedste billige biler© Bil Magasinet

Kia Picanto - Den billigste bil

Picanto har altid været en udmærket oplevelse i mikrobilsklassen, og den seneste model er ingen undtagelse. Kia Picanto er den billigste bil på listen.

Klassen byder som oftest på middelmådige indtryk, men noget anderledes er oplevelsen med den charmerende Picanto. Den er mere digitaliseret end tidligere modeller, og det er kommet både midterkonsol og instrumentering til gode.

Ligesom det er tilfældet med konkurrenten Hyundai i10, kan man for relativt få penge opgradere udstyrslisten. Ligeledes er Picanto en rummelig bil, taget betragtning af hvor lille den reelt er.

Picanto fås udelukkende med en 1,0-liter motor, som enten kombineres med en manuel gearkasse eller en "robotgearkasse". Det er en manuel gearkasse, der selv skifter gear. Det fungerer nøjagtigt lige så ringe, som man forestiller sig. Undgå den, spar pengene og køb den bedre og billigere variant med manuel gearkasse.

Priserne starter fra 124.900 kr., hvilket er langt under de 200.000 kr., hvor der er langt mere at vælge mellem.

Læs test af Picanto her.

Kia Picanto - Fordele og ulemper

Fordele:

  • Rummelig
  • Billigere end ligeværdige konkurrenter
  • Tilbyder charme
  • Digital indstrumentering

Ulemper:

  • Robotgear fungerer ringe
  • Ingen anhængertræk
  • Ingen fartpilot
Bedste billige biler til prisen nissan qashqai billigste bil
Bedste billige biler

Nissan Qashqai - Billig crossover

Tidligere har Bil Magasinet udtrykt sig kritisk om Qashqai. Den var for lille, for uraffineret og mangelfuld. Det ændrede sig, da Nissan smed en på alle måder forbedret Qashqai på markedet i 2021.

Den er blevet mere moden, teknik og køreegenskaber er forbedret, og kabinen er blevet rummelig.

Det betyder, at Qashqai aldrig har været bedre, selvom Nissan nu aldrig har haft problemer med at sælge bilen i titusindvis i Danmark. 

Qashqai er velfungerende på en lang række områder: den er praktisk, kører godt og teknisk og udstyr arbejder godt sammen. Derudover er kvalitetsfornemmelsen høj.

Efter en prisnedsættelse i januar 2023 starter priserne fra 279.900 kr. Derfor ser Qashqai yderligere attraktiv ud som en rummelig bil under 300.000 kr.

Du kan læse vores test af Qashqai her.

Nissan Qashqai - Fordele og ulemper

Fordele:

  • Rummelig og brugbar
  • Høj kvalitetsfornemmelse
  • Velfungerende fartpilot og sikkerhedssystemer
  • Femstjernet sikkerhedstest

Ulemper:

  • Højere udstyrsvarinter er en dyr opgradering
  • Nissan har droppet en hybridvariant
Bedste billige biler til prisen peugeot 208 billigste bil
Bedste billige biler© Bil Magasinet

Peugeot 208 - Billig danskerfavorit

Det er som om, at 208 vil være populær i Danmark til evig tid. Minibilen er år efter år blandt de mest solgte biler, og vi forstår godt hvorfor. Det seneste facelift har gjort bilen en anelse skarpere at se på og givet mere udstyr.

Priserne starter normalvis fra 209.990 kr. for varianten med benzinmotor og 75 hk, men i skrivende stund har Peugeot sat startprisen langt ned under 200.000 kr. 

Priserne starter nu fra 159.990 kr. Det er ganske billigt, og går du et skridt højere op til varianten med mere udstyr og 100 hk, så starter priserne fra 184.990 kr. (normalpris 234.990 kr.). Udstyrlisten er dog ikke noget at prale af, selvom det ofte er billigt at gå et niveau op.

Trods den lave pris er Peugeot 208 en god bil. Støjniveauet er lavt, styringen er præcis og retningsstabiliteten på motorvej er god. Motoren imponerer ligeledes, men til gengæld er der dårlig plads på bagsæderne.

Du kan læse test af 208 her.

Peugeot 208 - Fordele og ulemper

Fordele:

  • Præcist styretøj og god retningsstabilitet
  • Lavt støjniveau
  • Fint bundtræk i den trecylindrede turbomotor
  • Automatgearkassen skifter ubemærket

Ulemper:

  • Fodbrønd mangler dybde til lange ben
  • Instrumenteringen er ikke for alle
  • Dårlig bagsædeplads
  • Udstyrslisten afspejler ikke prisen
Bedste billige biler til prisen skoda fabia billigste bil
Bedste billige biler

Skoda Fabia - God bil til prisen

Den snusfornuftige tjekke er bedre end nogensinde, og sidste år vandt den Bil Magasinets stortest over konkurrenterne, bl.a. Ford Fiesta, VW Polo og Mazda 2.

Minibilen er blevet længere, bredere og lavere, og praktikaliteten og fornuften er nået nye højder. Der er ikke meget spænding bag rattet af Fabia, men der er heller ikke meget at klage over. Rummelighed og gode løsninger er der mange af i kabinen, hvor meget af instrumenteringen er analog men let at afløse og bruge.

Der er heller ikke den store grund til at gå op i udstyrvarianter, for selvom Fabia bliver lækker i topmodellerne, så ændrer det ikke på den samlede køreoplevelse. 

Billigste variant har en 1,0-liter MPI-motor med små 65 hk. Priserne starter fra 169.995 kr., men giver du 20.000 ekstra, får du TSI-motoren med 95 hk. Det er ikke nok til at gøre den decideret hurtig, men den føles aldrig sløv.

Læs vores test af Skoda Fabia her.

Skoda Fabia - Fordele og ulemper

Fordele:

  • Meget rummelig for en minibil
  • Ikke nøvendigt med dyrt ekstraudstyr
  • Femstjernet sikkerhed
  • Brugervenlig

Ulemper:

  • Vækker ikke den store ophidselse
  • Stiger markant i pris med automatgear
Bedste billige biler til prisen skoda octavia billigste bil
Bedste billige biler© Steen Bachmann

Skoda Octavia - Billigt købt praktikalitet

Den tjekkiske bilproducent har over de sidste år ændret sig markant. Fra at være offer for jokes om dårlige biler til at lave nogle af markedet mest populære biler. Octavia har stor andel i den udvikling.

Som søskendebil til VW Golf og Audi A3 er Octavia et sikkert valg til de, der ønsker en troværdig, brugbar og pæn bil til en lavere pris end de tyske alternativer. Den er også markant større, kabinen er rummelig, og det samme er bagagerummet på 600 liter. Det er førende i Golf-klassen!

Octavia starter på 249.995 kr. for coupé-varianten, men ønsker du endnu mere plads, så skal du blot smide 15.000 kr. ekstra for stationcar'en. Her er bagagerummet på 640 liter. For en bil, der koster under 300.000 kr., tilbyder Octavia enorm praktikalitet. Derfor er den også blandt de bedste familiebiler til prisen på markedet.

Bilen har en sekstrins manuel gearkasse og 1,0-liter turbomotor, der yder 110 hk. 

Skoda Octavia - Fordele og ulemper

Fordele:

  • Klassens største bagagerum
  • Billigste vej til en stor bil
  • Billig opgradering til stationcar
  • Højere byggekvalitet end prisen tillader

Ulemper:

  • Stor prisforskel på udstyrsniveauer
  • Kan ikke længere fås som plugin-hybrid
Bedste billige biler til prisen suzuki vitara hybrid billigste bil
Bedste billige biler© Bil Magasinet

Suzuki Vitara hybrid - Billig campingferie

Er du på udkig efter en billig bil til campingferien, så er en Vitara måske din kommende bil. Med en startpris på 229.990 kr. og en tilladt anhængervægt på 1.500 er Vitara genial til de billige ferier med campingvogn.

Den billigste Vitara er en god bil som mildhybrid, mens den dyrere udgave med navnet "S-hybrid" ikke udmærker sig.

Her er kun incitament til at købe billigste udgave, for selvom mildhybriden ikke gør voldsomt meget væsen af sig, så fungerer S-hybriden tilpas dårligt til, at intet andet giver mening.

Den attraktive pris kommer ikke uden komprimisser, men Vitara lykkes med mere, end den fejler.

Du kan læse test af begge hybrider her. 

Suzuki Vitara - Fordele og ulemper

Fordele:

  • trække 1.500 kg.
  • Adaptiv fartpilot virker glimrende
  • Masser udstyr

Ulemper:

  • Meget vindstøj
  • Ringe kvalitetsfornemmelse visse steder
Bedste billige biler til prisen toyota yaris billigste bil
Bedste billige biler© Bil Magasinet

Toyota Yaris - Tidligere Årets Bil

Med en plads i finalen ved Årets Bil 2021 cementerede Toyota, at Yaris har meget at byde på til en attraktiv pris. 

Det har den fortsat, for med en startpris på 159.990 kr. er Yaris en af de bedste billige biler på markedet. Særligt hvis du strækker dig til lige over 200.000 kr., hvor priserne på hybriden og varianten med 1,5-liter benzinmotor starter. Sidstnævnte har 125 hk, og undgår du den knapt så sporty CVT-gearkasse, så er der dømt vaskeægte køreglæde fra 203.990 kr.

Læs også: Hvor mange elbiler er der i Danmark?

Yaris er en udmærket bil, selv hvis du vælger billigste variant. Den har en 1,0-liter benzinmotor, der yder beskedne 72 hk. Det koster ikke alverden at gå op i udstyr, og bilen fås udelukkende som femdørs.

Tidligere var hybriden prismæssigt placeret midt i mellem de to andre varianter, men prisstigninger efter nytår betyder, at hybriden nu har en startpris på 206.990 kr.

Læs vores test af Yaris her.

Toyota Yaris - Fordele og ulemper

Fordele:

  • Manuel gearkasse er fast og præcis
  • Gode køreegenskaber (1,5-liter sugemotor)
  • Billigt ekstraudstyr

Ulemper:

  • Kort akselafstand giver pladsmangel i kabinen
  • Hybridvarianten mangler humør
  • Kvaliteten i kabinen er ringere end konkurrenternes

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...