7 ting du ikke vidste om lys på bilen

Anders Grønbech er ekspert i bilpærer og guider dig gennem ting, du skal vide om lys og pærer inden vintermørket sætter ind

24. august 2019 af Bil Magasinet


Der er sket meget indenfor lyskilder til biler og motorcykler de seneste 10 år, og udvalget har aldrig været større. Derfor kan det være svært at navigere i de mange muligheder, når lyskilderne trænger til en udskiftning. 

Anders Grønbech er ekspert i bilpærer og arbejder for Lumileds, der udvikler nogle af verdens mest avancerede lyskilder til biler. Han deler her syv ting, du måske ikke vidste om bilens lys. 

1. Der findes mange typer pærer

HALOGEN Langt de fleste biler har i dag halogenpærer i forlygterne. I pærerne findes der halogengasser som brom og jod og en glødetråd af wolfram. Halogenlyset har udviklet sig meget gennem årene og særligt effektiviteten af det. 

XENON En anden populær pæretype er Xenon, der har en lang levetid på helt op til 3.000 timer. Den sluger samtidig mindre strøm og dermed brændstof. Xenon giver et klart og hvidt lys, og den er velegnet til fremadrettet lys. Grundet den høje kvalitet, er prisen på pæren også en anelse højere end halogen.

LED LED-pærer kendetegnes ved det kraftige lys, som ikke blænder. Det intensive lys kan sidestilles med dagslys, da det hvide lys belaster øjnene mindre end andre lyskilder. Samtidig er pæren også til bilister, der værdsætter en bæredygtig lyskilde. LED-lyskilder halverer strømforbruget sammenlignet med halogen, pærerne leverer en højere lysintensitet, og levetiden er længere.

2. Det er ulovligt at eftermontere LED-pærer

Det er ulovligt at eftermontere LED-retrofitter i en halogenlygte og køre på offentlig vej. Der arbejdes på løsninger med udskiftelige LED-lyskilder, men der er endnu ikke udviklet tilpassede LED-lygtehuse i en standardisering, design og pris, der gør dem økonomisk bæredygtige. 

Det er lidt ærgerligt, når man tænker på, at lyset ved korrekt installation overholder alle krav i synshallerne, og at køreoplevelsen hos bilisten er langt bedre og mere sikker end ved halogenbelysning. 

3. Tjek teknologien i din bil, før du skifter

Din bil kan kun bruge én type pærer – så du kan altså ikke bare vælge frit. Det første du skal finde ud af, er hvilken lysteknologi, der er godkendt til din bil. Langt de fleste biler har i dag et lygtehus, der passer til halogenpærer, men flere nyere biler har Xenon eller LED. Derfor skal du være sikker på, hvad der passer til din bil. 

Du kan selv åbne lygtehuset og tjekke eller læse det i bilens opslagsværk. Hvis du er tvivl, så kør forbi din mekaniker og få ham til at tjekke det for dig. Det kan også være fornuftigt at få ham til at skifte pærerne for dig, hvis du ikke har erfaring med teknikken. Han kan eventuelt vise dig, hvordan det foregår, så du selv kan gøre det næste gang – det kræver nemlig lidt fingerfærdigheder.

4. Velfungerende pærer er afgørende for sikkerheden

Mange glemmer, at bilens lys er ét af de vigtigste faktorer for sikkerheden. Da bilens lys er så vigtig en del af din sikkerhed, når du kører, bør du tjekke dine pærer jævnligt eller bede din automekaniker om at tjekke dem, når din bil er til service. Hold især øje med, om begge pærer kaster samme lys, og at lyset ikke er ubalanceret.

5. Skift pærerne – også selvom de stadig virker

Dine forlygters pærers filament ældes både på grund af tid, brug og ikke mindst vind og vejr. Det bliver mere skrøbeligt og forringes, hvilket fører til at lyset fra din pærer bliver svagere. Halogenpærer har derfor typisk en levetid på 1-2 år, mens LED og Xenon holder 2-3 år. 

Herefter vil de kaste et væsentligt kortere og svagere lys, end da de var helt nye. Så skift dem – det er ikke stor udskrivning og gør en stor forskel for din sikkerhed.

6. Skift altid pærer i par

Man kommer ofte ud for, at det kun er den ene forlygtes pære der f.eks. er sprunget, har en fejl eller har fået svagere lys. Men det er vigtigt, at du ikke kun skifter den ene pære- huskereglen er, at de skal nemlig skiftes i par. 

Når du skifter begge pærer, sikrer du, at vejen bliver lyst ordentligt op, og at bilen har det mest fordelagtige lys. Hvis du kun skifter den ene pære, fører det til en ubalanceret eller uforudsigelig lysstråle fra forlygterne, og det kan være en potentiel sikkerhedsrisiko. Det bliver sværere for dig at se modkørende, og hvor de ligger på vejen. 

Udover sikkerhedsfordelene, slipper du også for at tage bilen til mekaniker to gange for at få skiftet lys. 

7. En god pære giver dig længere reaktionstid

Det er ikke en stor udskrivning at montere en kvalitetslyskilde som for eksempel X-Treme Vision, som koster cirka 150 kroner for to forlygter. 

Vores test viser, at man ved 60 km i timen har 2-2,5 sekund længere reaktionstid med disse lyskilder. Det lyder måske lidt dramatisk, men det kan være forskellen mellem uheld og undvigelse.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.