© bilmagasinet.dk

Rygter: Her er den næste Ford Ka

Er den flotte konceptbil i virkeligheden næste generation af Ka?

21. oktober 2010 af Steen Bachmann


Den amerikanske hjemmeside Inside Line mener at vide, at Ford planlægger at sætte den frække konceptbil Start i produktion i 2014. Den skal i så fald afløse Ford Ka, der stammer fra 2008.

Konceptbilen Start blev præsenteret i april 2010 som et bud på en miljøvenlig bil til de nye store markeder i Kina og Indien. Den har en nykonstrueret 1,0-liters 3-cylindret benzinmotor med et CO2-udslip på under 100 g/km. Motoren går i produktion i nær fremtid i eksisterende modeller.

Målet med det ovale design er i følge Ford Global Design Team at skabe musik i gadebilledet frem for støj. Den højpandede påstand er vi ikke helt med på, men lytter, når Ford oplyser, at man begyndte processen med at køre en Porsche 356 Speedster og en Alfa Romeo Zagato SZ ind foran designteamet, for så at bede dem lade sig inspirere.

© bilmagasinet.dk

Man vil træde et skridt tilbage og give et svar på, hvad der i virkeligheden er brug for i en lille bybil. Derfor er designet så simpelt som muligt.

Det enkle snit går igen i kabinen, der er designet til at være helt analog - det vil sige uden unødvendigt elektronisk gejl. Samtidig har det været et krav, at her godt udsyn hele vejen rundt.

Sæderne er usædvanligt tynde, men skulle give samme sikkerhed og komfort som traditionelle sæder. Paneler og sædehynder kan klikkes af uden værktøj, så ejeren kan ændre stil og farve i kabinen efter behag - det har vi set før i bl.a. Mini og Fiat 500.

Passagererne er beskyttet af en sikkerhedscelle i aluminium, der holder vægten nede og giver en stærk struktur. Karrosseripanelerne er fremstillet i genbrugs-kompositmaterieler, der er både solide, miljøvenlige og billige. I kabinen anvendes naturfibre af samme årsager.

Fælgene er i aluminium, mens dækkene er Michelin Green X med lav rullemodstand. Overordnet set giver de lette materialer en vægtbesparelse på 140 kg i forhold, at man havde bygget Start i traditionelle materialer.

© bilmagasinet.dk

Ny 3-cyl. motor er fremtiden
Fords ingeniører har eksperimenteret med 3-cylindrede motorer de seneste 20 år, men har hidtil ikke fundet en løsning med acceptabel motorkraft. Det bliver nu muligt med den såkaldt EcoBoost-teknologi, der kombinerer turboladning med direkte indsprøjtning.

Teknologien anvendes i stor stil på Fords 3,5-liters V6- og 4-cyl. 2-liters motor i USA, hvor den blandt andet giver en reduktion i CO2-udslippet på 15 pct. i forhold til en konventionel motor - på trods af højere ydelse.

Den nye 1-liters motor anvender støbejernsblok, og har topstykke og krumtap i aluminium. Den har en kompression på 10:1. og er ekstremt kompakt - hvilket giver designerne stor frihed til at bruge den i kommende kompakte modeller.

Fords målinger viser, at dens ydelse og moment svarer til en normal 1,6-liters benzinmotor uden trykladning.

© bilmagasinet.dk

 

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...