© bilmagasinet.dk

Premiere: Ny Ford Ranger

Præsenterer ny muskuløs generation af pickuppen

15. oktober 2010 af Steen Bachmann


Ford præsenterer en ny generation af pickuppen Ranger på Australian International Motor Show i Sydney. Ranger er seneste internationale Ford-model, der skal sælges over hele verden i samme form og med samme motorer.

Den nuværende Ranger er søsterbil til en Mazda og har et relativt afdæmpet design, men den nye er inspireret af amerikanske pickups og er mere svulstig i stilen.

Nyheder omfatter et bakkamera, stemmestyret betjening af funktioner i kabinen og et avanceret stabilitetssystem for påhængskøretøjer. Ranger vil kunne fås med tre typer af kabine og to forskellige frihøjder, og med bag- eller firehjulstræk.

© bilmagasinet.dk

Chassis, for- og baghjulsophæng, og styretøj er nyudviklet til højere lasteevne og trækkapacitet end forgængeren.

"Ranger har fået en ændret betydning i mange dele af verden," forklarer chefdesigneren bag bilen, Craig Metros. "Den skal fortsat være et arbejdskøretøj med en praktisk og slidstærk kabine, og stor lasteevne og trækkapacitet, men køberne af denne type biler efterspørger også en mere raffineret stil og mere komfort."

I Ranger Double Cab er der bænkesæde til tre personer, så den vil kunne indregistreres som personbil, hvis en dansker skulle have lyst til dét.

© bilmagasinet.dk

To nye dieseler:

* Fords 2,2-liters Duratorq TDCi I4 dieselmotor bygges på motorfabrikken i Dagenham, England. Den yder 150 hk og 375 Nm.

* Nyhed er en 3,2-liters Duratorq TDCi I5 diesel med 200 hk og 470 Nm.

Den firehjulstrukne udgave har elektronisk styret firehjulstræk, og via en knap på midterkonsollen kan man slå forhjulstrækket fra for at spare brændstof. Reduktionsgear er standard.

Terrænegenskaberne er forbedret med en frihøjde på 23,2 cm, mens akselafstanden er vokset til 322 cm. Bremsesystemet er udviklet med fokus på gode og stabile bremseevner med tung last, og ESC-systemet har traction control på alle fire hjul og en anti-væltefunktion.

ESC-systemet er i stand til at stabilisere et påhængskøretøj, der begynder at svinge fra side til side, ved at bremse bilens fire hjul intelligent, så svingningerne neutraliseres. Automatisk niveauregulering er standard.

Ladet er 10 cm bredere end på forgængeren, og er 155 cm langt og 51 cm højt. Det rummer 1.210 liter. En hardtop fås som ekstraudstyr.

Ranger skal bygges fra sommeren 2011 i Thailand, Argentina og Sydafrika. Den forventes til Danmark sidst i 2011.

© bilmagasinet.dk

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...