© mmm.dk

Premiere: Ford Focus ST med 250 hk

Fås for første gang også som stationcar - pas lige på med maling-spandene, hvis du lægger hårdt fra land

13. september 2011 af Bil Magasinet

Ford viser sin seneste hot-hatch på Frankfurt Motor Show - den produktionsklare, næste generation af Ford Focus ST, som forventes til Danmark til næste år. Motoren er en 2-liters EcoBoost med direkte indsprøjtning og turbolader, der yder 250 hk og 360 Nm.

Den lette, 4-cylindrede aluminiumsmotor leverer højere ydelse end den noget større 2,5-liters, 5-cylindrede motor i forgængeren. Ford oplyser, at det primært skyldes forbedret turbo-, indsprøjtnings- og knastaksel-teknologi. Forbruget og CO2-udslippet er er omkring 20 pct. lavere.

© mmm.dk

© mmm.dk

"Det er første gang, vi benytter en 4-cylindret Ford EcoBoost motor i en performance-bil og resultatet er fantastisk," siger chefen for Fords performance-biler, Jost Capito.

© mmm.dk

ST’en har 6-trins manuel gearkasse, og modellen bliver for første gang også bygget som stationcar. Og med dé specifikationer må du hellere få spændt køteren fast.

"Vi ved, at mange europæere foretrækker plads-mulighederne i en stationcar, men at de samtidig gerne vil have ydelse og køreegenskaber som i en almindelig 5-dørs," siger chefingeniør hos Ford Europa, Matthias Tonn.

Særlig ST-lyd
Der er også arbejdet med lyden. Udfordringen var at skabe et lydbillede, der ikke står tilbage for lyden i forgængeren, på trods af at der er tale om to helt forskellige motorer. Derfor har Fords ingeniører videreudviklet den lyd-katalysator, som findes i forgængeren og i Focus RS.

"Lyden i den tidligere ST har en meget stor fan-skare," siger Jost Capito, "men det akustiske billede mellem en 5- og en 4-cylindret motor er meget forskellig. Det er lidt som Mozart og Beethoven, de komponerede begge fantastisk, men meget forskellig musik, og på den måde tror jeg også at lyden fra den nye ST-motor vil få rigtig mange fans."

© mmm.dk

© mmm.dk

Undervogn og styretøj
Ford Sport Steering System er en ny software, som tilpasser styringen efter vejen og efter hvordan ST’en bliver kørt.

Ford har også udviklet et system til at forhindre torque steer (at forhjulene stamper fra side til side ved fuld gaz som en tosset vædder), og kalder det Torque Steer Compensation. Det skal sikre maksimalt bid i vejen ved fuld acceleration og uanset vejoverflade. Desuden er ESC-systemet modificeret med henblik på en mere sportslig køreoplevelse. ESC'en har tre indstillingsmuligheder, der passer til forskellige vej- og vejrforhold eller førerens ønske om automatisk støtte. ESC-systemet kan også slås helt fra.

Et nyt system kaldet Enhanced Torque Vectoring Control skal ved hjælp af et automatisk bremsesystem forhindre under- eller overstyring, og bevare vejgrebet gennem kurver.

I forhold til den almindelige Focus er ST’en sænket 10 mm for at få et lavere tyngdepunkt og optimere kørsel gennem sving. Affjedringen bagtil er ligeledes blevet strammet med henblik på en mere direkte køreoplevelse.

Focus ST vil kunne fås i tre farver og i tre udstyrsvarianter - ST1, ST2 og ST3. Standard-varianten, ST1, har Recaro-sæder med stofbetræk, nøgleløs start-funktion, fodpanel med ST-logo og standard ST-bagsæde med midterarmlæn.

Focus ST kommer til Danmark i løbet af sommeren 2012.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...