© Ford

På vej til Danmark: Ford Ranger

Ny arbejdsbil får fremragende sikkerhedsbedømmelse af Euro NCAP

10. november 2011 af Steen Bachmann

Pickupper er traditionelt store, tunge arbejdsbiler, som du under ingen omstændigheder skal kollidere med eller køre galt i, hvis du skal gå fra ulykken. Sådan er det ikke længere, for arbejdsbilerne nyder også godt af ny sikkerhedsteknologi, og Fords nye pickup, der kommer til Danmark efter nytår, har netop fået de maksimale fem stjerner i crashtest af Euro NCAP.

2012 Ford Ranger opnåede en samlet score på 89 procent på generel sikkerhedsstandard, hvilket er én af de højeste scorer, der nogensinde er tildelt en bil, på tværs af alle biltyper. Desuden opnåede den højeste score Euro NCAP nogensinde har tildelt en bil for sikkerhed i forhold til bløde trafikanter (81 procent).

"Der er ingen tvivl om, at Ford Ranger simpelthen hæver barren for beskyttelse af bløde trafikanter. Hidtil har pickups ikke klaret sig særlig godt i denne kategori," siger Euro NCAP’s general-sekretær, Michiel van Ratingen.

© bilmagasinet.dk

Avanceret beskyttelse
Den nye Ranger har kabine bygget op af højstyrkestål for at beskytte fører og passagerer, ligesom rammen er konstrueret med henblik på at opsuge energien ved en kollision. Fords ingeniører gennemførte mere end 9.000 simulerede kollisioner, før de første prototyper af den nye Ranger blev udsat for egentlige fysiske crashtest.

Gardinairbags er standard og bliver udløst oppefra og ned for at yde maksimal hovedbeskyttelse til fører og passagerer ved en sidekollision. Gardinerne beskytter fra A-stolpen og til bagenden af kabinen.

Nye sideairbags bliver udløst fra siden af forsæderne for at yde maksimal beskyttelse af overkroppen hos fører og forsædepassager. Desuden er en knæ-airbag standard i førersiden.

Øget sikkerhed for bløde trafikanter
For at beskytte fodgængere har undersiden af fronten en speciel ’hexagonal’ udformning for at reducere risikoen for hovedskader ved frontal påkørsel. Samtidig er kofangeren lavet af materialer, der ’opsuger’ energi.

ESC-system er standard og et særligt system - Trailer Sway Control - sørger for automatisk nedbremsning, hvis traileren/anhængeren skulle komme i faretruende svingninger. Adaptive Load Control understøtter stabiliteten ved tung last.

Når det går ned ad bakke, sørger Hill Descent Control for, at Ranger holder en bestemt hastighed, ligesom Hill Launch Assist forhindrer, at Ranger ruller baglæns ved start på en stejl vej.

© bilmagasinet.dk

To nye dieseler
Ranger vil kunne fås med tre typer af kabine og to forskellige frihøjder, og med bag- eller firehjulstræk. I Ranger Double Cab er der bænkesæde til tre personer, så den vil kunne indregistreres som personbil, hvis en dansker skulle have lyst til dét.

Der fås to dieselmotorer:

* Fords 2,2-liters Duratorq TDCi I4 dieselmotor bygges på motorfabrikken i Dagenham, England. Den yder 150 hk og 375 Nm.

* Nyhed er en 3,2-liters Duratorq TDCi I5 diesel med 200 hk og 470 Nm.

Ladet er 10 cm bredere end på forgængeren, og er 155 cm langt og 51 cm højt. Det rummer 1.210 liter. En hardtop fås som ekstraudstyr.

Danske priser er ikke oplyst.

© bilmagasinet.dk

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...